Eget navn: Komier.

Russisk navn: Komi (tidl. syrjäne, opfattes i dag som nedsættende).

Sprogfamilie: Finsk-ugrisk: finsk-permisk.

Dialekter: Der findes ca. 10 dialekter.

Religion: Kristen-ortodoks, en del "gammeltroende" samt animistiske traditioner (troen på at naturen og naturkræfterne er besjælede).

Hvor mange er de: I alt 496.579 (1989), hvoraf 70,3 % taler modersmålet.

Hvor bor de: Komi Republikken - dele af Arkhangelsk regions Nenetser distrikt samt Jamal-nenets distrikt i Tjumen-region og Kola-regionen.

Undergrupper: Flere undergrupper er opkaldt efter floder: Øvre Vitsjegda, Petjora, Isjma m.m.

Litterært sprog: Komi bruges i Instituttet for sprog og kultur af Videnskabernes Akademi i Komi Republikken.

Historie: Komiernes forfædre boede oprindelig ved floden Kamas mellemste og øvre region. Omkring år 500 delte komierne sig, den ene gruppe vandrede til Vychegda-floddalen, blandede sig med andre urfolk og udviklede en separat etnisk identitet. Det er dem, vi kalder for komier i dag, medens de tilbageblevne ved Kama-floddalen betegnes som komi-permjakker.

Komierne kan se tilbage på en lang skreven historie. Allerede i slutningen af 1300-tallet begyndte kristningen af komierne. Den hellige Stefan af Perm opfandt sit eget alfabet og oversatte en række religiøse tekster til komi. Perm-regionen nævnes for første gang i russiske kilder i 1187, da en ekspedition fra Novgorod trænger frem til Ural-bjergene for at indsamle pelse og skatter. I det 15. århundrede eksisterede et komi-territorium under herredømmet af en prins. Fyrstedømmet Moskva havde dog allerede etableret sit herredømme over Vitjegda-regionen og ekspanderede ind i Kama-floddalen, komi-permjakkernes hjemland. Efter et felttogt i 1472 kontrollerede Moskva området. Perm blev en udpost for handelen med Sibirien og senere udgangspunktet for erobring af landet. I midten af det 16. århundrede - måske på grund af russernes indtrængen - genoptog komierne deres vandring: dybere ind i øvre Vitjegda- og Petsjora-floddalen. Floddalene blev komiernes vandringsveje og livsnerver.

Fra det 16. århundrede koloniserede Moskva Perm-regionen med russiske kolonister. Saltindustri og minedrift etableredes. Dertil anvendtes mange komi-permjakker som billig, slavelignende arbejdskraft. De levede i armod og tabte deres traditionelle livsstil. Under 1600- og 1700-tallet nævnes hovedparten af Komi-permjakkerne som greve Stroganovs livegne. På trods af disse forhold forøgede befolkningen sig, og fra det 19. århundrede flyttede mange til Sibirien.
Efter revolutionen og borgerkrigen blev Komi-autonome-region (oblast) etableret i 1921. Det lykkedes dog ikke Komi-permjakkerne at blive del af den, de fik i stedet Komi-permjakiske autonome distrikt (okrug) i Perm-regionen. De fik skoler og bøger på deres eget sprog, hvorved deres kultur styrkedes. Økonomisk set var der ingen fremgang. I 1930'erne førte kollektivisering og undertrykkelse til en hungerepidemi og befolkningstilbagegang. I de sidste årtier blev flere og flere komi-permjakker assimileret med russerne, og deres antal i det Komi-permjakiske distrikt gik ned.

Også for komi-syrjänerne i nord etableredes nationale skoler efter 1918, og i 1920'erne og 1930'erne fik komi-kulturen lov at udvikle sig inden for litteratur, teater og musik. Disse fremskridt ødelagdes dog delvis ved kollektiviseringen af landbruget (1928-1932), og Sovjetunionens forcerede industrialisering. Mange komier flyttede til storbyerne, fandt arbejde i fabrikkerne og blev en del af det russiske samfund. Komi-autonome-region, oprettet i 1921, blev i 1936 opgraderet til Komi ASSR (autonome socialistiske sovjetrepublik). Autonomien stod dog kun på papiret.
Fra 1992 hedder den kun Komi Republikken i den Russiske federation. I de senere år er de økologiske problemer fra sovjettidens industrialisering blevet mere og mere mærkbare og truer komiernes traditionelle livsstil. Assimileringen fortsætter og komi-syrjänerne udgør i dag mindre end en tredjedel af befolkningen i deres egen republik.

Allerede i det 16. århundrede var komier vandret nordpå langs Isjma-floden og derved også kommet i kontakt med nenetserne. Landet omkring Isjma, langs Usa og Ob-åens nedre løb er ikke velegnet til landbrug og kultivering. Derfor søgte komierne at variere deres økonomi. De begyndte at handle med rensdyr. Senere ansatte de nenetsere til at passe deres rensdyr, og til sidst blev nogle komier selv rensdyrhyrder. (I slutningen af 1800-tallet udvandrede en del komier med deres nenetsiske hyrder og store flokke rensdyr til Kola-halvøen).
Selv om ikke alle komier er involveret i rensdyrdrift, udgør den en vigtig del af deres kultur og identitet; man kan tale om et etnisk kendetegn. Deres sydlige naboer, som de den dag i dag kalder for syrjäner, har nemlig aldrig haft rensdyr, men derimod kvægavl og landbrug.
Et andet kendetegn for de nordlige komier er, at de har etableret nære forbindelser til nenetserne og giftet sig med hinanden. Derved bebos landområdet mellem Petsjora, Usa, Ural-bjergene og ishavet såvel af komier som nenetsere.

Kulturel og social status: Skov findes overalt i Komi. Menneskets tætte tilknytning til skoven fremgår bl.a. af den overordentlige rigdom af betegnelser for de forskellige skovmiljøer i komiernes sprog. Primær-erhvervene var: jagt ( pelsdyr), fiskeri og landbrug (rug, byg, grøntsager), kvægavl (køer, heste, får), rensdyrsavl (i den nordlige Komi Republik) og skindbehandling.
Rendriften er bedst udviklet i Izhma-regionen. Bevaring af Izhma-komiers kultur og identitet afhænger af renavl. Denne trues især af olieindustrien, som er koncentreret omkring Uzinski. Petsjora-floden er forurenet. Komis unikke, vilde natur forsvares imidlertid af forskellige NGO'er. Folket er blevet mere bevidste og engagerede. Nye oliefund truer; miljøødelæggelsen kan kun vendes, hvis olieindustrien bliver miljø-venlig. Urfolks anliggender hører under både staten og republikken. Republikken støtter olieindustrien - kan eller vil staten forsvare urfolks rettigheder? Som det ser ud nu, er der intet dilemma mellem stat og republik: Republikken Komi regulerer nationaliteternes problemer selv. Urfolk er repræsenteret i de lokale regeringer.

I slutningen af 1980'erne opstod komiernes moderne folkelige kulturbevægelse, som hurtigt politiseredes. I Komi-republikken findes selskabet Komi Kotyr, som har arrangeret Komifolkets forsamlinger og arbejdsgruppen "Komité for komifolkets genfødsel." I det Komi-permjakiske autonome distrikt hedder modstykket Juger, som arbejder tæt sammen med og er under stærk indflydelse af komitéen.