|
Norsk polarhistorie. Boganmeldelse af Erik Winther. Norsk polarhistorie 1. Ekspedisjonene. Einar-Arne Drivenes, Harald Dag Jølle (red.). 475 sider, 20 x 26,5 cm. Med mange illustrationer. Pris kr. 589,00 (ib.). Udgivet 2004. Første bog i trebindsværket ”Norsk polarhistorie – Ekspeditionerne” behandler tre temaer: fortællingerne om polarekspeditionerne til Arktis og Antarktis, et kritisk blik på disse fortællinger og de symbolske betydninger af ekspeditionerne. Fortællingerne om polarekspeditionerne falder i to dele 1) de ældre: repræsenterede ved Fridtjof Nansen (1861-1930), Roald Amundsen (1872-1928) og Otto Sverdrup (1854-1930). 2) Moderne polarekspeditioner, karakteriserede ved præstation og konkurrence .
Bogen giver et tiltrængt overblik i fortættet form af de ældre ekspeditioner. Hvilket gør at nye polar interesserede kan begynde her, ligesom dem der er kendt med polarlitteratur her har et samlet kontinuum at gå ud fra. Vi bliver præsenteret for ekspeditionerne som nationale begivenheder med alle de konsekvenser det gav: politisk, økonomisk og menneskeligt. Ekspeditions lederne forstod at udnytte de muligheder det nationale projekt gav og omvendt kan man sige, at nationen forstod at udnytte ekspeditionerne og deres medlemmer. Disse forhold var gældende, hvad angå økonomien i ekspeditionerne, men så sandelig også hvad angår ære og berømmelse. Ligesom ære, berømmelse, politik og økonomi er svært adskillelige kategorier, hvad angår polarekspeditioner. De ældre polarekspeditioner var i princippet videnskabelige ekspeditioner. Alligevel er det tydeligt, at netop i norsk polarhistorie har konkurrence og præstation spillet med fra starten. Nansens på ski over Indlandsisen og Amundsen om kap med Scott til Sydpolen har en høj grad af sportspræstation over sig. Helt anderledes seriøs virker Otto Sverdrups ekspedition med Fram til arktisk Canada, hvor store landområder for første gang blev kortlagt (150,000 km2). Ligesom der blev indsamlet mængder af videnskabeligt materiale. Mellem den ældre ekspeditionskultur og den moderne har vi flyvningens æra, hvad enten det drejer sig om luftballoner, luftskibe eller flyvemaskiner. Stadig domineres scenen af de gamle her i skikkelse af Amundsen, der dog som en af polarflyvningens pionerer forstår at knytte unge kræfter til sig. Hvem krydsede først Indlandsisen, hvem kom først til Nord- og Sydpolen. Efterhånden havde det ingen mening at komme først for der var ikke flere hvide pletter på globussen. Ligesom man nu kunne udforske snart sagt alle egne af kloden komfortabelt i en ubåd eller flyvemaskine.
Nu skulle man tro at polarekspeditionerne ville ophøre af sig selv, men nej, polarekspeditionerne har vist sig mere sejlivede end som så. De moderne ekspeditioner opstod, hvor det ofte var det ekstreme der galt. Her har konkurrence og sportspræstation fuldstændig taget over. Der er tale om polarekspedition som egotrip. At læse om de mange norske eller ikke norske polarekspeditioner i nyere tid er som at læse sportssiderne i Ekstra Bladet, med en forskel - i den foreliggende bog problematiseres teksten. En af de nye udfordringer er kvindelige deltagere og ledere af ekspeditioner i noget, der oprindeligt var et maskulint univers. De tidlige polarekspeditioner blev af mange brugt som modkultur. Amundsen og mændene omkring ham dyrkede en anden maskulinitet ind tidens dekadente trends. Polarfarerne blev ikke så meget brugt som forbilleder, snarere som modbilleder, der kunne holdes op imod tidens prosaiske konformitet. Angående polarflyvningens norske helte fremstår de ifølge bogen i feltet mellem det antimoderne og en mekaniseret ishavsromantik. Mekaniserede i deres fascination af flyvemaskinen, antimoderne i deres forgudelse af den fælles helt Amundsen. Alle de andre de der gik på ski og hoppede fra isflage til isflage virkeligjode det fælles norske fritidsideal, og som sådanne var de gode pejlemærker for nationen. Allerede Nansen fremhævede det særlige norske ved at bruge ski som transportmiddel. Polarekspeditionerne kom på denne måde til at fremstå som en naturlig forlængelse at noget typisk norsk. Selvom størstedelen af Norges landmasse geografisk ikke betragtes som et arktisk område, har polarekspeditionerne gjort Norge til et arktisk land med en arktisk identitet. Opfindelsen af telegrafen og massemedierne var fra begyndelsen med til at gøre ekspeditionerne til nationale begivenheder.
Forskellige tider har fortolket og anvendt polarekspeditionerne på forskellige måder, og jeg synes at bogens forfattere på en fornuftig måde forstår at adskille stereotyper, mytologisering og det biografiske. Bogen indeholder mange medrivende kapitler, men for mig er 6. kapitel: ”Polarheltene – minner og begiventheder”, det mest spændende. Her boltrer forfatteren sig med diverse modeller, teorier og problematikker, så det er en fryd at læse. Vi bliver præsenteret for de symbolske betydninger af ekspeditionerne. Hvordan enkelmenneskers præstationer forvandles til fælles nationale værdier med særligt betydningslandede geografiske steder (mindesmærker) såvel som metafysiske steder i den fælles hukommelse. Disse polare mindesmærker befinder sig hverken i Antarktis eller Arktis. De består heller ikke af is, sne og fjelde, men af tanker følelser og indforståede opfattelser, som de fleste kender og tager for givet. Hvordan fortællingerne om de arktiske helte ændrer sig over tid, og hvad der betinger disse ændringer samt dyrkelsen af heltene og mindesmærkerne til forskellige tider afslutter bogen som et mægtigt crescendo. Bogen er skrevet af førende forskere inden for forskellige fagområder og man må sige, at med dette pragtværk har Norge endnu engang markeret sig som førende polarnation! Bogen er den første i en trilogi. De to andre bind omhandler fortrinsvis: Videnskaberne og rigdommene! | ||||||
|
|
