Henriette Rasmussens tale ved åbningen af Festival of Greenland Museum of Natural History, The Smithsonian Institution, Washington D.C. (1. juni 2005)    
Grønlandsk landsstyremedlem for Kultur, Uddannelse, Forskning og Kirke Henriette Rasmussen.

 

Ærede publikum – Danmarks statsminister, mine damer og herrer

I en bog publiceret i 1939, kort før starten af 2. Verdenskrig, udråbte den berømte islandsk-amerikanske polarforsker Vilhjalmur Stefansson dristigt Island som den første republik i Amerika og Grønland som den anden. I sin iver efter at demonstrere vigtigheden af Island og Grønland i den amerikanske verdensdel, gik han langt over stregen, idet han påstod, at Island og Grønland indførte republikanismen i Amerika.  

Så vidt vil jeg ikke gå. Men Stefansson pointerede nogle ting, som ikke kan betvivles, og det er, at Grønland er en ø i Amerika – en del af det amerikanske kontinent. Det kan heller ikke betvivles, at de grønlandske Inuit, som værende en del af de amerikanske folkeslag, krydsede Smith Sund mellem Ellesmere Ø og Grønland for længe siden. De første grønlandske indbyggere  befolkede Grønland i nærheden af Pituffik, den nuværende Thule Airbase. Derfra spredte indbyggerne sig langs kysten i den vidstrakte isdækkede ø, som europæerne senere benævnte Grønland. Et let vildledende navn til en ø, der nok om sommeren blomstrer i grønne farver, men som først og fremmest er dækket af en enorm indlandsis, der indeholder 2,7 mio. kubikkilometer is, der svarer til halvdelen af ferskvandressourcerne i den nordlige halvkugle. På vort sprog kalder vi landet for Kalaallit Nunaat, som betyder ”Grønlændernes land.”

Vi, de grønlandske Inuit, har aldrig glemt, hvor vi stammer fra, og vi er stolte over at være en del af den større Inuit verden, hvis landområde spænder videre over det mægtige nordamerikanske fastland til kysterne i Alaska, og over Bering Strædet til Tjukotka på den anden side. Eksistensen af dette vældige Inuit Samfund blev kendt i verden igennem den Femte Thule Ekspedition anført af den dansk-grønlandske polarforsker Knud Rasmussen – Kunuunnguaq. Fra 1921 til 1924 krydsede Rasmussen med 2 slæder, som hver blev trukket af tolv hunde, det nordlige Canada samt Alaska fra øst til vest, hovedsageligt ledsaget af sine to nærmeste medarbejdere Arnarulunnguaq og Qaavigarsuaq, samt en fotograf. For første gang blev de østlige, centrale og vestlige Inuitstammer besøgt. Igennem hele rejsen fra Grønland til Alaska kunne Knud Rasmussens grønlandske dialekt forstås af alle. Rasmussen og hans rejsefæller førte udførlige sammenlignende studier af Inuits åndelige og materielle kultur, myter og sagn, som han udførligt skrev ned, og en sand skat af en fælles mundtlig Inuit fortællertradition kom for dagens lys. For os betyder Knud Rasmussens arbejde en tydelig afklaring og tydelig forståelse af vor fælles Inuit identitet, og for resten af verden betød det et stort skridt fremad for forståelsen af den samtidige nordamerikanske Inuit kultur og af Inuit kulturen før Columbus. For Knud Rasmussen personligt medførte de forbløffende videnskabelige resultater fra hundeslædeekspeditionen langs det frosne land øjeblikkelig verdensberømmelse. I 1924 kort tid efter rejsen blev Knud Rasmussen inviteret til Washington D.C. for at præsentere resultaterne af sine opdagelser for en fremtrædende amerikansk forsamling, og Knud Rasmussen er uden tvivl den første grønlandskfødte, som nogen sinde har holdt en tale i Smitsonian. Knud Rasmussen har altid fascineret. Den mest berømte grønlænder nogensinde er altid blevet gjort til genstand for talløse videnskabelige studier, kunstneriske præstationer samt folkelige personlige skildringer. Igen har hans liv og arbejde nu inspireret en kunstner, denne gang den velkendte filminstruktør Zacharias Kunuk fra Nunavut. I disse dage indspilles en film i Igloolik i Nunavut – en fælles canadisk-dansk-grønlandsk projekt – hvilket er en ny bekræftelse på de tætte bånd imellem Grønland og Amerika.

Grønland er en del af den amerikanske verden. Men Grønland har også været en bro imellem Europa og Amerika, et mødested i det atlantiske ocean mellem to verdener. Den første kontakt mellem Europa og Amerika skete for tusind år siden – fem århundrede før Columbus – da vikinger benyttede Grønland som springbræt for at nå Newfoundland, hvor de bosatte sig i  L’Anse aux Meadows. Også i andre tilfælde er Grønland blevet benyttet som springbræt mellem Amerika og Europa; det mest betydningsfulde blev gjort under Anden Verdenskrig, hvor tusinder af amerikanske flyvemaskiner med bjerge af krigsudrustning samt amerikanske tropper blev transporteret fra Amerika til Europa via Grønland, og hvor store amerikanske baser blev bygget. Dér tilbragte tusinder af amerikanske indbyggere krigen, og dagligdagen i Grønland gik sin gang under velvillig ledelse af den amerikanske High Commissioner James K. Penfield. Uden dette vigtige bidrag til Slaget om Europa var sejren over Hitlers Tyskland, som vi for nylig har fejret for 60. gang, sandsynligvis ikke blevet mulig. 

Ved siden af alt dette, er de kulturelle og menneskelige kontakter mellem Grønland og Europa, specielt mellem Grønland, Norge og Danmark, talrige og støt stigende siden det 18. århundrede. Læse- og skrivefærdigheden, som nåede i nærheden i nærheden af 100 % i slutningen af det 18. århundrede, i kunst, musik og kristendom, nåede Grønland hovedsagelig fra Danmark og Norge, såvel som varer og teknologi fra den industrialiserede del af verden.

Den tidlige skrive- og læsefærdighed, uovertruffent i europæisk målestok, har været vigtig og betydningsfuld i forhold til den sproglige udvikling og sammensmeltningen af de forskellige dialekter til et almindeligt grønlandsk sprog, som kendes og forstås af alle. Som en af de få oprindelige amerikanske folks oprindelige sprog, er det grønlandske sprog ikke udryddelsestruet. Udover at være et hverdagssprog i brug er det også et nationalt sprog, bærende en rigfoldig trykt litteratur – sagn og myter, romaner, poesi, noveller etc. Det grønlandske sprog er en hjørnesten for nationen og den grønlandske identitet. 

Moderne grønlandsk kultur, som vi har glæden af at præsentere for Jer i dag hér i disse vidunderlige omgivelser i Smithsonian, er et resultat af en århundredgammel interaktion mellem den årtusind gamle Inuit verden og forskelligartet indflydelse fra begge sider af Atlanten. Den oprindelige Inuit kultur er repræsenteret ved klassisk håndarbejde i form af udskårne moskusokse- og rensdyrhorn. I har en chance for at se hvordan en qajak, et af de bedst udviklede og hurtigste fartøjer, bliver bygget. Den gamle åndelige kultur repræsenteres også i form af læsning af sagn og myter, samt tromme- og maskedans. Den nye og nyere åndelige kultur repræsenteres i form af bøger, teater og kor, hvor der eksempelvis opføres musik, hovedsagelig fra det 19. og 20. århundrede. Den globale, mellemfolkelige kultur fra slutningen af det 20. århundrede møder dig i form af film og fotoudstillinger. Alt i alt håber vi at give den besøgende indtryk af Grønland som et levende, modtageligt, kulturelt mangfoldigt samfund med en fordomsfri, venlig og veluddannet befolkning med mangfoldige udtryksformer, varierende former af kulturelle energier, som igennem forskellige perioder og forskelligartet indflydelse har skabt det Grønland, vi kender i dag. Hvis I ønsker nærmere bekendtskab er I velkomne til Grønland, ligesom dette kan gøres igennem den mangfoldige litteratur på engelsk og andre vestlige sprog.

Grønlandsfestivalen er en fælles bestræbelse. Den er en strøm af energi forenet med et mål for øje. Den er et specielt udtryk for det tættere og tættere bånd imellem USA og Grønland baseret på fælles interesser. Dette kulturelle arrangement er spydspidsen af en række delegationer fra Grønland hér i Washington D.C. samlet i en Fælleskomite på basis af en Fælleserklæring om økonomisk og teknisk samarbejde etableret med det formål at sørge for at fremme økonomisk, teknisk og videnskabeligt samarbejde mellem vore to lande. En forretningsdelegation tager sig af specifikke handelsspørgsmål.

Sidste år fejrede vi 25-års jubilæet for indførelsen af hjemmestyret. I år er vi vidne til et lovforslag om Grønlands Landsstyres indgåelse af folkeretlige aftaler. Lovforslaget bemyndiger mit lands regering til at forhandle med fremmede lande og internationale organisationer og indgå aftaler inden for områder, der er blevet overført fra centralt hold. Forsvars- og sikkerhedspolitik er undtaget fra lovforslaget.

Denne kulturfestival har været undervejs i flere år. Før jeg slutter af, vil jeg takke alle, der har gjort dette arrangement mulig. Tak til Smithsonian, tak til William Fitzhugh og hans mange dygtige medarbejdere, som blandt meget andet har fundet fotografier fra Knud Rasmussens besøg i Washington D.C. i 1924. Tak til de mange hjælpsomme og samarbejdsvillige amerikanske myndigheder, tak til den danske ambassade, tak til professor Marianne Stenbæk fra McGill University i Montreal, som har givet dette projekt al sin energi, tak til alle mine landsmænd, som igennem deres forskellige stillinger har kunnet bidrage til denne arrangement.

Med disse ord erklærer jeg Grønlandskulturfestivalen i Washington D.C. 2005 for åbnet.

Tak