Evener
    Evensk kvinde ved bålet

Folk: Evener

Eget betegnelse: Even, oven, orochel (rensdyrfolket)

Historiske navne: Lamutter, lomukker

Undergrupper: Evener inddeles i klaner så som: Oven, tyuges, dutkil, menel, ola.

Sprogfamilie: Manchu-tungus.

Sproget tales af: Varierer alt efter hvilket område der er tale om, f.eks. tales sproget på Kamtjatka af ca. 60%, medens sproget kun beherskes af ca. 34% i Saha provinsen .

Hvor mange er de: Ca. 17.100

    Dagens fangst af fisk klargøres til rygning

Hvor bor de: Evenerne er spredt over et stort område af Østsibirien, det nordvestlige Sakhalin og det nordlige Kamtjatka.

Kulturel og social status: I det 19. århundrede og begyndelsen af det 20. århundrede befandt der sig spredte og isolerede grupper af evener i et område fra Lena floden og til Stillehavet. Evenerne migrerede ind på Kamtjatka omkring 1840, hvor de mødte korjakerne og deres kultur. På Tjukotka havde de kontakt med tjukterne og omkring Kolyma floddalen var de i kontakt med jukagierne og her opstod den særlige evener-yukagier kultur.

Den russiske revolution i 1917 bragte mange forandringer til evenerne, som oprindeligt var et fanger- og ren - nomade folk. Tvangs kollektiviseringen begyndte i 1929, mange evener gik til modstand. De udslettede deres renflokke og flygtede fra deres traditionelle områder. Det tog lang tid at opbygge et skolevæsen, hospitaler, dagcentre og lignende i evenernes områder og processen kom først i gang omkring 1930. Nogle evener overgik til kvægopdræt og landbrug. Under 2. verdenskrig reorganiserede sovjetstyret en del af sin industri i Sibirien i evenernes områder. Det betød indflytning af flere russere og større pres for assimilation. Ulig mange andre folkegrupper i samme situation forblev evenerne inden for deres traditionelle erhverv: pelshandel, fiskeri og rendrift.

I 1932 udkom den første bog på evenernes eget sprog baseret på oli dialekten. Evenerne fik deres egne digtere og forfattere, f.eks. N. Tarakukin, E. Cherkanov og V. Keimetinov.

Miljøproblemer: Evenernes landområder er udsat for store miljøforstyrrelser fra industrien. I 1980erne og 1990erne tog evenerne aktiv del i de mange protester imod sovjetstyrets planer om at vende strømmen i flere af de sibiriske floder.