Introduktion til myter og sagn

I alle jæger, fanger og rennomadiske samfund findes der mundtligt overleverede fortællinger, som er gået i arv fra slægt til slægt. Nyt er blevet tilføjet de gamle fortællinger, når det var nødvendigt og gamle forestillinger forsvandt umærkeligt ud af historierne, efterhånden som de ikke længere gav mening. Man kalder disse fortællinger myter og sagn for derved at kunne adskille og inddele dem genremæssigt. Sædvanligvis anbringer man myter under gruppen fantastiske eller overnaturlige fortællinger og sagn opfattes som fortællinger med delvis historisk indhold. Det kan være overordentlig vanskeligt at bestemme et sagns historiske rigtighed, medmindre fortællingen omhandler nulevende personer eller disses forældre eller bedsteforældres generation. Når dette er sagt, er det også vigtigt at fremhæve, at genren ofte overskrider sig selv, at myterne jævnligt indeholder sagn stof og sagnene ligeså tit fremstilles i mytens fortryllende flimmer.

Stor set alle urfolks samfund er gennem tiden blevet koloniseret og mange af de gamle myter og sagn forsvandt i koloniseringens turbulens. Heldigvis blev adskillige af disse fortællinger indsamlet og nedskrevet eller optaget inden de helt forsvandt. Dermed fik de en ny betydning, de blev til litteratur og en del af folkenes litterære historiske arv. Nogle steder forekommer både den mundtlige og den skriftlige fortælling, andre steder er den mundtlige fortælling mere eller mindre forsvundet. Hvorom alting er, så var det som mundtlig genre myterne og sagnene opstod og udvikledes som levende tradition, de nedskrevne fortællinger er fastfrosset tradition stivnet med de døde bogstaver. Når vi læser de skrevne beretninger, er det de samme historier vi læser, også selvom vi gemmer bogen væk i mange år og så genlæser dem på ny. Anderledes med de levende mundtlige myter og sagn, de forandrede sig med tiden med fortælleren og med tilhørende. Man kan sige at de blev til i fortællersituationen på grundlag af et i forvejen eksisterende tema og et i traditionen bevaret repertoire. Herom siger socialantropologen Roy Willis: ” Værket sammenstykkes af ingredienser fra et lager af idéer og billeder, som er opstået under utallige forudgående fremførelser og som lever i fortællerens erindring, men også i hovedet på alle de andre, der hører og deltager i forestillingen. Den performative frembringelse af en myte og et folkeeventyr er typisk ikke blot en enkeltperson, men en hel gruppes værk. ”Publikums” deltagelse i historiens tilblivelse tager typisk form af spørgsmål og kommentarer, som stimulerer historiefortællerens hukommelse og fantasi”. Knud Rasmussen fortæller om en sådan situation, hvor historien udvikles gennem interaktionen mellem fortælleren og publikum. Den tidligere åndemaner Autdârutâ, som efter overgangen til kristendom hed Christian, boede en overgang på et kirkeloft sammen med Knud Rasmussen. Knud Rasmussen fortæller i Under Nordenvindens Svøbe: ”Om aftenen, når vi havde fået tændt vores lille tranlampe, sad han så og fortalte mig sagn og mærkelige eventyr fra Østkysten. Det rygtedes snart på bopladsen, hvad det var, vi havde for, når vi nægtede os hjemme, Christian og jeg, til de hyppige måltids invitationer ud på aftenerne. Det rygtedes, at Christian fortalte sagn, og det varede ikke længe før alle pladsens gamle og unge samledes udenfor vor loft for at lytte. De fik lov at komme ind, og nu kom der god fart over Christians fortælling. Han lod sig inspirere af de lyttende klynger rundt om idet store halvmørke rum, og stor udbytte havde jeg selv af at få gennemgået hele sagnhistorien på denne underholdende og illustrerende måde”.

Nogle historier blev kun fortalt til bestemte lejligheder eller begivenheder, ligesom vi til jul fortæller historien om Jesus fødsel. En historie kunne tilhøre hele samfundet eller en familie eller flere familier. Åndemaneren eller shamanen skabte sine egne myter om sine bedrifter og eventyr i skæringspunktet mellem en hinsides fortryllet virkelig og denne verden. Kun ved at fremvise synlige resultater på sin kunnen ville disse personlige myter blive accepteret af samfundet. Shamanen måtte bevise, at han virkelig kunne helbrede syge, påvirke vejret, få fangst dyrene frem og skaffe renlykke (uforklarlig forøgelse af renflokkene).

Der er gennem tiden opstået en hel forsker tradition omkring myterne, der giver forskellige bud på deres betydninger. Et er man dog enige om nemlig myternes underholdnings værdi. I Grønland blev fortællingerne brugt til at korte den lange vinter med, denne del af underholdningen gav sig udtryk i fortællerens slut replik: ” Så nu er den historie ude og vinteren så meget kortere”. Udover underholdningsværdien er myterne og sagnene fanger, jæger og nomadesamfundenes åndelige overbygning. Myterne og sagnene artikulerer og begrebslig gør den sociale verden med dens tætte tilknytning til naturen og dyrene og integrerer livserfaringerne i en meningsfuld kulturel helhed.

Myten foregår i en ubestemt tid, som ikke kan sættes ind i en kronologisk rækkefølge, ofte får vi at vide, at handlingen foregik i en fjern fortid. En fortid, der ikke står i historisk forhold til andre begivenheder, der enten kom før eller bagefter, alle myterne foregår i den samme fjerne fortid. Mytens sted er rummet nærmere bestemt som landskabet, mange myter indeholder en detaljerigdom om landskabet, hvor enhver kan overbevise sig selv om, hvor de forskellige hændelser foregik. Altid i samfundets umiddelbare nærhed, nemlig i det landskab som fortælleren og tilhørerne færdes i til daglig. Myterne gav landskabet en mening, gjorde det til noget levende og fortroligt, ligesom i de vulkan legender fra Kamchatka, man kan læse om på denne hjemmeside. Landskabet får gennem myte digtningen en sammenhængende historie for de mennesker, der færdes der og omvendt er denne fortælling, der er nedfældet i landskabet, et bevis på myternes sandhed. Selvom myterne formodes at foregå i en fjern fortid, er det nutidens samfund de beskriver f.eks. boliger, genstande, sædvaner, regler for social omgang. Herom siger den britiske etnograf Bronislaw Malinowski (1884-1942), at myter er levende sociale begivenheder, som skal forstås i virkelige sociale sammenhænge. Man kan sige, at myterne er en drejebog for social adfærd, der bestandig justeres efter de selv samme sociale relationer, som den beskriver. Aflæser man myterne, som løsrevet fra deres sociale sammenhæng, får man godt nok nogle spændende historier, men man går glip af deres oprindelige betydninger. Malinowski er den første, der virkelig forstår dette [1] og han indprenter vigtigheden af den sociale sammenhæng til kommende antropologer med disse ord: ” Konklusionen må være, at ingen myte, ingen del af folkelig overlevering kun kan forstås som en kulturel kraft. Feltarbejderen skal ikke nøjes med at indsamle historier løsrevet fra deres sammenhæng, men også være opmærksom på den indflydelse myter har på den sociale struktur. Hvordan menneskets forhold til naturen kommer til udtryk i myterne. Endelig skal han studere, den indflydelse mytologiske idéer har på moralen, magien, normer og regler og religiøse ceremonier – lige så vel som at studere historierne selv.”

Alt dette til trods, drister vi os alligevel til her på hjemmesiden, at præsentere jer for nogle eksempler på myter og sagn fra de russiske urfolks rige historie. Vel vidende at disse eksempler kun kan blive en svag afglans af de mundtlige beretninger og uden beskrivelser af den sociale sammenhæng, hvori disse fortællinger hører hjemme. Måske vil disse eksempler på urfolkenes kreative fantasi og åndrige univers anspore en eller anden til selv at gå videre med studiet af myterne og sagn fortællingerne. Vi har også medtaget en myte om julemanden fra det russiske folks fortællinger. Myter er nemlig ikke begrænset til rendrift nomader, men findes også hos agerbrugsdyrkere, og selvfølgelig har de forskellige folk taget for sig af hinandens historier, så der er også mange gengangere og overlapninger. Myterne har holdt sig helt op i vores dage, hvor der produceres nye myter og nye betydninger. I moderne samfund produceres der også mange myter, der skal tilsløre de virkelige sociale og økonomiske udbytningsforhold og politisk magtmisbrug. Modsat urfolks samfundene hvor myterne udstillede de faktiske sociale forhold. Franskmanden Roland Bartes har beskæftiget sig indgående med den moderne myte og interesserede bør læse hans bog: ”Mytologier”, der udkom på Rhodos i 1969.

Waldemar Jochelson, Knut Bergsland, Moses L. Dirks (Editor): “Unangam Uniikangis Ama Tunuzangis: Aleut Tales and Narratives Collected 1909-1910”. Alaska Native Language Center University of Alaska Fairbanks 1990.

(Indeholder en omfattende samling af aleut fortællinger, myter og sagn. Knud Bergsland giver en god introduktion, hvor han redegør for arbejdet med at redigere fortællingerne i en så autentisk udgave som muligt. Herunder en indføring i aleutisk sprog og lingvistiske problematikker. Se en anmeldelse af bogen i: Ethnohistory, Vol. 39, No. 4 (Autumn, 1992), pp. 531-533.)

Vladimir G. Bogoraz:”Chukchee Mythology” (Jessup North Pacific Expedition Publication : Volume 8 Pt 1). Ams Pr Inc. 1988.ISBN: 0404581080.

Vladimir G. Bogoraz: “Tales of Yukaghir, Lamut and Russianized Natives of Eastern Siberia”. Ams Pr Inc 1992. ISBN: 0404160573.

Kira Van Deusen: ” The Flying Tiger. Women Shamans and Storytellers of the Amur”. McGill-Queen´s University Press. Montreal & Kingston – London – Ithaca, 2001.

(En samling myter og sagn fra det russiske sydøst Asien. Kira Van Deusens bog er bemærkelsesværdig, fordi hun oplyser, hvem historie fortælleren er. Dennes sociale status og forskellige karakteristika. Ligesom hun beskriver den sociale situation, hvori hun får fortalt historien, f.eks. hvad der fik fortælleren til at erindre netop denne historie).

Bronislaw Malinowski:”Argonauts of the Western Pacific”. Routledge & Kegan Paul Ltd. London, 1972 (8 udgave). (Bogen indeholder lange passager, hvor Malinowski udvikler sine myte teorier.

Bronislaw Malinowski:” Sex, Culture, and Myth”. Harcourt, Brace & World, Inc. New York 1962.

Bronislaw Malinowski: “ Malinowski and the Work of Myth” (ed: Ivan Strenski). Princeton University Press. Princton, New Jersey.

Johan Turi: ” En Bog om Lappernes Liv. Muittalus Samid Birra”. A-B. Nordiska Boghandeln. Stockholm, 1911. (Foruden meget andet findes der mange myter og sagn i Turis bog)

H. Ring: ” Eskimoiske Eventyr og Sagn” Bind 1-2. Rosenkilde og Bagger, 1982.

Knud Rasmussen: ” Myter og Sagn fra Grønland, bind 1-3. Gyldendalske Boghandel Nordisk Forlag. 1921. (Genoptrykt i 1978 med illustrationer af Aka Høegh på Nordiske Landes Bogforlag)

Kaj Birket-Smith: ”Guld og Grønne Skove”. J.H. Schultz Forlag, 1935. (Indeholder blandt andet en række myter fra chugach eskimoerne).

[1] Med nogen ret kan man sige, at den samme erkendelse dæmrede for Knud Rasmussen, da han i 1904 for første gang mødte østgrønlændere i Kap-Farvel distriktet. Gennem de historier, de fortalte ham om deres egne liv, forstod han til sin store forbavselse, at mange normer og sædvaner fra myterne var udtryk for den aktuelle sociale verden (Se:” Under Nordenvindens Svøbe” Gyldendalske Boghandel 1906.)