Rendriften hos Evenerne

INFONOR gennemfører projekt til forbedring af rendriften hos evenerne. 

Af Katharina Gernet.

Renerne er gået i luften.

I efteråret 2001 medens hele verdens opmærksomhed var henledt på de tragiske begivenheder i USA og Afghanistan, var en lille håndfuld personer på Kamchatka i den yderste østlige periferi af Rusland beskæftiget med et helt andet slags problem: Deres opgave bestod i at transportere 150 levende rensdyr fra det nordlige Kamchatka til halvøens indre.

Hvem er evenerne.
Kamchatka er beboet af forskellige etniske grupper. En af disse er evenerne, som hører til de nordlige tunguser, der er i tæt familie med evenkerne i Midtsibirien. På Kamchatka udgør evenerne bare en lille gruppe på omkring 1.500 medlemmer. Omkring 700 af dem er registreret i den nordlige del af halvøen. Resten er bosat sydligere i det centrale Kamchatka.

Evenerne stammer oprindeligt ikke fra Kamchatka. I tidligere tider beboede de kun det indre af Russisk Fjernøsten dvs. i det bjergrige indland parallel med den nordøstlige kyst på det Okhotske hav såvel som et stort område i det nordøstlige Jakutien. De fleste er blevet boende i disse egne (omkring 18.000 mennesker) men i begyndelsen af det 19 århundrede migrerede flere klaner ind på Kamchatka.

I dag bor den lille evener "diaspora" i det centrale Kamchatka hovedsageligt i Bystrinsky nationale distrikt. Her udgør evenerne den største etniske minoritet i forhold til koryaker og itelmener. Distriktets administrative hovedkvarter findes i landsbyen Esso. Der bor omkring 2.200 mennesker i landsbyen. En tredjedel af befolkningen stammer fra urfolkene (evenerne, koryaker, itelmener). Anavgai der er beliggende 25 km fra Esso er den næststørste bebyggelse i distriktet. Her bor omkring 300 mennesker. Mere ind 90% af dem tilhører et urfolk. Omkring 130 mennesker bor uden for bebyggede områder i tajgaen eller på tundraen.

Oprindeligt opretholdt evenerne en nomadisk livsstil som jægere, fiskere og rensdyrhyrder. Renerne repræsenterede den vigtigste subsistens mulighed. Herfra fik man mad, tøj og boliger. Herudover anvendte man renerne som lastdyr. I den tidlige fase af sovjetiseringen blev evenerne tilskyndet til at opgive nomadelivet. Som overalt i Sovjetunionen blev der også på Kamchatka iværksat tvangskollektivisering og ekspropriering af ejendom. For evener renhyrderne betød det tab af deres tamrener.

I 1920erne og 1930verne blev rendriften en del af den centralt styrede russiske økonomi. Stats virksomheder (sovkhozes) i Esso og Anavgai forvaltede nu rendriften ud fra en overordnet plan. Efter et stykke tid viste det sig, at rendriften for at kunne løbe rundt økonomisk måtte tilføres betydelige subsidier, da de stående omkostninger på produktionen overgik markedsprisen på de producerede varer ( hovedsalig kød og skind).

I slutningen af 1880erne var der registreret omkring 21.000 rensdyr i Bystrinsky distriktet. Ud af disse tilhørte 10.000 dyr sovkhosen i Esso. Resten af renerne tilhørte sovkhosen i Anavgai. Hver hjord bestod af 1000 dyr og blev passet af en brigade på 5 til 6 personer. En eller to af disse var kvinder de såkaldte "chum-rabotnitsy" (telt arbejder) som varetog madlavning, syning og var ansvarlige for at der var orden i og omkring beboelses teltene.

Krise i rendriften

K så i form af kød. På nuværende tidspunkt er det kun gennem kødsalg, at firmaet kan dække de løbende udgifter ( helikopter transport, veterinær assistance, opretholde køleanlæg samt diverse drift udgifter til firmaets kontor).

Herudover må det statslige organ for naturbevarelse gå på kompromis med sig selv, hvad angår den voksende trussel fra ulveflokke. En gruppe på 3 til 4 ulve kan på en enkel nat dræbe flere dusin rener, hvis ikke de stoppes. Desuden jæger ulvene renflokkene og spreder renerne. I de vejløse bjergområder er det ikke altid muligt at få samlet alle renerne igen. Under sovjet perioden bekæmpede man ulvene med gift eller skydevåben. I dag er det forbudt at dræbe ulvene. Resultatet er, at de har formeret sig betydeligt. Til trods for det officielle forbud benytter hyrderne våben i nødsituationer. Imidlertid mangler de både ammunition og våben, hvis de skal kunne forsvare renerne effektivt. Fra efteråret og frem til foråret holder ulvene hyrderne beskæftiget døgnet rundt.

En af de alarmerende konsekvenser af formindskelsen af renflokkene i Bystrinsky diskrektet er faren ved genetisk degeneration. I de seneste par år har virkningen af indavl vist sig hos renerne: der fødes flere og flere misdannede og skrøbelige kalve.

Under sovjetstyret fandtes der et statsligt organ, der tog sig af forædling af renflokkene. På anbefaling fra veterinærer udvekslede man dyr med passende intervaller fra flokke, der græssede fjernt fra hinanden eller mellem flokke, der stammede fra administrative distrikter, der grænsede op til hinanden. Sidste gang en sådan aktion fandt sted på Kamchatka var i midten af 1980erne, hvor 300 hanrener blev fløjet med helikopter fra Koryak Autonome distrikt til Bystrinsky nationale distrikt. Siden da har der manglet finansielle midler til at gentage denne dyre, men højst nødvendige forholdsregel.

Det akutte problem med genetisk forfald indenfor renflokken gjorde det absolut nødvendigt med en hurtig indgriben. Da der ikke var noget håb for hjælp fra staten, henvendte formanden for administrationen i Bystrinsky distriktet Gennedi Petrovich Devyatkin sammen med Vladimir Petrovich Kleimyonov i 1999 sig i et brev til præsidenten for " Den russiske sammenslutning af urfolk i Nord" (RAIPON), S.N. Haruchi og spurgte ham om hjælp. RAIPON, der er en ikke statslig organisation, repræsenterer de etniske minoriteter i det Russiske Nord og Fjernøsten. Selvom RAIPON ikke selv råder over store økonomiske ressourcer, så har de mange kontakter og ved hvilke organisationer, som skal kontaktes, når der skal ansøges om sponsorering. Alligevel kom der aldrig noget svar fra RAIPON på appellen fra Esso.

I egenskab af mit kendskab til Bystrinsky distriktet, hvor jeg har lavet antropologisk feltarbejde i mange år, informerede jeg den danske NGO (ikke regerings organisation) INFONOR om sagen. Uvilkårligt tilbød organisationen af hjælpe. Formanden for INFONOR Claus Oreskov indsendte en ansøgning til det danske udenrigsministerium (øststøttekontoret) om økonomisk støtte til følgende projekt: 150 hanrener skulle købes hos koryak renhyrderne på det nordlige Kamchatka og transporteres til Bystrinsky distriktet for at forny den genetiske pulje hos renflokken der. Ansøgningen blev godkendt.

Projektet realiseres.
I begyndelsen af august 2001 begyndte de konkrete forberedelser at projektet. Selve gennemførelsen af projektet fandt sted fra 27. september frem til 24. oktober. Nedenstående personer var aktive med projektets gennemførelse:
Claus Oreskov koordinerede samarbejdet mellem partnerne på Kamchatka og kontrollerede brugen af projektmidlerne fra København. Samtidig stod han i forbindelse med det danske udenrigsministerium.
Jeg var ansvarlig for projektets gennemførelse på stedet ( herunder det finansielle ). Aleksander Yakovlevich Slugin fungerede som lokal koordinator. Han er til hverdag direktør for det etnografiske museum i Esso. Gennem sit arbejde har han fået et minutiøst kendskab til evenernes kultur, og han har gode relationer til urfolkenes samfund. Jeg har kendt ham i årevis som en absolut troværdig samarbejdspartner. Jeg selv og Aleksander Slugin var med på alle tidspunkter og trin af projektet.
Formanden for Olenevod Ltd., Vladimir Petrovich Kleimyonov, tog del i samtlige transport flyvninger. Ingen andre fra Esso ville have kunne forklare helikopter piloterne vejen til de fjerne og midlertidige renderiftbrigaders lejre, så eksakt som han kunne.
En af de mest erfarne rendrifthyrder fra Bystrinsky distriktet Kiryak Petrovich Adukanov, som er højt respekteret og værdsat, var udset til at udvælge de rensdyr, der skulle købes til projektet. Han var sammen med en ung fremmelig assistent, hans 16 årige søn Ilya. Vassili Vladislavovich Paderin, Russland Petrovich Slodikov og Valeri Gavrilovich Slodikov, som alle er evener hyrder, der for tiden er arbejdsløse, hjalp til med indfangelsen af renerne og forberedelsen af deres transport, sammen med selskabets altmuligmand Gennadi Ivanovich Kozlov. Rensdyrene blev modtaget af formændene for de 3 brigader i Bystrinsky nationale distrikt: Dmitri Aleksandrovich Koerkov, Sergej Yegorovich Solodikov, og Grigori Yakovlevich Cherkanov som repræsenterede Kiryak Petrovich Adukanov.

Renhyrder fra Koryacbrigaden Voyampolka.

Renerne blev solgt af statsvirksomheden Sovkhos Palansky i Koryak autonome distrikt, repræsenterede ved lederen Anatoli Aleksandrovich Pyzhov. Hovedparten af de 150 dyr kom fra Sergej Leginovs brigade, der er beliggende i Voyampolka regionen ( omkring 300 kilometer fra Esso). På grund af de store transport omkostninger blev kun en lille del af dyrene hentet fra en anden brigade, som lå i nærheden af Palana ( omkring 400 Kilometer fra Esso). Koryak hyrderne fra begge brigader hjalp evenerne kollegerne fra Esso med at udvælge renerne og klargøre den til transporten.
Anatoli Aleksandrovich Pyzhov og hans næstformand veterinæren Viktor Kossygin var hele tiden til stede for at overvære processen.
Transporten blev besørget af det private helikopter selskab Kamchatskie Avialinia Ltd. ( eller bare Avialinia) som har hovedkvater i Yelizovo ( i nærheden af Petropavlovsk). De var repræsenteret ved deres direktør Nikolai Georgievich Batishchev respektivt hans underdirektør Gennadi Viktorovich Polezhaev. Avialinia har en base i Esso, hvor helikoptere og personale er i konstant beredskab.

Pengeoverførsler, vekselkurser og bodyguards.
Den finansielle del af projektet gav visse problemer. Oversendelse af fremmed valuta til Rusland er kun muligt, hvis modtageren har en russisk bank konto. Avialinia har en sådan konto, men det har sovkhozen Palansky ikke. Som en del af projektet kunne de have åbnet en konto, men det ville have kostet en del penge og meget tid, fordi en sådan konto kun kan åbnes i Petropavlovsk og ikke i Palana. Derfor blev det vedtaget at ordne penge overførslen mellem Danmark og Rusland på en anden måde.
Straks ved min ankomst til Petropavlovsk åbnede jeg en bankkonto med 5 $ som minimum beløb i den lokale afdeling af Sberegatelny Bank Rossiskoi Federatsii ( Savings Bank of the Russian Federation) eller bare Sberbank. I samråd med INFONOR blev Sberbank valgt som partner for penge overførslerne fra Danmark til Kamchatka, idet andre danske organisationer allerede havde benyttet denne bank med gode resultater. Bankkontoen blev oprettet i mit eget navn. Fordi INFONOR ikke er officielt registreret i Rusland, kunne jeg ikke åbne en konto i INFONORs navn. Registrering er en langstrakt procedure og kunne derfor ikke komme på tale.
Som det eneste sted i Rusland må man på Kamchatka ikke overføre penge fra en privat bankkonto til en russisk forretningskonto. Derfor var der bare en ting at gøre og det var at hæve pengene på kontoen og overdrage dem i rede penge til modtageren. For at fritage mig selv og Aleksander Slugin fra ansvaret for de rede penge tog vi sammen med repræsentanter fra Avialinia og sovkhozen Palansky og deres bodyguards til Sberbank. Her i selve banken fik de deres penge udbetalt imod kvitteringer.
Overførsel af penge mellem Danmark og Kamchatka tager normalt mellem 9 og 10 dage. Sædvanligvis er pengene ikke umiddelbart tilgængelige, når de ankommer. Drejer det sig om et større beløb skal udbetalingen bestilles på forhånd og kan altid først ske dagen efter. Sberbanks juridiske vejledere ordnede det sådan, at jeg som en undtagelse kunne hæve penge uden forudgående bestilling. Dette var meget bekvemt. Aleksander Slugin og jeg skulle den lange vej fra Esso til Petropavlovsk 2 gange for at modtage pengene fra Danmark. Enhver forsinkelse som ville forlænge vores ophold i Petropavlovsk og dermed forskyde projektskemaet, måtte undgås.
En af fordelene ved Sberbank var at de kun tog 1% for valuta veksling. Herved adskiller Sberbank sig fra andre russiske banker, hvoraf nogle tager 3 %. Bagsiden af medaljen var, at når Sberbank vekslede USD til rubler anvendte de en rate, der er langt lavere end den, som den russiske central bank anvender. Da jeg imidlertid ikke ville gå omkring med så mange rede penge på mig, på jagt efter en anden bank, måtte jeg acceptere vekselraten, som den var i Sberbank og veksle pengene der.

Rener på flyvetur.
Transporten af renerne kunne kun ske med helikopter. For det første er der ingen veje i det bjergfyldte indre Kamchatka og enhver motorkørsel er udelukket. For det andet vil det tage over et år at drive renerne til fods fra Koryak autonome distrikt til Bystrinsky nationale distrikt. 150 han rener udgør heller ikke en rigtig hjord og det ville være meget vanskeligt at holde sammen på dem og vandre med dem over så lang en afstand.
Sidste gang man havde anvendt helikopter til rensdyrtransport var i 1980erne, hvor flere hundrede rener var blevet fløjet fra det nordlige Kamchatka og til Bystrinsky distriktet. Transporten var foregået uden komplikationer. Vi havde derfor ingen betænkeligheder ved denne metode.
For at renerne ikke skulle skade hverandre under flyvningen blev deres ben bundet sammen med tøj strimler, som ikke beskadige deres skind. Af samme grund blev deres horn savet af. De var allerede træagtige og følelsesløse. Dyrene blev forsigtigt anbragt ved siden af hinanden i helikopterens lastrum. Under flyvningen stod vinduerne åbne så dyrene kunne få frisk luft. Selvfølgelig var det ikke sjovt for dyrene, men der blev gjort alt for at spare dem for unødig stress og gøre turen så tålelig som mulig.
Så snart helikopteren nåede frem til bestemmelsesstedet blev dyrene løst af deres bånd og sat fri. Det tog dem nogle få minutter at komme sig efter turen. Efter et kort hvil kom de hurtigt på benene, vejrede i luften og rendte så hen til flokken som de skulle være sammen med. De nyankommende blev venligt modtaget af de andre rener.
Helikopterne kunne kun flyve en gang om dagen, idet indfangningen af renerne og arbejdet med at laste og losse dem tog mange arbejdstimer. I transportens første fase anvendte Avialinia bare en helikopter ( MI-8). Imidlertid stoppede projektet nogle dage på grund af dårligt vejr og en helikopter til blev sat ind for at forhindre forsinkelser.
Oprindelig havde helikopter selskabet regnet med 12 flyvninger, som hver ville tage 3 timer og 43 minutter. Det vidste sig, at det ville være tilstrækkeligt med 9 flyvninger, da der sagtens kunne være 16 - 17 rensdyr i helikopterens lastrum. Samtidig blev flyvetiden forlænget på grund at det dårlige vejr. På grund af tåge og storm måtte helikopterne ofte flyve lavt, hvilket betød at ruten blev forlænget. Alligevel lykkedes det at overholde budgettet for helikopter transporten. Ud af de 150 rensdyr, der var blevet opkøbt, var de 130 unge dyr og de 20 voksne hanner. Denne fordeling skyldes økonomiske hensyn, idet en ung hanren koster 3000 rubler og en voksen hanren står i 5000 rubler. Kiryak Petrovich Adukanov som udvalgte renerne vurderede, at de unge hanner var stærke nok til at overleve førstkommende vinter, derfor blev det bestemt at tage en større del af disse.
Alle 150 dyr blev overdraget til Olenevod Ltd. i Esso. Størstedelen, 50 unge dyr og 8 voksne, blev modtaget af Kiryak Petrovich Adukanov, idet den hjord på 2000 rener, som han har ansvaret for, er den omfangsrigeste i distriktet. De to andre brigadechefer Demitri Aleksandrovich Koerkov og Sergej Yegorovich Solodikov, som begge administrer en hjord på 1000 dyr, fik hver 40 unge rener og 6 voksne rener. De tre brigadechefer og deres medarbejdere så lykkelige ud, medens de betragtede de sunde rensdyr, som nu skulle indgå i deres flok. Alle dyrene blev mærket i øret, så de til enhver tid kan identificeres.
Rendrift aktieselskabet i Anavgai fik ikke del i dyrene. Selskabets formand har pådraget sig et så dårligt rygte ved intriger, korruption og bedrageri og han har administreret foretagendet så elendigt, at der ingen mening ville være i at overdrage ham nye rener. På samme tid som projektet løb af stablen afsatte hyrdernes kollektiv i Anavgai formanden og valgte en ny. Hvis det viser sig, at den nye formand er dygtig og kan få rettet op på tingene, ville det være af stor betydning for befolkningen i Anavgai, hvis et lignende projekt kunne realiseres der.


Evaluering.
Tænker man over det rimelige i projektet, rejser det spørgsmål sig måske, om man ikke i stedet for den bekostelig transport kunne have insemineret hunrenerne, ligesom vi gør med kør i Europa. Imidlertid er det ikke muligt at inseminere hunrener af tekniske årsager. Perioden, hvor der er mulighed for, at de undfanger er alt for kort til, at det vil kunne lade sig gøre at inseminere dem med de muligheder som findes.
Angående spørgsmålet om på hvilken årstid det ville være bedst at gennemføre sådan et projekt, er svaret, at ingen årstid er perfekt. Om sommeren bliver temperaturen meget høj. Dyrene ville lide frygteligt i det varme indeklima i helikopteren. Desuden kan hyrderne ikke holde hjorden længere end en dag det samme sted om sommeren. Renerne er i bevægelse hele tiden på jagt efter nye græsnings områder og hyrderne skal konstant være på vagt for at følge dem. Tilfangetagelse af en 16-17 rener, medens flokken er på vandring, vil tage over en time og ophede dyrene urimeligt udover at luften er varm i forvejen. Om vinteren er der ekstremt koldt og renernes sammenbundne ben ville blive udsat for frost skader. Om efteråret og foråret må man regne med meget omskifteligt vejr som kan forhindre flyvning. Endvidere er der brunst perioden om efteråret og kalvningen om foråret at tage hensyn til. I disse perioder er dyrene meget nervøse.
Det blev bestemt, at det sene efterår ville være den bedste periode til at gennemføre projektet. På denne tid af året har dyrene mindre travlt og temperaturen er til at bære for de bundne rener og det vil være muligt at afgøre, om de unge hanner er stærke nok til at overleve den førstkommende vinter. Kun usikkerheden omkring vejrforholdene måtte vi leve med. Tilbage står det provokerende spørgsmål, om ikke projektet bare er en "dråbe i havet". Vladimir Petrovich Kleimyonov og hans evener hyrder sagde samstemmende nej, tværtimod så har projektet hjulpet rendriften i distriktet enormt og styrket håbet for en bedre fremtid.
De andre deltagere i projektet udtrykte ligeledes stor tilfredshed. Formanden for sovkhozen Palanski, Anatoli Aleksandrovich Pyzhov og sovkhozens veterinær, Viktor Kossygin forsikrede at salget af de 150 rener ikke ville skade hjordene i koryak brigaderne eller skabe problemer som i Bystrinsky distriktet. De tilbageværende hanrener ville være nok til, at flokkene kunne reproducere sig. Pengene som sovkhozen modtog i betaling vil blive anvendt til at udbetale lønninger til arbejderne for mange måneders restance. Hertil kommer, at der nu også er råd til nyt tøj, redskaber, medicin, mad og andet, der er desperat mangel på blandt hyrderne.
Hyrderne i brigaderne i Bystrinski distriktet er vant til at arbejde med rener lige fra den tidligste barndom. De er eksperter og de ved nøjagtig hvilke muligheder projektet indebærer. I deres egen interesse vil de gøre alt for at værne om de nye rener og sørge for at projektet bliver en succes. De er virkelig glade for den generøse gave fra det danske regering.
Angående de 3 arbejdsløse evener hyrder fra Esso, der deltog i projektet og hjalp med at indfange renerne, så var arbejdet for dem en sjælden og dejlig oplevelse. De havde ikke haft lejlighed til at være med hjorden på tundraen i mange år. ( De blev betalt for deres arbejde af Olenevod Ltd.). Selvom der ikke kan forventes en hurtigt fremgang for rendriften, og dermed flere arbejdspladser, så gav de forbedrede perspektiver håb til de arbejdsløse om, at de engang kunne vende tilbage til deres arbejde som hyrder.
Sidst men ikke mindst profiterede helikopterfirmaet af projektet, som ikke alene var meget attraktivt rent økonomisk, men også var en interessant og usædvanlig arbejdserfaring for de unge piloter. Gentagne gange udtrykte repræsentanter fra helikopterfirmaet stor tilfredshed og taknemmelighed overfor den danske regering.
En forøgelse af renflokken kan tidligst forventes om 2 ½ år. De voksne hanrener vil deltage i parringen allerede næste efterår (ifølge hyrdernes udsagn kan en hanren bedække 20 hunrener). De unge hanrener vil være fuldstændig udvokset en parringssæson senere. Fra da af skulle der ikke blive født flere misdannede kalve. Hvis INFONOR vil følge op på udbyttet og effekten af projektet, vil det være bedst at tage til Kamchatka i foråret 2004.
I forbindelse med projektaktiviteterne på Kamchatka ydede Aleksander Yakolevich Slugin uundværlig hjælp. Takket være hans energiske assistance kunne projektet udføres til tiden. Jeg er ham og alle andre deltagere i projektet meget taknemmelig, som for eksempel helikopter piloterne som viste meget forståelse og tålmodighed trods forsinkelser i flyveplanen og til medhjælperne, som tog besværlighederne ved arbejdet med en meget samarbejdsvillig attitude.