Eller historien om Elvira Galkina en samisk tusind kunstner.

Elvira Elja Galkina bor i byen Lujarvi (Lovozero), som er det sted på Kola halvøen, hvor der er flest samer.

Elvira er født i en familie, hvor faren var russer og moren same. Forældrene var skilt og Elvira voksede op hos sin mor og sine bedsteforældre i Danilov familien. Fra bedstefaren lærte hun sig den samiske fortællerkunst og fra bedstemoren den samiske sangskat. Da hun var 13 år flyttede moren og faren sammen igen. Hendes fars slægtninge blev ikke så lidt forbavsede over at erfare, at hun betragtede sig som same – ”nej” sagde de ”du må da være russer efter din far”! At hun følte sig som same var imidlertid ikke så mærkeligt, for hun var vokset op i en samisk familie og havde tilbragt al sin tid sammen med andre samer. Bedstefaren boede ude ved Seidjarvi (kola samernes hellige sø) og hun elskede at færdes i den fantastiske natur omkring søen. Hun mener selv, at barndommens og ungdommens naturoplevelser i egnene omkring Seidjarvi har påvirket hendes kunstneriske talent.

Seidjarvi samernes hellige sø. Her kom Elvira som barn og de stærke naturindtryk hun fik her har præget hendes kunstneriske udfoldelse.

Hun gik på universitetet i Sct. Petersborg og vendte bagefter tilbage til Lujarvi. Hjemme igen mødte hun Vladimir Galkin, som hun giftede sig med og på den måde fik hun sin oldemors efternavn tilbage, idet Vladimirs far og Elviras bedstefar var grandfætre. Vladimir arbejde i tundraen og tajgaen og allerede som 12-årig var han med på bjørnejagt. Han kaldte Elvira for ”min højtuddannede same” og hun kaldte ham for ”min vilde same”. Det var Vladimirs livsenergi, der gjorde indtryk på Elvira og så var han den bedste til at danse. Som barn var Elvira begyndt at eksperimentere med skriverier på russisk, efter hun var blevet gift begyndte hun at skrive på samisk. De første sange og digte var til hendes børn og en del af disse digte er udgivet på det samiske forlag Davvi girji i Karrasjok med titlen: ”Šerres beaivi” (1994). Den anden bog, hun udgav, var samiske eventyr: ”Stjernepigen” (Táss't nijta : moajnas / Elja Galkina, Jakovlev Ëak ; sarknegete l'ikma li Jakovlev Ëak, Samas ( - Kárásjohka : Davvi girji, cop. 1998. ISBN: 82-7374-372-1).

Hun har imidlertid skrevet meget andet og adskillige flere eventyr og sange end de udgivne. For tiden er Elvira mest optaget af sange og musik, fordi hun mener, at det er en god måde at formidle den samiske tradition til børn. Hun skriver sangene på kildin samisk og synger dem for sine egne børn, derefter synger hun dem sammen med børnene på samisk kulturcenter i Lujarvi (Lovozero) og når sangene på denne måde er blevet afprøvet, giver hun dem videre til børnehaven. Musikken får Elvira inspiration til gennem den musik, som hun kender fra sin familie ikke mindst fra bedstemoren, som hun så blander med moderne toner, f.eks. i en sang hun har skrevet til sin bedstefar, går melodien over i en joik hen imod slutningen. Elvira fortæller, at de fleste samer bruger at bevæge f.eks. armen som en hjælp når de synger. Denne tendens har hun udnyttet i en børnesang, hvor der indgår bevægelse. På bedstemødrenes tid var det almindeligt, at man sang samtidigt med, at man f.eks. lavede håndarbejde. Sangene og håndarbejdet var et og det samme. I dag er der ikke mange, der kan udføre begge dele samtidig, men Elvira arbejder for at genoptage denne tradition.

Elvira fortæller hvordan sangene fødes, det kan være, at hun hører sangen gennem vindens susen eller andre lyde omkring hende. Hun kan også bare tage den samiske tromme og begynde at slå på den og muligvis vil der ske det forunderlige, at nye sange og nye melodier dukker frem af rytmen. Faktisk kunne Elvira godt tænke sig at lave musik med naturlyde, præcis sådan som hun hører det for sit indre øre. Det meste af hendes kreativitet kommer til udtryk gennem hendes arbejde på Samisk Kulturcenter f.eks. til festivaler og lignende. Til sommerfestivalen skrev hun et skuespil over en gammel fortælling. Det er dens slags kreativitet, der står hendes hjerte nærmest, for gennem teater, festivaler og højtider kan hun få en direkte respons på sin kunst. Medens det at udgive bøger er en langsommelig proces. Elvira fortæller, at hendes kreativitet hænger nøje sammen med børn, både hendes egne og børnene som hun arbejder med i Samisk Kulturcenter. De har en børnegruppe, der undervises i kildin samisk, de synger også på kildin. På børnefestivalen er der 2 piger, der danser og synger på kildin samisk.

Elvira Elja Galkina på scenen.

Elvira har deltaget i grand prix ved påskefestivalen i Kautokeino i 2001 og 2002. I 2001 sang hun sin egen sang om Karasjok og den fik en 3je plads. I 2002 fik hun en første plads med sangen: ”Guds århundrede”. Hun har udgivet CD´en ”Мун Кумкзсьм” (I mit hjerte), men ligesom med fortællingerne har hun mange sange på lager, der bare venter på at blive udgivet.

På den internationale kvindedag den 8. marts i 2004 skulle alle mændene i Lovozero stemme om, hvem der var den mest elegante kvinde i byen – og selvfølgelig stemte de alle sammen på Elvira. Elvira er en mangearmet person og hun har i perioder været leder af en evangelisk kristen menighed og i den forbindelse har hun gennemført fjernstudier ved det kristne humanitære akademi i Sct. Petersborg.

Den ældste søn Jarsem er 17 og studerer i Murmansk. Han er opkaldt efter Elviras bedstefar. Jarsem er et samisk navn. Den anden søn hedder Jefim og han er opkaldt efter den mand, som er både Elvira og Vladimirs forfader. Bedstemor Aparnaria er 87 år, bedstefar døde i 1995 før Jefim blev født og Jefim plejede at sige, at han havde set bedstefar i himmelen.

Fremtidsplaner – arbejder på at udgive en ny CD i samarbejde med et svensk forlag og hun vil gerne producere en CD med sin ældste søn. Han synger rap på russisk, men vil gerne i gang med rap på kildin samisk. Elvira har også planer om at arrangere en sommerlejr i Norge for samiske børn, således at de kan få kendskab også til det nordsamiske sprog. Hun har også en bog, der ligger og venter på at blive trykt. Etableringen af et samisk teater står højt på ønskelisten.

Elvira har optrådt i flere TV film f.eks. i en film om hendes familie optaget til Murmansk TV. TV planlagde en efterfølgende del, men Elvira synes ikke, at hun vil bruge tid på film. Hun vil hellere arbejde med kunst, hvor hun kan anvende sine egne kreative evner og som hun siger, så er hun ikke interesseret i at alle skal vide alt om hendes familie.

(Ovenstående bygger på en samtale som Hans Christian Heickendorf og Claus Oreskov havde med Elvira Galkina i Lujarvi december 2006. En stor tak til Svetlana Sedneva for tolkning mellem russisk og norsk.) 

Hør Eksempel på Elviras musik