Pressemeddelelse fra INFONOR

Danmark svigter moralsk og politisk i det internationale arktiske samarbejde.

Den 4. maj 2000 vedtog et enigt folketing bl.a. en opprioritering af støtten til russiske urfolk. I dag 4 år efter udfases støtten, inden man er kommet rigtig i gang, og uden en analyse af behov og effekt.

Hjælpen afbrydes.

I slipstrømmen af beskæringer er støtten til russiske urfolk fjernet i Miljøstyrelsen (MST) og planlægges over de næste par år at blive udfaset fra Udenrigsministeriet (UM). Der er tale om et så lille budget, at enhver beskæring er med til at lamme det igangværende arbejde. Med næsten ingen midler er det lykkedes for ngo’er og civilsamfundet at opbygge netværk i Rusland og Europa samt påbegynde en række livsvigtige projekter. Engagementet byggede på en tiltro til den politiske vilje som afspejledes af folketingets beslutning 4. maj 2000. Det kan derfor undre, at man stopper støtten på nuværende tidspunkt, idet en del af indsatsen vil være spildt. 

Obschina Piras vinterlejr. En succeshistorie gennemført med dansk støtte. Læs mere om projektet i "INFONORs projekt på Kola-halvøen til privatisering af rendriften"

Danmark har en historisk arv i engagementet i Arktis, som indtil nu har sat os på verdenskortet. Det officielle Danmark er opmærksom på vigtigheden af at overholde internationale aftaler i Arktis, men det virker som om at disse bruges til at gemme sig bag,medens man stopper hjælpen til de mest udsatte grupper – nemlig urfolkene i Rusland.

Sovjetunionens kollaps.

Efter Sovjetunionens kollaps blev yderområderne i Sibirien og Nordrusland ramt hårdest. Det er i disse områder de fleste russiske urfolk lever. Flertallet af urfolkene er beskæftiget med jagt, fangst, fiskeri og rendrift. I sovjet perioden var urfolkene sikret basale livsfornødenheder i form af mad, brændstof og patroner. Endvidere ydedes et særligt løntilskud, hvilket opretholdt et sundhedsvæsen, dyrlæger og uddannelsesmuligheder. I dag er alle tilskud væk og infrastrukturen brudt sammen. Endvidere er det helt umuligt at finde ud af, hvem der har ret til hvilke landområder, fiskevand og jagtrettigheder pga. en uigennemskuelig lovgivning. Dette har gjort det svært at udøve de traditionelle erhverv og har medført at urfolkene lever i yderste armod. Ifølge WHO er dødsraten for russiske urfolk højere end for resten af befolkningen, børnedødeligheden er særdeles høj. Dødsfald ved ulykker og selvmord er 3-4 gange højere end resten af befolkningen. Endvidere fremhæver WHO, at urfolkenes helbredssituation bliver forværret gennem miljøforurening og den medfølgende forgiftning af fødekæden, som er særligt truende i de arktiske områder. Herudover kæmper urfolkene for kulturel overlevelse og demokratisk repræsentation.

FNs 10-år for urfolk.

FN har fra i år besluttet at gennemføre endnu et 10-år for urfolk. Målsætningen er at forbedre vilkårene for urfolkene. Dette bør afspejle sig i dansk politik ved at stoppe de nuværende beskæringer samt føre støtten tilbage til det tidligere budget. Kun herved vil det være muligt at styrke civilsamfundene, ngo’erne i Rusland samt bevare den ekspertise og de netværk, som er opbygget gennem de sidste 4 år.

Rusland er stadig i en ustabil fase, hvilket betyder en gigantisk ustabil nabo til Danmark. Det kan vi gøre meget lidt ved, men netop gennem støtten til de arktiske urfolk i Rusland kan vi være med til at gøre en forskel, idet det er et lille indsatsområde, hvor vi har en stor erfaring.

Hvem er vi?

INFONOR er en dansk/grønlandsk forening, der er specialiseret i russiske urfolks problematikker.

Vores indsatsområder er: Dokumentation, netværksdannelse og projektarbejde i samarbejde med de russiske urfolk. Vi har i 4 år udgivet et tidsskrift på skandinavisk om de russiske urfolks situation, opbygget et internationalt netværk for russiske urfolk, forskere og vestlige ngo’er. Vores projektarbejde er bæredygtig hjælp til selvhjælp, f.eks. har vi medvirket til privatisering af rendriften på Kola-halvøen. Claus Oreskov  INFONOR tlf: 35 26 70 73. www.infonor.dk