Folk: Itelmener

Egen betegnelse: Itenme´n-itlmen ( = de, der bor her).

Historiske navne: Itelmener bliver også omtalt som kamtjadaler. Oprindeligt blev betegnelsen kamtjadaler brugt om russificerede itelmenere. I dag er der stor uenighed lokalt og i den russiske lovgivning om kamtjadalerne. Nogle ser dem som en distinkt etnisk gruppe, og andre ser dem som en underafdeling af itelmener-gruppen. Atter andre mener, at der ikke eksisterer kamtjadaler.

Undergrupper: Oprindeligt var der 3 forskellige itelmener-grupper: Den nordlige, sydlige og den vestlige. I dag skelner man ikke længere mellem disse grupper.

Sprogfamilie: Itelmener-sproget tilhører den tjuktiske-kamchatka-gruppe indenfor de paleo-asiatiske sprog.

Sproget tales af: 10 %

Hvor mange er de: Ca. 2.500

Hvor bor de: Itelmenernes bosættelsesområde strækker sig mellem Sedanka og Sopochnoye på vestkysten af Kamtjatka. Administrativt udgør itelmenernes territorium en del af Koryak autonome territorium.

Kulturel og social status: Itelmenerne udgør kun en lille del af Koryak autonome territorium. De ernærede sig oprindeligt af fiskeri og jagt på pelsdyr, og de er kendt for at have et stort kendskab til, hvordan man anvender urter til forskellige gøremål, f.eks. brugte de en blanding af cederkerner, kaviar og te imod skørbug. Helt frem til den sovjetiske kollektivisering opretholdt itelmenerne et eget socialt system og en vareudvekslings-økonomi. Omkring 1921 nåede sovjetmagten itelmenerne. Den nye ideologi angreb traditionelle trosforestillinger om naturen som besjælet og levende. Itelmenernes traditionelle kultur skulle byttes ud med nye sovjetiske værdier. Tvangskollektiviseringen betød, at alt arbejde blev udført gennem kollektiverne, kolkhozes (private kollektiver), og senere sovkhozes (statskollektiver). Landbrug og husdyrhold blev hovederhvervet for itelmenerne. I dag bor itelmenerne i standardhuse, der dårligt passer til klimaet på Kamtjatka og de fleste går i russisk tøj. Som det hed i en etnografisk publikation fra 1956: "Takket være den broderlige hjælp fra russerne har itelmenerne nu overvundet deres økonomiske og kulturelle uudviklede stade." I slutningen af 1930erne var al undervisning i skolen på russisk. Itelmenernes eget sprog anvendes i dag for det meste hjemme, og i de blandede ægteskaber er det russisk, der dominerer. I 1986 kom der en ny retskrivning og et nyt alfabet for itelmenernes sprog, men det har ikke haft nogen nævneværdig betydning for sprogets bevarelse.

I de senere år er der opstået en bevægelse blandt itelmenerne: Tkhsanom, som skal kæmpe for bevarelse af itelmenernes kulturelle værdier og sikre dem en form for økonomisk og politisk selvstyre.

Læsning til natbordet:
Olga Murasjko:"Kamtjadalerne". I: Jordens Folk Nr.4. 1994.
Sten Bergman:"Med Hundeslæde Gennem Kamtschatka". V. Pios Boghandel, 1927.

COUNT BENYOWSKY. page 161
CHAP. XVI.

[oversat fra engelsk udgave 1790]

En beretning om Kamtjatkas indfødte, deres oprindelse, føde, bosætning, religion osv.

De oprindelige folk på Kamtjatka kalder sig selv Itelmen, et ord, som betyder landets beboere. Hvis vi skule prøve at diskutere deres oprindelse ud fra deres sprogs opbygning, så skulle vi udnævne dem til at være efterkommere af de mongolske tatarer: på skikkelsen ligner de dette folk. Deres hår er sort, deres skægvækst er ringe og deres ansigt er bredt og fladt. Denne nation har ingen overlevering om sin oprindelse. Den var talrig, da de første kosakker ankom, men er siden gået stærkt tilbage i antal.
 

Kamtjatkas indfødte har ingen anden næring end fisk, rødder, bjørnekød og bark af træer med vand at drikke og somme tider brændevin, som de betaler meget dyrt for hos købmændene.

Skønt dette folk nu om dage går klædt i tøj – en fordel, der skyldes europæerne – har det kostet dem dyrt, når man sammenholder det med den barbariske og tyranniske behandling, de har oplevet fra deres nye herskere. Deres kvinder har en overordentlig hang til luksus, i en sådan grad, at de ikke udfører køkkenpligter uden at være iført deres handsker, og de ville ikke under nogen omstændigheder nedværdige sig til at blive set af en fremmed uden at være iført sminke og rouge, som de i store mængder påsmører deres afskyelige ansigt. Disse folk bor i to slags huse. Deres vinterbolig kaldes jurte og sommerboligen balagan.

Kamtjatkas indfødtes hele religion består i troen på, at deres gud før i tiden havde bolig på Kamtjatka og i nogle år holdt til ved bredderne af alle floder og befolkede disse steder med sine børn, som han overlod de omkringliggende steder til, før han forsvandt for at slå sig ned andre steder. Af den årsag opgiver de aldrig et område, som er så gammelt og uafhændeligt.

Dette folk hengiver sig udelukkende til legemlig lykke, som efter deres opfattelse består i lediggang og opfyldelse af deres naturlige lyster. Det er umuligt at overbevise dem om, at nogen livsform kan være mere lykkelig eller mere behagelig end deres, og Ruslands levevis er altid genstand for deres yderste foragt og afsky.

Kamtjatkas indbyggere har en særlig skik ved indgåelse af ægteskaber, men da denne skik er beskrevet in Spambergs [Spangbergs?] erindringer, skal jeg ikke gentage den her. Enhver form for intim omgang mellem kønnene er tilladt og ifølge Kamtjatka-nationens principper er flerkoneri tilladt. Den russiske regering forbyder dog polygami, hvorved det er i færd med at affolke dette land.

Det er vanskeligt at forestille sig, hvilke årsager der kunne føre et så ulykkeligt stillet folk, der hverken har noget at tabe eller vinde, i krig. Men det er sikkert og vist, at de er stærkt tilbøjelige til hævn. Genstanden for deres krige kan blot være at tage fanger: mænd, som de sætter i arbejde og kvinder, som de forlyster sig med.

Der er dog ingen tvivl om, at kosakkerne ved deres ankomst såede problemer og splid mellem dem for at drage fordel af deres indre uoverensstemmelser. Erobringen af denne nation har været en meget vanskelig opgave for kosakkerne, for skønt den er svag og ulykkeligt stillet, har den vist sig frygtelig til at værge for sig. Den har benyttet sig af krigslist og forræderi, når magtanvendelse var nytteløs. Og hvis det er sandt, at denne nation er lavtstående, så er dødsfrygten iblandt dem så ringe, at selvmord er meget almindeligt. Der er tilfælde, hvor disse folk har været belejret af kosakkerne, hvor de i stedet for at trække sig tilbage og hvor alt håb var ude, først har skåret halsen over på deres koner og børn og bagefter dræbt sig selv. Brugen af muchomor [fluesvamp] er bekvem til dette formål, da en dosis af den forårsager døden gennem en dyb søvn, som berøver dem al følelse. Muchomor er en svampeart, som er meget almindelig i dette land og hvis indtagelse forårsager beruselse og opstemthed, men – hvis det bruges i overmål – fremkalder stærke muskelkramper, som ender med døden.

Da jeg havde præsenteret mit rids af Kamtjatkas historie for guvernøren, som anså det for et mesterstykke efter hans mening, bortset fra at udtrykkene ikke var tilstrækkeligt fri for en udenlandsk manér, anvendte jeg al min agt på at udtænke skridt og forholdsregler, som kunne sikre min plans heldige gennemførelse.

Memoirs and travels of Maurit1us Augustus Count de Benyowsky;

Magnate of the kingdoms of Hungary and Poland one of the chiefs of the Confederation of Poland &c. &c.

Written by himself. Translated from the original manuscript. In two volumes.

Printed for G. G. J. And J. Robinson, Pater‑Noster‑Row.

M, DCC, XC [1790]

Matúš Móric Beňovský (20. september 1746 – 23. mai 1786)

Slovakisk-ungarsk adelsmand, der under krigen mellem Polen og Rusland I 1770 blev taget til fange af russerne og ført til Kamtjatka som forvist fange.

I 1771 anførte han en opstand, og på et erobret skib lykkedes det oprørerne at flygte. Efter en lang sejlands, hvor de besøgte Aleuterne, Japan og andre steder, landede de to år senere i Frankrig.

Rejsebeskrivelsen udkom første gang på fransk i 1783(?) og oversattes herfra til engelsk i 1790 (regnes som originaludgaven?) og til tysk. På dansk udkom en udgave i 1797, der er en let forkortet genfortælling i 3. person.