Af Claus Oreskov

Europæerne har altid været gode til at producere forestillinger om "de andre". Fra den franske filosof Rousseau kom forestillingen om de "ædle vilde" og fra hans samtidige Voltaire forestillingen om den "grusomme vilde". I slipstrømmen fra den grønne bølge i 1970-80'erne opstod så småt forestillingen om den "økologiske vilde". Mange oprindelige folk lever tæt på og af naturen og derfor antog man naivt at de besad og levede ud fra en særlig økologisk visdom.

Det viste sig snart, at de oprindelige folk ikke kunne redde verden fra al dens snavs og at disse folk i tilgift havde deres egne forestillinger om miljøforvaltning, som ikke altid var kongruent med de værdier der prægede den internationale miljøbevægelse. Om det nu drejer sig om såret kærlighed skal jeg ikke sige, men fakta er, at der nu er røster fremme i den industrialiserede verden om at de oprindelige folk vist nok aldrig har været særlige miljøvenlige (genopdagelsen af den "grusomme vilde" lurer lige om hjørnet)! Man er gået fra den ene grøft over i den anden.

Jeg skal vise i denne artikel, at man uden at være naiv og med et alsidigt syn på miljøet og de oprindelige folk godt kan tilskrive de oprindelige folk i Sibirien en miljøbevidsthed, som rækker langt uden for en simpel nytteværdi. Denne miljøbevidsthed må tages i betragtning i enhver miljøbevarings strategi som omfatter oprindelige folks landområder.

Ved at analysere 4 forskellige former for miljø-orientering vil jeg demonstrere, at der er stor forskel på de lokale oprindelige folks forhold til miljøet og de udefrakommendes: udbytterne, industrien og de internationale miljøorganisationer. Jeg vil også vise, at det ikke var de oprindelige folks nære relationer til miljøet, der blev ødelagt i koloniseringsprocessen, værdigrundlaget har ikke forandret sig stort. Det der blev ødelagt var de institutioner, der muliggjorde selvforvaltning af naturen. Omkring 40% af de oprindelige folk i Rusland har deres udkomme fra naturen i form af fiskeri, jagt, fangst og rendrift.

Rendriften havde i umindelige tider været forbundet med nomadisme, hvor mennesker fulgte renerne på deres vidtstrakte migrations ruter gennem tajgaen og den nordlige tundra. Kun få oprindelige folk arbejder i industrien.

Majoriteten af de oprindelige folk som af forskellige grunde ikke længere er beskæftiget i de traditionelle erhverv og som er flyttet til storbyerne, befinder sig i bunden af det sociale system. Oftest er de uden arbejde med al hvad det betyder af social elendighed, alkoholmisbrug, opløste ægteskaber, vold og selvmord!

Råstofudvinding i Monchegorsk på Kolahalvøen.

Råstofudvinding og Sovjetimperialismen.

De store industricentre voksede frem i Sibirien i tiden efter 2. verdenskrig. Sovjetunionen havde desperat brug for energi til genopbygning af landets industri, det var derved blevet profitabelt at udvinde naturressourcerne i de mest ufremkommelige egne og netop Sibirien blev set på som et overflødighedshorn af råstoffer. I Vestsibirien blev gas- og olieindustrien mangedoblet, andre steder blev mineraludnyttelsen intensiveret og mange floder blev opdæmmet for at udnytte vandkraften. Vildmarken skulle tæmmes og kontrolleres og det samme skulle de mennesker, som boede der - de oprindelige folk. Centralisering var det middel, der skulle gøre det muligt at få hold på tundraens og tajgaens oprindelige indbyggere. Først af alt blev de spredt boende folk samlet på kollektivfarme eller flyttet til byerne. Parallelt hermed førte staten en antinomade kampagne. Nomadismen var en af de gamle fjender hos de oprindelige folk, som systemet frygtede mest. Andre af systemets hovedfjender var shamanerne (de religiøse ledere) og det gamle familiebaserede klansystem. For at kunne kontrollere menneskene var det nødvendigt for systemet at undergrave og ødelægge disse sociale institutioner. Rensdyrnomadismen var svær at kontrollere. Rendriften i Sibirien udgør 80% af jordens samlede rendriftskapacitet. Dyrene migrerer over et område på omtrent 5 millioner km2 hvoraf 40% er tajga.

Til trods for de mange overgreb og indskrænkninger i rendriften eksisterer der stadig omkring 15.000 personer der lever som rensdyrnomader i Rusland i dag. En måde at undergrave de traditionelle familiemønstre, der hørte til rensdyrnomadismen, var at splitte familierne. Kvinderne blev samlet i byerne, børnene sendt på kostskoler og mændene var sammen ude hos renerne, hvor de var organiseret i de såkaldte rendriftbrigader. På kostskolerne mistede børnene hurtigt forbindelsen til deres kultur og deres etniske rødder. Hovedsproget i skolerne var russisk og den undervisning, der var mulighed for at få undervisning på børnenes eget sprog var meget ringe. Der var kun uddannet få lærere, der kunne de oprindelige folks sprog og værre var det, at der ikke fandtes skolebøger på alle sprog.

I denne periode forsvandt 2 oprindelige folks sprog fuldstændigt. De nye statsejede kollektivfarme var baseret på regionale kriterier modsat de private kollektivfarme der opstod i 20erne, hvor den etniske gruppe var basis for det kollektive fællesskab. På de nye kollektivfarme blev folk blandet på tværs af etnicitet og klantilhørsforhold. Man kan sige, at en etnisk opløsning var sat i gang og denne proces blev yderligere styrket gennem en intens russificering.

De mange nationaliteter i det store imperium skulle blive til "sovjetskij narod" - det sovjetiske folk. Industrialiseringen af Sibirien medførte massetilvandring af mennesker fra det centrale Rusland og på kort tid var de oprindelige folk mindretal i deres egne landområder. Industrialiseringen tog ingen hensyn til det økologiske system og der opstod forskellige miljøforstyrrelser og ødelæggelser, der var en direkte trussel mod de oprindelige folks traditionelle erhverv.

Nogle af de værste industrielle ødelæggelser af naturen og de oprindelige folks økonomi skete i tundraen. Store arealer, der tidligere var græsningsland for rensdyrene blev forvandlet til ørkener på grund af olieudslip og anden forurening. Indtil den dag i dag har de oprindelige folk aldrig modtaget nogen form for erstatning for tabt græsningsland. Denne konflikt mellem de oprindelige folks traditionelle livsstil, hvor man levede med og af naturen, og sovjetunionens energi politik blev mere og mere kritisk op gennem 1960erne og 1970erne.

Sibiriens oprindelige folk og russerne i centraladministrationen havde vidt forskellige syn på miljøet og det gjaldt også for tilflytterne. Selvom de fleste tilflyttere boede i byerne, arbejdede de med eller direkte ude i naturen.

Koryac. Urfolkene opfatter sig som værende en del af landet.

Miljø-orientering

Den måde, hvorpå vi opfatter naturmiljøet, er bestemt af vores kultur og viser sig ved, hvad vi søger efter i miljøet. Det gælder både for den videnskabelige holdning og den almindelige snusfornuft.

I de forskellige kulturer vil man derfor sandsynligvis finde divergerende holdninger. Miljøet kan blive opfattet på mangfoldige måder, disse forskellige måder er blevet kaldt for "miljøorientering". Man antager, at forskellige former for miljøorientering fører til forskellige måder at behandle miljøet på. De mange forskellige måder for miljø orientering kan groft inddeles i :

1.Nytteorienteringen betragter miljøet som en beholdning af anvendelige ressourcer.

Nytteorienteringen vil se forskellige aspekter af miljøet som naturlige ressourcer, der er til rådighed for os. Oprindelige folk i Sibirien ser på miljøet primært som et sted hvorfra man får føden. Denne form for nytteorientering indebærer, at man er interesseret i at bevare naturen, så den også kan føde kommende generationer. For den centrale politiske styrelse og for de mange tilvandrede arbejdere fra andre steder i sovjetunionen er Sibirien først og fremmest lig med råmaterialer, der skal udnyttes maksimalt. Ikke i den lokale befolknings interesse, men for storsamfundet som sådan. Den internationale miljøbevægelse ser Sibirien som et oplevelsespotentiale.

2. Territoriel orientering betragter rum som en mulighed for menneskelig kontrol.
Sibiriens oprindelige folk ønsker garantier for rettigheder til deres traditionelle land . De ønsker selv at få kontrol med udviklingen, så den ikke kommer i modsætning til de traditionelle erhverv. Regeringens og industriens primære mål er at få uforstyrret adgang til naturressourcerne. Statens autoritet kommer til udtryk gennem bureaukrati og gennem statens politiske struktur. De oprindelige folk er for det meste lokalt organiserede i obsjtjina'er (familiebaserede erhvervsenheder) med meget lidt indflydelse og ingen magt. Et byråd, hvor de oprindelige folk er i minoritet, kan sagtens tilsidesætte obsjtjina'ens beslutninger. Den internationale miljøbevægelse ønsker at bevare naturen i dens oprindelighed.

3. Den følelsesmæssige orientering indebærer en følelsesbetinget tilknytning til miljøet.
De oprindelige folk oplever sig selv, som værende en del af landet hvor de bor og arbejder, som fiskere, jægere og fangere eller rensdyrnomader. De har ofte en intim følelsesrelation til miljøet, som kommer til udtryk i deres kulturelle identitet og deres fælles historie som et folk. Selve landskabet udtrykker mange betydninger og historier, her færdes forfædrene og de er begravet her.
For industrien, indvandrerne og den politiske administration er Sibirien en ødemark og et vildnis. Vildnisset skal tæmmes og kontrolleres, hvilket betyder at naturen skal kultiveres og de mennesker, der bor der, skal civiliseres.
For de lokale derimod er det vigtigt at leve i harmoni med hverandre og med den omgivende natur. Den internationale miljøbevægelse oplever sig selv som miljøets beskyttere.

Nikkel fabrikken på Kolahalvøen. Skoven omkring fabrikken er død lige så langt øjet rækker.

4. Gennem den symbolske orientering får dele af miljøet en betydning udover dets manifeste karakteristika. Sagt med andre ord så udtrykker miljøet kulturelle værdier, f.eks har dele af landskabet flere steder i Sibirien en religiøs betydning.
Floderne, jorden og tajgaen opfattes som udstyret med en levende sjæl. Alle oprindelige folk i Sibirien har kulturbestemte regler for, hvordan man opfører sig overfor og i naturen.
For regeringen, industrien og de der kommer udefra for at investere i Sibiriens naturressourcer, opfattes miljøet udelukkende gennem muligheden for udnyttelse. Den industrielle udvikling i Rusland er ifølge den tjuktiske læge Larisa Vyntyna foregået efter princippet: "at skumme fløden" , det vil sige, at bryde råstofferne uden hensyn til miljøet eller kommende generationers overlevelsesmuligheder[1]. Symbolsk ser man Sibiriens naturressourcer, som et uudtømmeligt skattekammer, der kan løse alle landets økonomiske og sociale problemer og gøre den enkelte investor rig. Interessen for et landområde og dets miljø forsvinder i takt med at naturressourcerne opbruges. Når det ikke længere er lønsomt et sted forsvinder, interessen for dette sted. Det har ikke længere nogen real- eller symbolsk værdi. Modsat er det for de oprindelige folk, deres kulturelle, religiøse og sociale liv er forbundet med miljøet. Det betyder, at økologisk ødelæggelse for de oprindelige folk også har en kulturel dimension i og med, at landskabet er et symbolsk kulturlandskab. Dette kan være vanskeligt at forstå for udefrakommende, som har en anden miljø orientering. Konsekvensen må blive, at man anlægger et helhedssyn på f. eks miljøbevaring og inddrager både kulturelle og sociale aspekter. Det er nemlig lige præcis det oprindelige folk i Sibirien gør.
For de internationale miljøorganisationer er den symbolske værdi ofte autenticitet. De søger og finder en oprindelighed og dermed en autentisk virkelighed i naturmiljøet. Miljøet opfattes som noget udenfor dem selv, modsat de oprindelige folk der oplever miljøet som en del af deres identitet.
Fremtidsmulighederne findes i dialog og gensidig respekt.

Miljøbevaring er en del af de oprindelige folks kulturelle genoplivelse og overlevelses strategier. Miljøbevaring er også målet for mange russere og de internationale miljøorganisationer, der opererer i Sibirien. Målet er det samme, men man skal passe på misforståelser. Enhver holdning, enhver miljø orientering er kulturbestemt. Hvilket ikke er ensbetydende med at alt er af samme betydning. Det, at der findes flere betydninger, bør føre til dialog og gensidig respekt. Oprindelige folk i Sibirien bør have en form for selvbestemmelse over miljøet, så de kan indgå i en frugtbar dialog med myndighederne, investorerne og de russiske og internationale miljøbevægelser. Desværre er oprindelige folk dårligt repræsenteret og de allerfleste mangler den nødvendige infrastruktur til at kunne imødegå udfordringen fra staten og andre foretagender, der nu igen i disse år kommer udefra og enten bulldozer lokalmiljøet eller laver miljøbevaring hen over hovederne på de lokale. Der findes heldigvis eksempler på godt samarbejde mellem oprindelige folk og russiske miljøbevægelser f. eks i Vestsibirien. Et af nøgleordene er bæredygtig naturudnyttelse. Mange miljøfolk bliver chokerede, når de erfarer, at oprindelige folk faktisk dræber dyrene og fælder træerne. De bliver chokerede fordi de har denne forestilling om den økologiske vilde. Fordi oprindelige folk i Sibirien har et tæt forhold til miljøet betyder det ikke, at de ikke udnytter naturressourcerne. Men det faktum at de bruger og udnytter naturen er heller ikke ensbetydende med, at de ikke passer på den, som nogle forskere og miljøfolk er begyndt at hævde. Kontrollen med og ødelæggelsen af miljøet i Sibirien gik hånd i hånd med kontrollen med og ødelæggelsen af de oprindelige folks samfund og kulturer. Der er derfor god mening i at kæde genopbygning og bevaring af dem begge sammen, dette kunne indebære at man sammen med de oprindelige folk udarbejder meningsfyldte strategier for miljøbevaring parallelt med kulturel, økonomisk og social genopbygning.

[1] Se: Larisa Vyntyna:
Tjukotka, 3. del. INFONOR Årgang 1, nr. 3-4.