Hanter

Ung hantisk kvinde

Eget navn: Hantô for den vestlige og kantôk for den østlige gruppe, hvilket betyder "menneske." Sproget heder hantô jasông.

Historiske navne: Ostjaker (folket fra Ob-floden, oprindelig brugt af komierne), Ob-Ostjaker, Obdor-, Beresov- og Surgut-ostjaker (trad. Russiske navne).

Russiske navne: Khanti, khantijskij (officielt navn siden 1930'erne).

Sprogfamilie: Finsk-ugrisk.

Dialekter: Hanti-sproget inddeles i 10 dialekter (sydlige, nordlige og østlige) er tæt beslægtet med mansisk. De to sprog (hanti og mansisk) begyndte at forgrene sig fra det fælles Ob-ugriske ursprog i 1200-tallet. 30-40 % af deres centrale ordforråd er dog fælles. I hantisk findes der flere hundrede låneord fra komi-syrjänsk, tartarisk, nenetsisk og et utal fra russisk.
Der er tydelige forskelle mellem dialekterne, som gør kommunikationen vanskelig.

Religion: Synkretistisk: Blanding af kristen-ortodoks og traditionel tro.

Hvor mange er de: 22.521 i 1989, hvoraf 60 % taler deres modersmål.

Hvor bor de: Hanterne bor i det nordvestlige Sibirien i Khanti-Mansi- og Jamal-nenets-distrikt. I Tjumen- og Tomsk-region.
Hantiernes befolkningstal er forblevet relativ stabilt, medens brugen af modersmålet er aftaget kontinuerlig: fra 98 % i 1897 til 60,5 % i 1989. Det hænger sammen med, at hanterne, demografisk set, er blevet en minioritet. Medens de i 1959 repræsenterede 9,2 % af Khanti-mansi autonome distrikts befolkning, var de i 1989 kun 1,8 %.

Hanter jæger med armbrøst ca. 1900

Historie: Efter russerne havde vristet Sibirien fra tatarerne i 1582 byggede de en række befæstede byer: bl.a. Tjumen i 1586, Tobolsk i 1587, Surgut i 1593 og Obdorsk (senere Salehard ) i 1595. . Siden 1715, hvor man massedøbte hanterne, betragtedes de som ortodokse kristne. De har dog bevaret elementer af deres animisme og shamanisme den dag i dag. Russiske tjenestemænd opkrævede en pelsskat, og pelshandlere opkøbte hanternes resterende pelse billigt, ofte med hjælp af alkohol.
For at unddrage sig deres undertrykkere spredtes hanterne i det vilde og store land. En del assimileredes af nabogrupperne: nenetserne i nord, russerne og tyrkiske folkeslag i syd. I det 19. århundrede begyndte russiske forretningsmænd at beslaglægge hantisk land. I slutningen af århundredet troede man, at hanterne ikke kunne overleve meget længere.

Efter Sovjetsamfundets oprettelse havde hanterne store forventninger til de nye reformer. I 1925 grundlagdes den Nordlige Komité i Tobolsk, som skulle lede hanterne, manserne og nenetserne på fremskridtets vej. Folkeskoler og sundhedstjeneste etableredes, kampagner mod undertrykkelse af kvinder startedes. I 1930 oprettedes Ostajisk-voguliske nationale distrikt (i 1940 omdøbt til det Khantisk-mansiske nat. distr.). Et hantisk alfabet udvikledes, og de første bøger på dette sprog publiceredes.

Bøger til Natbordet:

Peter Jordan:” Material Culture and Sacred Landscape – The Antropology and The Sibirian Khanty”. AltaMira Press. Rowman & Littlefield Publishers, Inc. 2003.

Marjorie Mandelstam Balzer:” The Tenacity of Etnicity – A Siberian Saga in Global Perspective”. Princenton University Press. Princeton, New Jersey 1999.