|
Alle
Vores Brogede Oplevelser – med
Knud Rasmussen på Tjukotka. Af Claus
Oreskov
I 1921, 200-året for Hans Egedes ankomst til Grønland, udgik der fra samme land en ekspedition, som skulle vise sig at blive den længste slæderejse, og hvis forskningsresultater forbløffede en hel verden. Det var den 5. Thule-ekspedition, der under ledelse af Knud Rasmussen rejste ud for at besøge og beskrive samtlige inuitsamfund udenfor Grønland. Tre år efter klatrer Knud Rasmussen op på det store fjeld, der danner Sibiriens yderste forbjerg mod øst. Rejsen er tilendebragt, bag sig har han alle strabadserne og oplevelserne, foran sig verdensberømmelsen. ”Det høje fjeld jeg står på, og den rene luft der omgiver mig, giver mig overblik, og jeg ser vort slædespor i den hvide sne hen over randen af jordens kreds, gennem menneskenes yderste lande mod nord. Jeg ser de tusinde små bopladser, der har givet rejsen indhold, og fyldes af en stor glæde: Vi har mødt eventyret, der altid venter på den, der vil gribe det, og eventyret var alle vores brogede oplevelser blandt verdens mærkeligste folk!”. Besøget hos urfolkene på Tjukotka var ellers ikke helt faldet ud som Knud Rasmussen havde håbet på. Idealt havde han håbet på. 3 måneders ophold. Kunne dette ikke lade sig gøre, så mindst en måned - men opholdet blev kun på et døgns tid! Alligevel nåede han at foretage en del betydningsfulde etnografiske optegnelser. Lynvisit ved jordens yderste rand. Da 5. Thule-ekspedition rejste fra Grønland, var den russiske borgerkrig omtrent lige slut og den sovjetiske regering havde endnu ikke etableret sig i Sibirien. Ekspeditionen havde derfor ingen muligheder haft for at erhverve sig visum til Tjukotka, som var det endelige mål. Da de kommer til Kotzebue, hvor der findes en trådløs telegraf, telegraferer Knud Rasmussen til Moskva og anmoder om visum. Efter 3 ugers venten på svar, må han enten opgive på grund af den fremskridende årstid eller forsøge at komme ind i landet på anden vis. Han beslutter sig for det sidste. Ekspeditionen sætter over det stormfulde Beringstræde i en lille skonnert. De gør landgang ved Cape East, Tjukotkas yderste punkt mod øst og bliver modtaget af grænsevagten Allayeff. Knud Rasmussen forsøger at overtale Alleyeff til at give ekspeditionen opholdstilladelse. Set i bakspejlet må man nok sige, at de var heldige ikke at blive arresterede. I stedet får de et ultimatum, enten forlader de landet øjeblikkelig eller også vil de blive sendt til guvernøren i Wahlen som fanger. Knud Rasmussen vælger den sidste mulighed, fordi det giver ham lidt ekstra tid. Guvernøren, som i og for sig er en sympatisk mand, kan heller ikke hjælpe ekspeditionen, når der ingen instrukser foreligger fra hans overordnede. Enden på det hele bliver, at Knud Rasmussen får lov at overnatte i guvernørboligen og næste dag forlader Sibirien. Knud Rasmussen spilder ikke tiden, han har 18 timer til sin rådighed, og disse benytter han til samtaler med tjuktere. Han forstår ikke sproget, men han har en glimrende russisk tolk, der taler både tjuktusk og engelsk flydende. Han besøger flere tjuktiske familier, der bor omkring guvernørboligen i deres karakteristiske skindtelte. Knud Rasmussen finder frem til en gammel mand, der viser sig at være en fremragende informant. Det bliver ham, der giver forklaringen på urfolkenes egen forståelse af de kulturelle påvirkninger og relationer mellem tjukter og inuit.
Eskimoer
og tjuktere. Ifølge overleveringen boede der ingen inuit ved kysten dengang tjukterne migrerede ind i området. Tjukterne forsøgte sig med fangst på havpattedyrene, men deres fangstteknik, våben og både var utilstrækkelige. Omsider kom de frem til Diomede øen, hvor de mødte et fremmed folk, der ligesom dem selv levede af havet. De kaldte sig selv for juit (inuit/eskimoer). I begyndelsen var der ofte krig mellem de to folk, men så enedes man om at slutte fred og indgå handelsalliancer. Inuit begynde at foretage handelsrejser til East Cap, og de synes så godt om landet, at de slog sig ned der. Tjukterne lærte nu alle finesserne ved havpattedyrfangst og inuit lærte at bygge boliger ligesom tjukterne. ” Således lærte de af hinanden”, fortalte den gamle, ” men de beholdt hver deres sprog, og kun sjældent giftede de sig ind i hinandens familier”. Men alle dage bevarede inuit deres overlegenhed på havet. Opsummerer man, hvad Knud Rasmussen gengiver af den gamle mands beretning, ser billedet nogenlunde sådan ud: Tjukter Inuit Handelsrelationer - balancerede relationer Udveksling af kundskaber - asymmetriske relationer i Inuits favør Gaveudveksling - balancerede relationer Udveksling af kvinder - sjældent eller næsten aldrig Sprogdominans - relationel jævnbyrdighed. Hvorvidt inuits dominans som kundskabs leverandør var virkelig eller symbolsk, kan man desværre ikke læse ud fra de sparsomme oplysninger, som Knud Rasmussen kunne nå at indsamle. Tjukterne var ellers kendt som et krigerisk folk, der holdt russerne på afstand i århundreder. Hvorfor valgte de at indgå en fredspagt med inuit? Var det af pragmatiske grunde? Var det virkeligt fordi de indså, at det bedre kunne betale sig at tage ved lære af inuit end at undertvinge dem? Eller fik inuit en høj symbolsk status, som modvægt til tjuktisk dominans? Spørgsmålene er mange og svaret behøver ikke at blæse i vinden. En del af de mange spørgsmål vil man kunne få besvaret gennem den tilgængelige litteratur om stedets historie og etnografi. Herudover er der brug for en samlede forskningsindsats, der kan genfortælle resultaterne fra hele den 5. Thule-ekspedition og videreføre, hvad Knud Rasmussen påbegyndte. Knud Rasmussen giver en kort oversigt over erhverv og isforholdene. Vejrliget er meget stormfuldt, og derfor undrer det ikke Knud, at man her finder nogle af de bedste søfarere blandt inuit. Kajaken bruges næsten ikke til fangst, men derimod umiaken (skindbåden). Udover fangst og jagt er folkene ved East Cap involveret i handel med inuit på Diomiede øerne og Alaska, hvortil de sejler med umiak. Ligesom de forstod at udnytte handelsmulighederne med de amerikanske hvalfangere. Ikke alene handlede de med egne produkter så som hvalrostand og husflidsarbejder af forskellig art, men også med pelsværk fra andre egne i Sibirien.
Farvel til det forjættede land. Knud Rasmussen er skuffet, men glæder sig alligevel over at han nåede at fortage nogle få og spredte optegnelser. Da ekspeditionen hejser sejl for at forlade Sibirien, kan Knud med kikkert se ind på Nuvoqaq, hvor der bor over 400 inuit. Unge mænd og børn kommer løbende ud til båden på isflagerne og nogle bliver ombord en times tid. For Knud er det som om de kommer fra det forjættede land, som han aldrig rigtig selv kom ind i. Nogle dage senere ankommer ekspeditionen til Nome, her modtager Knud Rasmussen et telegram. Det er fra den danske ambassade, der kan bekræfte, at de sovjetiske myndigheder har givet opholdstilladelse til ekspeditionen. Det gunstige øjeblik var forspildt – telegrammet kom for sent til at man kunne vove forsøget endnu engang.
| ||||||||
|
|
