Fra Antipajutinsk kolkhosen i Gydan. Foto Nina Mesjstyb

Eget navn: N´enits, pl. n´enitsja, hvilket betyder menneske. Sproget heder n´enitsia vada.

Historiske navne: Samojeder, jurak-samojeder, juraker.

Russiske navne: Nentsi, nenetskij.

Sprogfamilie: Samojedisk; dertil hører også nenetsere (Jenisej samojeder), nganasaner (tavgi) og selkuper (ostjak-samojeder).

Dialekter - og to undergrupper: Tundra-nenetsere og skov-nenetsere. En tredje gruppe, komi-nenetsere, er ved at opstå som resultat af blandede ægteskaber mellem nenetsere og isma-komier. 95 % taler tundra-dialekten, der igen er inddelt i 11 lokale varianter. Af disse tjente bolsjaja semlja som grundlag for det skrevne nenetsiske. På grund af det nenetsiske sprogs store geografiske udbredelse fungerer det som et slags lingua franca og andet sprog i den Polare Ural.

Religion: Animisme: Dyrkning af hellige steder i naturen.

Hvor mange er de: I alt 34.665 (1989), hvoraf 77,1 % taler modersmålet. Andre kilder angiver kun 27.000 nenetsere i 1990'erne. Medens den demografiske udvikling viser en stigende tendens, så viser statistikken en nedgang i antallet af nenetsere, der taler sit modersmål.

Hvor bor de: De polare regioner af det nordøstlige Europa og det nordvestlige Sibirien fra Kanin-halvøen ved Hvidehavet til Jenisej- deltaet, Ishavets øer samt Kola-halvøen. Nenetsernes område deles administrativt mellem det Nenetsiske autonome distrikt (russ. okrug) i Arkhangelsk-regionen (oblast) og det Jamal-nenetsiske AO i Tjumen-regionen. En del nenetsere lever også i Komi Republikken, Khanti-Mansi AO, Tjumen-regionen, Taimyr AO, og Krasnojarsk kraj. Nenetsernes hjemland er tundraen og skov-tundraen - et land med permfrost, talrige floder, søer og mose-områder. Langs Ob-floden når de nenetsiske bosættelser tajgaens tætte skove.

Organisationer: Association of Nenets people Jasavej i Nenetsisk AO. St. Smidovicha 20, room 11, Narjan Mar, Nenets autonomous okrug, Russia RU 116 700, e-post: yasavey@atnet.ru

Historie: På 1900 tallet blev nenetserne, der hidtil havde levet af landet, mere og mere afhængige af koloniale handelsmænd og deres importerede goder som te, sokker, mel, tobak og krudt. Dette solgtes til overpriser, og gælden kunne blive så stor, at det kunne vare flere generationer, før den var betalt. Efter bolsjevikkernes revolution i 1917 vedtog regeringen en "Deklaration om de russiske folks rettigheder". Der var en lang liste af former for selvbestemmelse, der for det meste kun stod på papiret. Vedrørende urfolk, blev der i 1924 oprettet en "Komité til støtte for de nordlige folk,". Oprindeligt var tanken den at oprette reservater for urfolkene, men i stedet dannedes i 1930 flere nationale distrikter, opkaldt efter to af folkene. Tre af storregionerne eksisterer den dag i dag, nemlig: Nenets AO, Jamalo-Nenets AO og Taimyr AO eller Dolgan-Nenets AO.

Fra Antipajutinsk kolkhosen i Gydan. Foto Nina Mesjstyb

Kollektiviseringen, der begyndte i 1929 med oprettelsen af kollektivfarme eller statsbrug (sovkhoser) i Nenetsernes områder, mødte stærk modstand. Nenetserne, der havde udviklet verdens bedste rendrift og også levede af jagt og fiskeri på tundraens vidder, ville ikke bytte deres frie nomadeliv med en udefra administreret, uselvstændig eksistens. For at reducere nomadismen etablerede sovjetregeringen "kulturcentre" med skoler, sygehuse, dagcentre etc., og tvang kvinder og børn til at bosætte sig der. I de mere end 50 skoler bygget for nenetserne blev russisk undervisningssprog fra 1938. Ideologisk hjernevask med militant ateisme og politisk propaganda samt udbredt undertrykkelse førte til flere væbnede oprør i Arkhangelsk-regionen i begyndelsen af 1950'erne. Rebellederne likvideredes eller deporteredes til fjerntliggende fængsler, hvor de fleste omkom.

I 1957 vedtoges en forordning om statskontrolleret underhold for de nordlige urfolk. Et nenetsisk barn var i statens varetægt fra fødslen til uddannelsens ende. Den nye generation voksede op i kostskoler fjern fra hjemmet og uden kontakt med deres sprog og kultur.
En måske endnu større forandring i nenetsernes liv var sovjetstyrets forcerede industrialisering af Sibirien og derved øget indvandring af etniske russere. Siden 1950'erne har først og fremmest den kemiske industri og olieindustrien bestemt nenetsernes liv. Deres og andre urfolks land forsvandt hurtigt, og mere og mere blev de tvungen til at tage jobs ved byggepladser, i olie- og naturgasindustrien samt fabrikker for masseproduktion. Det største enkelte industriprojekt er naturgasudvindingen i Jamal-nenets AO, der siden 1960'erne har ødelagt store tundra- og tajgaområder. På Taimyr-halvøen har forureningen fra Norilsknikel destrueret næsten fem mio. hektar græsmarker og en halv mio. hektar skov. Samtidig øgede tilflytternes antal til det seksdobbelte af nenetsernes. Renlav, som er renernes hovedfødeemne om vinteren, optager næring fra luften og optager derfor store mængder af tungmetaller, der gennem ophobning i renerne gives videre til menneskene.
Atomforsøg på Novaja Semlja er en anden stor trussel mod nenetsernes helbred og eksistens.

Fra Antipajutinsk kolkhosen i Gydan.  Foto Nina Mesjstyb

Kulturel og social status: Nenetsernes erhverv er baseret på rendrift, fiskeri og jagt på havpattedyr. Siden gamle tider bestemte rensdyrenes vandringer (til kystregionen om foråret og tilbage til skovregionen om efteråret) også nenetsernes årlige livsrytme. Samfundet var organiseret i afgrænsede klaner; hver med sit eget græsningsland, jagt- og fiskeriområder, samt vandringsruter.
I århundreder har nenetserne, i lighed med andre nordlige folk, anvendt billedskrift. Familierne brugte særlige tegn, kaldt tamga, for at markere deres ejendom. De ortodokse missionærer forsøgte at give det nenetsiske sprog en skriftlig form. I 1830'erne publiceredes religiøse tekster, og i 1932 dannedes et skriftsprog med latinsk alfabet på grundlag af Bolsjaja Semlja-dialekten. Blandt andet blev der udgivet en retskrivningsordbog, en ABC, en regnebog samt nogle politiske skrifter, der var oversat fra russisk. Allerede i 1937 gik man over til det russiske alfabet.

På grund at industrialiseringen og den medfølgende russiske indvandring er nenetserne ved at blive en minioritet i visse områder, og deres sprog og kultur fortrænges.
Der er mange selvmord blandt nenetserne, og dødsraten er ekstrem høj. Den forventede levealder er kun mellem 45 og 50 år. Blot 41 % har fundet - mest ufaglært - arbejde. Nenetsernes lønninger er betydeligt mindre end tilflytternes. Og "glasrublen", dvs. en flaske spiritus, er tundraens hårde valuta.

Nenetserne har aldrig udviklet en rigtig nationalfølelse. Det er en af grundene til, at der ikke blev stillet krav om uafhængighed for nenetserne efter Sovjetunionens fald i 1991. Viljen til at bevare den oprindelige kultur er stærk. Nenetserne er én af de 29 af staten anerkendte "Oprindelige fåtallige nordlige folk" i Rusland og kunne derfor blive medlem af RAIPON (Russian Association of Indigenous Peoples of the North).

Bøger til natbordet:

Øyvind Ravna: ”Kampen om Tundraen – Nenetserne og deres historie”. Sami Instituhtta. Diedut nr. 4/2004.

Andrei V. Golovnev and Gail Osherenko:” Siberian Survival – The Nenets and Their Story”. Cornell University Press. Ithaca and London 1999.

Soja Sokolova:” På Rejse I Vest Sibirien” Forlaget Sputnik 1987.