Egne navne: Inkeroine, isjora, isjoralaine: også karjalain, maaväki.
(Navnet isjora er blevet brugt af isjorerne kun i det 20. århundrede; ligesom esterne og voterne kaldte isjorerne sig selv for maaväki, landfolk.

Russiske navne: Isjorskij, Isjortsi.

Sprogfamilie: Finsk-ugrisk: østersøfinsk.

Egne betegnelser: Isjoran keeli, maakeeli.

Dialekter: Nedre-luga og soikkola-dialekter i det vestlige Ingermanland, kheva på det Isjorske Plateau og den nu uddøde øvre-luga eller oredsj-dialekt.

Religion: Kristen-ortodoks.

Hvor mange er de: I dag ca. 820 (1989), hvoraf 37 % taler modersmålet.

Hvor bor de: Den nordvestlige del af Skt. Petersborg-området.
Isjorerne bor i dag i tre små områder på sydkysten af den Finske Bugt i Skt. Petersborg (Leningrad) Region: 1. Kap Hevaa i Kovasji ådal, Lomonosov Amt; 2. Kap Soikin (finsk: Soikkola) i Kingisepp Amt; 3. Kap Kurkola i den nedre del af Luga-å-område i samme amt; tidligere også langs Oredsj-åen i Gatsjina Amt.

Historie: Isjorerne nævnes for første gang skriftligt i det 12. århundrede, nemlig i en bulle af pave Alexander den III. Ud over karelerne, samerne og voterne er der tale om "hedninge i Ingria," til hvilke det var forbudt at sælge våben.

I begyndelsen af sovjetperioden håbede isjorerne, at deres marginalisering og forfølgelse skulle komme til en ende. Og der indledtes også en kort opblomstringstid. Undervisning på modersmålet organiseredes, isjorsk blev et litterært sprog, og der blev trykt flere bøger. Under kollektiviseringen blev de velhavende bønders ejendom konfiskeret, og bønderne myrdet eller deporteret til Sibirien og Centralasien. I 1937 lukkedes de isjorske skoler og alt isjorsk kulturelt og nationalt liv kom til en ende.

Under anden verdenskrig - i årene 1942-1943 - evakueredes isjorerne og voterne til Finland.
Efter krigen blev mange isjorere deporterede til Novgorod-, Kalinin-, Vologda- og Jaroslavl-regionerne. Da de efter 1956 fik lov at vende tilbage til deres hjemstavne i Ingermanland, var mange ejendomme blevet overtaget af russiske kolonister, og kun 1.062 isjorer var tilbage. De fleste havde mistet deres modersmål og nationale identitet.

Kulturel og social status: Isjorerne har traditionelt været bønder, søfarende og fiskere. Eftersom deres land ikke var særlig frugtbart, var fiskeri og jagt altid et sideerhverv. Dertil kom senere handel, håndværk og sæsonarbejde. Isjorerne arbejdede som snedkere, smede, jernstøbere og vævere. Det østlige Ingermanland har altid været et vigtig område for færdsel og transitruter.

I 1930'erne skabtes et isjorsk skriftsprog, som brugte det latinske alfabet. Børnene kunne dengang få undervisning i folkeskolen på deres modersmål. 25 tekstbøger blev udgivet.
Selvom isjorerne altid har været et lille folk, så har de frembragt og bevaret en meget rig arv af folkedigtning og folkesange. I den finske antologi af folkesange: Suomen Kansan Vanhat Runot (det finske folks gamle digte), publiceret mellem 1915 og 1931, findes der 9 bind med i alt 6.500 sider isjorske folkesange. I nyere tid har den estiske forsker A. Laanest været mest aktiv med indsamlingen. En af hans sidste monografier fra 1986 er: Isuri keele ajalooline foneetika ja morfoloogia (det izhorske sprogs historiske fonetik og morfologi).