Sevjan Israilevitj Vajnstjein
Sevjan Israilevitj Vajnstjein er en af de største russiske etnologer, han er arkæolog, orientalist, turkolog 1) og ledende videnskabelig medarbejder ved Videnskabernes Akademis Institut for Etnologi og Antropologi. I løbet af det sidste halve århundrede har han ledet etnografisk og arkæologisk forskning i Sibirien. Han har helliget ti år af sit liv til studiet af tuvinernes historiske etnografi, og gjorde den til et felt for international forskning. I sine arbejder, der tæller cirka 300, har S. I. Vajnstjein formået at genskabe den historiske udviklingsproces hos en række af de vigtigste nomadekulturer i Eurasien fra den tidligste oldtid til vore dage. Han har udarbejdet en frugtbar forståelse af folkekultur som et kompleks af historiske og genetiske lag, og blev dermed en af grundlæggerne af den nye videnskabelige retning – etnokulturgenese 2), der bygger på en syntese mellem etnografi, arkæologi og historie. De metoder, som S. I. Vajnstjein har udarbejdet, ligger til grund for en række af hans monografier, der hører til blandt de fineste arbejder i russisk og international etnologi. I sine bøger udbyggede S. I. Vajnstjein grundlaget for sin hypotese om, at hele den eurasiske rendrift stammer fra et og samme oprindelsessted. Det var ham, der fremlagde nye tilgange til nomadekulturernes oprindelse og til nomadernes materielle kultur i Eurasien. S. I. Vajnstjein har beskæftiget sig indgående med generelle problematikker ved sibirisk shamanisme, og fandt i den forbindelse vægtige beviser for arvefølge i shamanernes ”udvælgelsessystem”, som en vigtig betingelse for dannelse af det på mange måder stadig gådefulde fænomen åndelig kultur. S. I. Vajnstjein blev født d. 12. april 1926 i Moskva som søn af filosofiprofessor I. J. Vajnstjein Moderen, F. I. Litvin, der i 1925 flyttede til Moskva fra Riga, underviste i tysk. Faderen blev arresteret i 1936 og henrettet i 1938. Efter sin død blev han rehabiliteret. S. I. Vajnstjein studerede ved Moskva Statsuniversitet (MGU) og deltog i 1948-1949 i en etnografisk ekspedition arrangeret af Videnskabernes Akademi til et af de mest tilbagestående folk, keterne, et jæger-samlerfolk på tajgaen i det nordlige Eurasien. I 1950 afsluttede Vajnstjein etnografistudiet på Moskva Statsuniversitet, hvor han var blevet undervist af fremragende lærde som B. O. Dolgikh, M. G. Levin, S.A. Tokarev, S. P. Tolstov, derefter rejste han til Tuva for at arbejde. Tuva var på det tidspunkt en uudforsket, fjern og ufremkommelig oblast i Centralasien, der kun kort tid forinden var blevet del af den Russiske Føderation. Her påbegyndte Vajnstjein sit mangeårige etnografiske feltarbejde, der gav ham mulighed for at udforske alle tuvinske etniske grupper og opdage hidtil ukendte arkæologiske kulturer. I en årrække stod Vajnstjein i spidsen for det videnskabelige arbejde på det lokalhistoriske museum i Kysyl, og derefter blev han medarbejder ved det Tuvinske Forskningsinstitut for sprog, litteratur og historie. I 1956 forsvarede han sin kandidatafhandling, og i 1969 sin doktordisputats ”Det tuvinske folks oprindelse og historiske etnografi”. Vajnstjein blev i 1959 medarbejder ved det Etnografiske Institut i Moskva, hvorfra han forsatte sine ekspeditioner til Tuva frem til 1983.
I løbet af sine arkæologiske ekspeditioner fandt Vajnstjein en af de tidligste palæolitiske bopladser i centrum af Asien (Ijme), ligeledes udforskede han hidtil ukendte gravsteder fra bronzealderen og fra skythernes, gunno-sarmaternes og oldturkernes tid. Fra 1959 til 1961 blev et af de største monumenter fra den gunno-sarmatiske alder, Kokels gravplads, udgravet under Vajnsjtejns ledelse. Det var Vajnstjein, der som den første, udskilte oldujgurernes kultur på grundlag af deres betydelige bosættelse i det centrale Tuva. Et palads fra 800-tallet blev opdaget og udgravet, det havde tilhørt den ujgurske Khan Mojun-Tjur (Bojan-Tjor) og er beliggende ved søen Tere-Khol. Han fandt ud af, at det der tidligere var blevet kaldt ”Djengis Khans gådefulde vej” var en lang ujgursk forsvarsvold i Tuva, som ujgurere havde konstrueret til beskyttelse mod angreb fra jeniesej-kyrgysere. Vajnstjein stod både bag opdagelsen af hidtil ukendte klippemalerier fra oldtiden og middelalderen og oldturkiske runemonumenter samt det første tidsskrift om Tuvas arkæologiske kultur. S. I. Vajnstjein skrev epokegørende historiske og etnografiske monografier om tuvinerne, om deres oprindelse og baggrunden for deres folkekultur ”Tuviner og todsjinere” Moskva, 1961, Tuvinernes historiske etnografi: problemer ved nomadebrug”, Moskva, 1972, ”Den tuvinske folkekunsts historie”, Moskva, 1974,”Nomadernes verden i Centralasien”, Moskva, 1991. De to sidste arbejder er blevet oversat til vesteuropæiske sprog. ”Nomads of South Siberia: the pastoral economies of Tuva”, Cambridge University Press, Cambridge, London, New York, Melbourne, Sidney, 1980, ”Die Welt der Nomaden im Zentrum Asiens”, Reinhold Schletzer Verlag, Berlin, 1996. Vajnstjein har spillet en stor rolle i undersøgelsen af den tuvinske shamanisme, han formåede som den første at gennemføre en omfattende undersøgelse og beskrivelse af denne (”Tuvinsk shamanisme”, Moskva, 1964). Leonid Kruglovs dokumentarfilm ”Syede Pile” (1998) er tilegnet Vajnstjein forskningsekspeditioner.
S. I. Vajnstjein stod sammen med andre forskere bag den omfangsrige internationale udgivelse ”Etnografiens grundlæggende begreber og termer”, og ydede derved et væsentligt bidrag til den teoretiske udarbejdelse af et etnografisk begrebsapparat. Han gennemarbejdede og udgav artikler om opdagelsesrejsende og videnskabsfolk, der havde bidraget til disciplinen Sibirien-forskning, blandt andre: G. F. Miller, V. V. Radlov, F. J. Kon, N. F. Katanov, M. G. Levin, B. O. Dolgikh og A. N. Lipskij. Under Vajnstjeins ledelse blev V.V. Padlovs fremragende arbejde ”Fra Sibirien” for første gang oversat fra tysk og udstyret med omfattende kommentarer. Han stod ligeledes for udgivelsen af G. F. Millers trebindsværk ”Sibiriens historie”. S. I. Vajnstjein holdt forelæsninger på universiteterne i Moskva, Leningrad, Novosibirsk, samt i England, Tyskland, USA, Sverige, Finland, Frankrig, Japan, og han deltog i organiseringen af akademiske udstillinger og deres gennemførelse i en række lande. I 2001 modtog Vajnstjein hædersgraden ”Den Russiske Føderations videnskabelige fortjenstmedalje” efter dekret af Ruslands præsident Vladimir Putin. Tidligere havde Vajnstjein modtaget hædersgraden ”Den Tuvinske republiks videnskabelige fortjenstmedalje” af republikkens parlament. I 2003 blev han indstillet til Ruslands statslige præmie. Artiklen stammer fra bogen:” S.I. Vajnstjein videnskabelige arbejde 1950 – 1998” Oversat fra russisk af Anne Faartoft. NOTER: 1) Note fra oversætteren: en turkolog er en person, der beskæftiger sig med tyrkiske sprog og kultur, der strækker sig fra Tyrkiet gennem hele Centralasien til Vestkina og den vestlige del af Mongoliet. 2) Genese = oprindelse, dvs. etnisk og kulturel oprindelse.
Vajnstjein: “Nomads of South Siberia The Pastoral economies of Tuva”. Cambridge University Press. Cambridge, 1980. ISBN 0521220890 S. I. Vajnstjein: “Geheimnisvolles Tuwa – Expeditionen in das Herz Asiens”. Alouette Verlag, 2005. ISBN 3-924324-11-5
| ||||||
|
|
Bøger til natbordet
