INFONORs projekt på Kola halvøen til privatisering af rendriften

Efter Sovjetunionens sammenbrud gennemgik Rusland fundamentale politiske, økonomiske og sociale omstruktureringer, der kastede landet ud i flere på hinanden følgende finanskriser. Ruslands økonomi blev omstillet til en kapitalistisk markedsøkonomi, der medførte, at landets BNP faldt med 50 %. Det var i begyndelsen af 1990erne, efter Boris Jeltsin var blevet præsident. Samtidig påbegyndtes en liberalisering og privatisering efter vestligt forbillede. I takt med denne proces blev mange af de tidligere statsbrug (sovkhos) omdannet til private kooperativer. I et statsligt dekret fra 22. april 1992, der handlede om vigtigheden af markedskræfterne for det postsovjetiske samfund, siges det direkte, at disse kræfter kan føre til både ruin eller velfærd for Ruslands urfolk.

I Rusland kaldes urfolk for ”de små nordlige folkeslag”. De folk, der officielt anerkendes som sådanne, er de der: ” er bosat i deres forfædres traditionelle territorier, som vedligeholder en særlig livsstil, som tæller mindre end 50.000 personer og som opfatter sig selv som adskilte etniske fællesskaber”.

Samerne er et urfolk, der fra gammel tid boede i det nordlige Skandinavien og Kola halvøen. Samerne på Kola halvøen (eller i Murmansk regionen) udgør den østlige del af det samiske folk. Samtidig udgør de den vestlige del af de russiske nordlige urfolk, som de deler mange karakteristika med. I dag er der omkring 2000 samer på Kola, hvoraf hovedparten bor i Lujarvi (russisk Lovozero). Samerne på Kola halvøen er et arktisk folk, hvis levevis og sociale praksis er tilpasset de særlige levevilkår, der er gældende i Arktis. Til trods for århundreders kolonisering, udbytning og undertrykkelse af samisk kultur og sædvaner udgør samerne på Kola halvøen stadig et eget folk med sprog og kultur intakt. På samme tid er de en integreret og uadskillelig del af det russiske samfund.

Alle urfolk er folk, som på et eller andet tidspunkt er blevet koloniseret af andre nationer. Samerne blev koloniseret af Norge (Danmark/Norge), Sverige, Finland og Rusland. Den tidligste kolonisering, i midten af 1500 tallet, betød bl.a. beskatning, mission og andre ulemper (f.eks. grænsedragninger) for samerne på Kola halvøen. Større økonomiske eller samfundsmæssig struktur indgreb var der derimod ikke tale om. Kolonimagten så en fordel i, at det samiske samfunds erhverv og økonomiske institutioner forblev intakte. Samernes erhvervsstruktur var tilpasset det sårbare arktiske økosystem gennem en udnyttelse af forskellige nicher i en tilbagevendende årscyklus (jagt, fangst, fiskeri, nomadisk rendrift, bær- og svampeplukning). Det var først med den russiske revolution, at det samiske samfund på Kola halvøen blev udsat for gennemgribende strukturændringer.

Rendriften var oprindelig organiseret som lille drift (familiebrug), men med kollektiviseringen (1930-1934) gik man over til stordrift. Renerne tilhørte fra nu af statsbruget. Samerne arbejdede som hyrder for statsfarmen, men det var tilladt, at de selv ejede omkring 30 rener, der græssede sammen med statsbrugets rener. Ligesom i Sibirien lykkedes det for nogle af samerne at ”gemme” deres rener ude på tundraen og i tajgaen og nogle samer havde op til 300 rener.

Tidligere havde familierne boet sammen året rundt og været fælles om rendriften. Børnene socialiseredes ude på tundraen, hvor rendrift, sprog og kultur var uadskillige. Med statsfarmene blev mændene organiseret i arbejdsbrigader, der på skift arbejdede på tundraen, medens kvinderne og børnene forblev i byerne. Hermed var grunden lagt til en hastig destruktion af samisk sprog, kultur og sædvaner. Et lyspunkt var, at børnene kunne tilbringe sommerferierne ude på tundraen. Transporten foregik med helikopter og blev betalt af statsbruget.

Her er det på sin plads at gøre opmærksom på, at de fleste statsbrug baseret på rendrift var statssubsidierede. I 1960erne satsede man på sammenlægning af eksisterende statsbrug, hvilket betød nedlægning af mange bygder og landsbyer. Samtidig skete der en kraftig militarisering af Kola halvøen og flere søer opdæmmedes for at skaffe energi til de voksende storbyer og militæret. Mange samiske familier blev tvangsflyttet bl.a. til Lujarvi, der på den måde blev en slags Kola samernes ”hovedstad”. I 1920 og 1930 intensiveredes den industrielle udvikling på Kola halvøen, hvilket indebar en massiv indvandring fra andre egne af Sovjetunionen. Efter anden verdenskrig forstærkedes denne tendens og i dag udgør samerne kun en lille minoritet i deres eget land!

I Lujarvi bor der omkring 3.700 mennesker. Byen ligger 180 km fra Murmansk og 1.350 km nord for Moskva. Her bor flere urfolk: samer, komier og nenetser, desuden russere og ukrainere. Både komier og nenetser er indvandret i historisk tid og kommer oprindeligt fra Izma. Livet kan være hårdt her, gennemsnitslevealderen for samiske mænd er kun 47 år. Da de økonomiske kriser sendte chokbølger gennem landet ramte det særligt hårdt i periferien. Som et monument over de gode tider, der aldrig kom, ligger der midt i byen en stor ufærdig bygning. Her skulle et stort varehus have ligget. Byggeriet startede i begyndelsen af perestrojkaperioden, gik så i stå og i dag ligger bygningen øde hen omgivet af rustne kraner og byggematerialer!

Gennem byen løber floden Virma . Langs med floden ses de gamle blokhuse omgivet af haver, hvor der dyrkes kartofler om sommeren. Malerisk og idyllisk for turisten, men lidet attraktivt for de lokale. Her er ingen indlagt vand og intet centralvarmesystem. Følger man floden til byens udkant dukker lange rækker af bådehuse op. Mange ejer en sovjetisk standard båd af metal og en enkelt motor. Uden disse både ville mange sulte ihjel. Fiskeri og bærplukning på tundraen er nemlig et livsnødvendigt foretagende for hovedparten af beboerne i Lujarvi. Syd for floden ligger hovedstrøgene: Sovjetskaya og Pionerskaya. Det er især her folk bor i fleretages faldefærdige betonkaserner fra sovjettiden. Her er ikke megen trafik, for det er de færreste, der har råd til bil eller snescooter. Byen har et hotel og flere forretninger. De fleste overlever gennem en blanding af penge økonomi og bytte- og gaveøkonomi. Produkter fra jagt, fiskeri, bærplukning og rendrift distribueres stort set gennem forskellige gensidigt forpligtende forhold. Sociale netværk eksisterer mellem erhvervsgrupper, etniske grupper, venskabsforbindelser og socialt er der en særlig høj grad af forpligtelse overfor familien. Det gælder både for kernefamilien og den udvidede familie. Der opstår også nye forpligtende relationer gennem forskellige tjenester og gentjenester.

Det er vigtigt at fremhæve, at der er tale om en nødsituation, som er opstået i den aktuelle krisesituation. Rusland er på alle måder et moderne industrisamfund, der er brudt sammen og kan derfor ikke sammenlignes med ikke industrialiserede landes situation. I et sådan samfund spiller pengeøkonomien en afgørende rolle for overlevelse. Ingen kan i det lange løb klare sig ved hjælp af en subsistensøkonomi. Udgifter til tøj, bolig, redskaber, varme, elektricitet, medicin og mange dagligvarer koster penge!

De forskellige former for nytte netværk har også en funktion som informationsnetværk. Vigtig information distribueres gennem disse netværk ud til, hvad der anses for de rette eller mest kompetente personer, eller viden gives videre til alle inden for en bestemt gruppe. Rygter og by-sladder følger de samme uformelle informationslinier. I Rusland kan rygter være overordentlig rigide, og ofte tror man hellere på rygter end på saglig information.

INFONOR stod gennem en årrække i forbindelse med den samiske forening OOSMO, som har hovedkontor i Lujarvi. I starten blev OOSMO styret fra formanden Alexander Kobelevs lejlighed.

Gennem projektet ”Den hvide ren” skaffede INFONOR i 2001 midler til, at OOSMO fik et kontor og en fuldtidsansat.

Fra da af var vi ofte i Lujarvi og var løbende i kontakt med folkene bag OOSMO. Når vi talte med folk i byen gik det op for os, at der var noget galt indenfor samernes primærerhverv, rendriften. Det vi hørte, om vilkårene for rendriften, fra de lokale, var en helt anden historie end den officielle. Gennem vores ressourcepersoner i OOSMO og gennem de mange informationsnetværk fik vi uddybet situationen således, som den så ud for menigmand.

Omstillingen af Sovjetunionens økonomi betød at mange statsbrug fik mulighed for at blive omlagt til såkaldte kooperativer. Privatisering i vores opfattelse af ordet var der ikke tale. I Lujarvi området blev således statsbruget, Sovkhos Tundra, omlagt til et kooperativ: SHPK Tundra..

I praksis betød dette, at en lille håndfuld personer, som ikke selv var renhyrder eller samer, tog kontrollen med det tidligere statsbrug. Samtidig forsvandt mange statssubsidier som f.eks. helikopterflyvningerne ud til de forskellige rendriftbrigader. Nu måtte man gå, bruge vandvejene, når dette var muligt, eller bæltekøretøjer og om vinteren snescootere. At flyve børnene ud på tundraen om sommeren var udelukket. Selvom SHPK Tundra kaldte sig for et kooperativ, var det ikke muligt for medlemmerne at få indsigt i regnskaberne. Der blev sjældent udbetalt lønninger. I stedet kunne de ansatte få varer i SHPK Tundras butikker. Dette førte til, at nogen oparbejdede gæld til kooperativet. Denne gældsbyrde gjorde dem til slaver for SHPK Tundra !

En del samer har deres eget renmærke og egne rener, der græsser sammen med SHPK Tundras rener. SHPK Tundra kræver afgifter for disse rener, hvad de fleste ikke er i stand til at betale. Ligesom det er de færreste, der har styr på slagtning af egne rener. SHPK Tundra har en aftale om levering af kød til det svenske firma, Nordfrys, der har et slagteri i Lujarvi. Denne aftale binder også dem, der har private rener gående i flokken, og de er således tvungne til at sælge kød til urimelige lave priser.

Biprodukter, så som horn og huder, får de ingen penge for. Disse produkter er vigtige i traditionelt samisk kunsthåndværk, som for mange betyder gode supplerende indtægter, men fordi samerne ikke selv råder over disse produkter, har der i perioder været mangel på f.eks. skinnebenshud, der anvendes til sko.

I Rusland er jorden fortrinsvis ejet af den føderale stat, og SHPK Tundra lejer græsningsområderne af staten. SHPK Tundra er stadig organiseret efter sovjetisk mønster sådan, at kooperativet ejer en række virksomheder, der er økonomisk forbundne. Overskud i rendriften kanaliseres ind i nogle af de andre underskudsforretninger.

Ingen steder mærkes den økonomiske og sociale krise som i periferien og i Arktis særlig stærkt. Leveomkostningerne er generelt højere i Arktis bl.a. fordi mange råvarer og materiel skal transporteres langvejs fra. Arbejdsløsheden er stor og Lujarvi får 70 % af sine udgifter dækket over det regionale budget. Mange af de bedre uddannede flytter væk fra byen. Alkoholisme og mangfoldige sociale problemer hober sig op. En bistandsklient får omkring 600 rubler (ca. 150 kr.) om måneden. Mange mennesker lever langt under fattigdomsgrænsen her. Apati og ligegyldighed behersker store dele af befolkningen.

Den russiske stat garanterer urfolkene ret til at danne obschinaer (fællesskaber), der giver muligheder for at drive selvstændig rendrift og moderat jagt og fiskeri.

I Murmansk amt var der ingen, der havde prøvet denne mulighed og heller ikke mange, der turde eller magtede at gå i gang med opgaven. Nogle samer havde været i Norge, Sverige eller Finland og oplevet, hvordan en bæredygtig privat rendrift rent faktisk foregik. En af disse personer, Alexander Kobelev, så det som sin opgave at motivere sine landsmænd til at forsøge sig med rendrift obschinaer. Mange renhyrder var skeptiske og bange for det mægtige SHPK Tundra, som hele byen var afhængig af. Alexander Kobelev forblev imidlertid utrættelig i sin agitation, og langsomt begyndte folk at lytte og se mulighederne for at begynde for sig selv.

En sommerdag befandt Claus Oreskov og Boris Zeichner fra INFONOR sig sammen med Alexander Kobelev, Andrei og Viktor Julin i en lille hytte ude i tajgaen syd for Lujarvi. På grund af uvejr måtte vi tilbringe natten og næste dag i hytten og tiden fordrev vi med at diskutere mulighederne for privatisering af rendriften.

For brødrene Julin var dette et ganske særligt område. Hytten var i sin tid bygget af deres bedstefar og den var det eneste tilbageblevne af en lille samling huse, der engang lå her. Overfor på den anden side af den store sø lå Julin samernes gamle land med Afanatia floden, der var opkaldt efter deres bedstefar. Her havde Julin samerne haft deres rener, indtil tvangskollektiviseringen satte en stopper for privat rendrift.

På dette historiske sted smedede vi planerne for privat rendrift efter samisk mønster med kollektiv drift og individuel ejendomsret til renerne. Julin brødrene var sammen med en anden familie og nogle hyrder parat til at starte for sig selv, hvis de kunne få den nødvendige økonomiske hjælp til leje af land, hytter, hegn og et varehus til opbevaring af bær, svampe og produkter fra renen.

For INFONOR var det vigtigt, at den kommende obschina selv løb en økonomisk risiko, hvis de skulle have støtte. Dette gjorde de ved at satse deres egne rener i projektet. Projektet blev derved egnet efter vores vurdering, idet vi havde svært ved at forestille os, at det ville være gavnligt at give materiel støtte til mennesker, der ikke selv skød kapital i foretagendet.

I den kommende tid diskuteredes der livligt hos familien Julin og i deres nærmeste omgangskreds. Hvordan skulle man komme videre, risici blev opvejet mod fordele, turde man at tage springet. I den aktuelle situation levede familien stor set af fiskeri i søerne og syning af sko til SHPK Tundras butikker (et lavt betalt arbejde). I den situation kunne det blive farligt at udfordre det store kooperativ, der stort set ejede hele byen. Sammen med familien Galkin, som familien Julin havde kendt altid, blev man enig om at tage springet fremad og oprette en urfolks obschina, som fik navnet ”Piras”. Andrei Julin blev udpeget som leder af obshinaen.

Udover kontakten til INFONOR havde man også etableret kontakt til den norske afdeling af Samerådet[1]. Herfra var det muligt at få faglig rådgivning omkring privatbrug, men også økonomisk støtte.

Foruden familierne Julin og Galkin knyttedes flere enkelpersoner til obschinaen, både som kommende arbejdskraft og kommende medlemmer. Andrei Julin fastholdt fra begyndelsen, at fik man land nok til, at der kunne græsse flere rener end familierne Julin og Galkin rådede over, så ville man åbne op for at andre kunne græsse sine rener på Piras område.

Med de rener som obschinaen selv skød i foretagendet plus 100 styks fra projektet regner man med at kunne leve af rendriften efter 3 års tid.

På baggrund af en forespørgselsdebat i Folketinget i 2000 angående dansk indsats for urfolk blev der indenfor øst - støttemidlerne afsat en pulje til støtte for russiske urfolk. Med midler fra denne pulje var INFONOR parat til at iværksætte ”projekt obshina Piras”.

Det var vigtigt, at alt blev behandlet juridisk korrekt efter russisk lovgivning. Vores første prioritet var derfor at finde en kompetent jurist. I Rusland kan der være stor variation i lovgivningen fra region til region og vi bestemte derfor, at vi ville have en lokal jurist. I samråd med OOSMO og Alexander Kobelev fandt vi frem til det juridiske firma i Murmansk by: ”Audit Service”. Vores juridiske rådgivere blev A.P. Kozjubenko, der havde god erfaring med rendrift problematikker, og Y.M. Gerasimova.

Audit Service kom til at stå for udarbejdelse af kontrakter mellem INFONOR og Piras samt mellem INFONOR og Audit Service. Dette, at vi havde juridisk bindende kontrakter, så vi som et vigtigt punkt i processen. Dernæst stod Audit Service for assistance ved selve lejekontrakten til land og hjælp med den indviklede procedure angående dette.

Efter russisk lovgivning lejes land ud gennem en konkurrence og kun på bestemte tider af året. Audit Service overvågede udviklingen med overtagelsen af land og hjalp med grundlæggende vejledning i den første tid.

Rendriftsfonden bestod af midler: til leje af land, indkøb af supplerende rener, indkøb af materiale til opførsel af vogterhytter, materiale og udstyr til opførsel af hegn samt transport af disse, restaurering af pakhus, indkøb af bil til transport af materialer og midler til ansættelse af arbejdskraft, administration og bogholderi.

Projektet var berammet til at løbe fra 1.juli 2003 til 30. september 2004, men trak ud til august 2005.

Dette skyldes forskellige forsinkelser, der indvirkede på hinanden, ikke mindst vejret i Arktis er en joker man må regne med.

Denne del er beskrevet i en afsluttende redegørelse fra Audit Service, jeg vil derfor ikke komme nærmere ind på dette emne. Kun lige nogle vigtige enkeltheder!

Audit Service stod for indsamling af information om den tidligere forpagters interesse i at forny forpagtningsaftalen. Det viste sig, at den tidligere forpagter, SKPK Tundra, ikke var interesseret i at forpagte jorden på det tidspunkt, da konkurrencen om jorden blev udbudt. Derefter blev der afholdt forhandlinger med Skovstyrelsen (det pågældende landområde hører under Lujarvi Skovstyrelse). Det viste sig, at konkurrencen kun var gyldig, når der var mindst 2 deltagere i konkurrencen og den højstbydende ville vinde konkurrencen. Audit Service undersøgte om disse bestemmelser svarede til gældende lovgivning. Derefter udarbejdedes de nødvendige papirer for at deltage i konkurrencen. Med fuldmagt fra Piras deltog Audit Service i konkurrencen på deres vegne.

Selve konkurrencen fandt sted den 7. oktober 2003. Inden konkurrencen blev afholdt fik konkurrencedeltagerne efter gældende lov indsigt i et udkast til forpagtningsaftalen. Udkastet var på adskillige punkter i uoverensstemmelse med gældende russisk lovgivning og indeholdt således nogle risikable faktorer for forpagteren. Obschina Piras blev den erklærede vinder.

Ifølge ”Bestemmelse om afholdelse af konkurrence angående leje af land” skal forpagtningsaftalen underskrives ikke mere end 20 dage efter afholdelsen af konkurrencen. For at underskrive aftalen tog advokaten to gange forgæves til Lujarvi, men underskrivelsen blev udsat af følgende årsager: organisatorerne af konkurrencen nægtede at underskrive den rettede udgave af aftalen, desuagtet at den oprindelige udgave ikke overholdt gældende lovgivning. I starten lod organisatorerne som om de foreslåede rettelser ikke fandtes. Derefter fremlagde advokaten endnu engang ændringer til forpagtningsaftalen. Aftalen med ændringer blev underskrevet og sendt til Lujarvis Skovstyrelse, som nægtede at anerkende denne udgave af aftalen.

For at løse dette problem blev der indledt forhandlinger med Skovstyrelsen og der blev oprettet kontakt mellem parternes advokater. Til selve forhandlingerne mødte Skovstyrelsen ikke op.

Alle organisatorernes handlinger i forbindelse med underskrivelsen har ikke levet op til fordringerne i lovgivningen, hvis sagen blev taget op i retten, ville han derfor være forpligtet til at bringe forpagtningsaftalen i overensstemmelse med gældende russisk lovgivning. Derfor forberedte advokaten øjeblikkelig et søgsmål.

Obshina Piras ønskede dog ikke at sagsøge organisatorerne og underskrev den udgave af forpagtningsaftalen, som organisatorerne havde fremlagt. Dette gjorde de på egen hånd uden advokatens medvirken.

Lederen af Obschina Piras, Andrei Julin, forklarede INFONOR baggrunden for denne beslutning. I Rusland besidder embedsmænd stor personlig magt. Endvidere ville de opfatte en retssag om tvistlighederne som et angreb på dem personligt. Andrei Julin var derfor bange for repressalier, når han skulle ud og forhandle forlængelse af kontrakten med de selv samme embedsmænd om nogle år.

INFONOR var bekendt med sådanne formodninger blandt menigmand i Lujarvi og meget kan tale for deres rigtighed. Samernes erfaringer med diskriminering og tilsidesættelse gør også sit til, at de udviser forsigtighed overfor myndighedspersoner. INFONOR mente ikke, at vi var i en position, hvor vi skulle afgøre om tiden var moden til, at samerne skulle kræve deres ret og træde op imod myndighedernes tyranni. Dette er noget, som kun de selv kan og har ret til! Meget stod på spil for Obschina Piras, og vi bifaldt derfor deres beslutning.

Audit Service forklarede punkterne, der er i modstrid med gældende lov som følgende:

Overtrædelse: ifølge art. 1 i den føderale lov ”Om betaling for jord” skal forpagter ikke betale jordskat.

Overtrædelse: art. 450, 452, 619 den Russiske Føderations Civilret. Ensidig ophævelse kan kun ske efter kendelse. Forpagter skal have modtaget advarsel, i hvilken han pålægges at udbedre overtrædelsen.

Følge: på et hvilket som helst tidspunkt kan aftalen erklæres for ophævet uden forudgående drøftelse af den begåede overtrædelse af aftalens bestemmelser. En af de allervigtigste følger af aftalens uoverensstemmelse med lovgivningen er, at den erklæres ugyldig, hvilket har bestemte retsmæssige følger.

1. At udarbejde og sammen med udlejer at godkende en brandslukningsplan, den skal iværksættes indenfor bestemte tidsrammer.

2. Uden indsigelse at erstatte tab påført skovbruget. Med denne forordning overdrager udlejer fuldstændig ansvaret for skovlodden til forpagter. Dette muliggør, at forpagter hvis nødvendigt kan tvinges til at betale Skovbruget for hvad som helst, det vil sige, at der er en særlig mulighed for at udøve økonomisk pression som udlejer kan udnytte mod forpagter.

Eftersom den overvejende del af Forpagtningsaftalens betingelser er i overensstemmelse med gældende russisk lov, er den kendsgerning, at en del af bestemmelserne om forpagters rettigheder ikke er medtaget i aftalen, ikke udtryk for, at forpagter ikke har ret til at udnytte disse rettigheder. Derfor er det nødvendigt, at Obschina Piras i forpagtningsforløbet og i samarbejdet med Lovozero skovbrug udover Forpagtningsaftalen også retter sig efter Skovloven og den Russiske Føderations forordning af d. 24.03.1998 N 345 ”Om bekræftelse af bestemmelser vedrørende forpagtning af skovlodder”.

Forpagtningsaftalen kan bringes i overensstemmelse med lovgivningen og de øvrige forhold kan bilægges på følgende måde. En henvendelse til udlejer med forslag om at indføje ændringerne i Forpagtningsaftalen, og i tilfælde af afslag, kan der stilles retskrav om at indføje ændringerne i aftalen, men kun i de tilfælde, hvor de er i modstrid med lovgivningen.

Det er dog nødvendigt at gennemanalysere, hvorvidt dette kan have indflydelse på det fremtidige samarbejde med Lovozero skovbrug og på udsigten til fornyelse af Forpagtningsaftalen.”

På baggrund af ovenstående kan man måske undre sig over, at Obschina Piras besluttede sig for at underskrive aftalen. Lad det være sagt straks, i Rusland er jura en ting og daglig praksis en anden ting. Ved at bevare gode relationer til de embedsmænd, der kunne tænkes at ville udnytte ulovlighederne i kontrakten, har Piras sikret sig uformelt imod at dette sker, og samtidig har de et godt menneskeligt grundlag, når de skal ud og forhandle om lejeforlængelse af kontrakten.

I forhold til Slægtsobschinaen Piras fandt et heldigt sammentræf af følgende omstændigheder sted:

a) De jorder, der interesserede obschina Piras frigjordes, idet den tidligere forpagtningsaftale udløb.

Obschina Piras havde i forvejen erhvervet sig et pakhus i udkanten af Lujarvi, med tilhørende areal. Pakhuset er et tidligere bageri og egnede sig godt til garage, lagerrum og arbejdslokale til samesløjd ( Duodji) . Med midler fra projektet satte man lokalerne i stand, fik radiatorer og en port, så man kan køre biler, snescooter og bæltekøretøjer ind i garagen. Udover at fungere som garage for obschinaen, driver man også et lille autoværksted her.

Da lejekontrakten til landområdet (48.240 hektar) var sikret kunne man tænke på at opføre et hegn, der skulle forhindre dyrene i at vandre imod syd. Mod nord og øst var der naturlige afgrænsninger af store indsøer. Området ligger syd for Lujarvi by ved samernes gamle kultplads, Seidjaur, og lige over for Julin samernes historiske land. Terrænet omkring Seidjaur er udlagt som naturreservat, men efter russisk lovgivning er det tilladt urfolkene at drive traditionelt erhverv på sådanne naturreservater.

Det viste sig desværre, at vi havde regnet forkert angående priser på hegn, og derfor blev der ikke så mange kilometer hegn som beregnet. På et møde i Lujarvi mellem Obshina Piras, repræsenter for norsk sektion af Samerådet og INFONOR enedes man om at opføre hegn på særligt udsatte steder. Det blev vedtaget, at man i stedet for hegn på hele den ønskede strækning måtte vogte intenst. Hertil skaffede Samerådet en ny snescooter, som sammen med de snescootere som obschinaen i forvejen rådede over ville gøre vogtningen mulig. Ligeledes skaffede Samerådet midler til ekstra hegn.

Obschina medlemmernes rener, der græssede sammen med Tundras rener, var spredt over et stort landområde, og man kunne først skille dyrene ud, når Tundra alligevel samlede renerne, ligesom det måtte ske om vinteren, så man kunne anvende snescootere til transport. Den første udvælgelse fandt sted blandt renerne på tundraen i Belogolovka 90 kilometer fra Lujarvi (november 2004 ) og den anden udvælgelse fandt sted ved Lujarvi (marts 2005) . Afstanden mellem Lujarvi og obschinaens boplads er 40 kilometer. En del af renerne måtte man binde til slæder og transportere dem med snescooter. Andrei Julin er meget nøjeregnende og påpasselig med udvælgelse af de rener obschinaen købte. Renerne blev købt fra forskellige flokke og på de gunstigste tidspunkter, således at man fik mest muligt ud af pengene. Dette trak projektperioden ud, men til gengæld blev resultatet godt.

Det betød meget for INFONOR, at projektet blev gennemført på obschinaens betingelser, således at den lokale ekspertise kunne udnyttes optimalt. Andrei Julin knyttede de bedste hyrder til projektet og erfarne folk til hegnopsætningen. INFONOR havde flere møder med disse folk og efterhånden viste der sig et positivt billede af obschinaens muligheder og folkenes faglige kunnen. Arbejdet med renerne består primært i vogtning, ligesom man har kastreret en del rener. Herudover har man trænet nogle rener til kørerener, som skal bruges med henblik på turisme.

Vinteren 2005 var de første turister fra Moskva ude i terrænet og erfaringen med dette er så gunstige, at Obshina Piras vil satse på at udvide med mere turisme. Piras har indgået aftaler med et turistbureau, som skal markedsføre dem. Andrei Julin har som noget nyt købt 9 grise og undersøgt mulighederne for at sælge renkød til St. Petersborg. Alt i alt tegner der sig billedet af et driftigt foretagende, som har fremtiden for sig. Andrei Julin har vist sig som en dynamisk igangsætter, og som vi skal se en betydelig rollemodel for andre potentielle igangsættere i byen.

Projektet skred frem og medens det økonomisk set tegnede godt for fremtiden gik samarbejdet mellem Galkin familien og Julin familien dårligt, indtil de helt ophørte med at samarbejde. På det tidspunkt skulle renerne udtages fra flokken og Andrei Julin fik assistance af Vasilii Sarvanov. De to familier kunne åbenbart ikke enes om driften. Dette resulterede i, at der blev indkaldt til et obschina møde i august 2004. På dette møde deltog Leif Halonen og Olav Matthis fra den norske sektion af Samerådet og Miriam Weiss og Claus Oreskov fra INFONOR. Det var det første formelle møde i lang tid og mødet endte med, at familien Galkin frivillig forlod obschina Piras og familien Sarvanov kom ind i stedet.

Globaliseringen og ikke mindst regionaliseringen er så småt begyndt at sætte sit præg på Lujarvi. Regionaliseringen vil først af alt sige samarbejdet med Norge og til dels Sverige og Finland. De norske samiske organisationer, institutioner og byer som Karasjok er meget aktive med at yde forskellige former for støtte til stabilisering af byen. I butikkerne kan man opleve at ekspedienten forstår en del norske ord og folk er blevet fortrolige med gæster udefra. Nogle tjener på bed and breakfast. På Pionerskaya fanges øjet af det nyistandsatte samiske kulturhus, hvor flere samiske institutioner har til huse. Med midler fra nabolandene driver man nu Sameradio her, der sendes på kildinsamisk og russisk. Mellem de faldefærdige rønner er der skudt et lille rundt hus op med spilleautomater. Omkring dette ”mini Las Vegas” flokkes ungdommen og gør deres første bitre erfaringer med kapitalismen, man kan nemlig ikke vinde rigtige penge.

Huslejen er steget og arbejdsløsheden er steget. SHPK Tundra er mere konkurstruede end nogensinde. De, der kan, flytter fra byen, de ressourcestærke og bedst uddannede flytter til Murmansk by eller længere væk.

Renhyrderne er stadig de værst stillede, men til trods for den fortvivlede situation er der født et håb. Alle har fulgt med i projekt obschina Piras, mange troede ikke på, at det kunne lade sig gør. Nu diskuterer hyrderne indbyrdes og lægger planer for nye obschinaer. Flere er allerede organiseret og registreret som obschinaer. Det kan give problemer med SHPK Tundra, hvis man er ansat der. En hyrde, der er med i en ny obschina, er allerede blevet fyret. Det var et stort slag, men der er ingen vej tilbage, mener mange. I det hele taget er SHPK Tundras holdning til udviklingen tvetydig. Samtidig med, at de truer hyrderne med fyringer, hvis de organiserer sig i obschinaer, tilbyder de at hjælpe med afgivelse af land til de nye obschinaer. I starten var der ingen tvivl om, at SHPK Tundra troede, at de kunne tjene enorme summer, men det har de øjensynligt indset er urealistisk. Så lige nu er det meget afgørende, hvad SHPK Tundra beslutter sig for: at hjælpe eller bremse udviklingen hen imod privat rendrift.

Samtidig med at Nordisk Minister Råd udarbejder strategier for Ruslands projektstøtte i Nordens nærområder, så udfaser Danmark støtten til urfolk i Rusland.

Dette sker uden forudgående evaluering eller vurdering af den hidtidige indsats. Man begrunder det med, at Ruslandsstøtten skæres ned generelt og glemmer, at urfolkene fik en særstatus i dansk urfolkpolitik, også når det gælder Rusland. Begrundelsen for at give bistand til russiske urfolk var, at de mange steder var fanget i fattigdomslommer.

Der er også i Danmark en stor vrangvilje imod at give støtte til infrastruktur og forskellige værdier. Af denne grund har INFONOR fået nej til støtte til nye obschinaer. Det var før projekt obschina Piras var færdigt, og vi håber, at dette projekts succes kan være med til at forandre holdningen i det danske Udenrigsministerium.

Vi blev mange dyrebare erfaringer rigere og er i dag bedre rustet til at føre lignende projekter ud i livet.

Samarbejdet med Audit Service viste sig at være uundværligt. Støtten fra og samarbejdet med Samerådets norske sektion anser vi også som nødvendigt for eventuelle kommende projekter.

Vores kendskab til de lokale forhold, mennesker og ikke mindst vigtige ressourcepersoner er i dag større. Uden et sådan kendskab til de lokale forhold og ressourcepersoner man kan trække på samt indsigt i samepolitiske spørgsmål, vil vi ikke anbefale, at man giver sig i kast med et projekt som dette.

Til trods for den negative udvikling m.h.t. bistand til russiske urfolk arbejder INFONOR hårdt på at få de nødvendige midler til at videreudvikle arbejdet med privatisering af rendriften i Lujarvi. Vi skal vende de negative forestillinger hos politikerne og samtidig lede efter alternative finansierings muligheder. Det er et ressourcekrævende og vanskeligt arbejde.

Efter en tid med økonomisk chokterapi og bankerot er Rusland ved at komme på fode igen. Varerne er tilbage på hylderne. I Moskva og St. Petersborg bugner varehusene, men det er med fremmede varer.

Det økonomiske opsving skyldes eksport af olie og gas, medens der ikke investeres i lokale småindustrier og den øvrige maskinpark samt infrastruktur er slidt totalt ned. Udenlandske investeringer har skabt øer med relativ velfærd, men for periferiens vedkommende er situationen sine steder forværret. Landets urbefolkning har ikke del i noget økonomisk opsving. Folk rejser bort fra Sibirien og Nordrusland og efterlader urfolkene i et socialt kaos.

Med penge fra Verdensbanken er man ved at flytte mellem 200.000 og 600.000 mennesker fra yderområderne til storbyerne i europæisk Rusland. I Murmansk oblast (amt) ser man også frem til opsvinget. Her har man en vigtig udskibningshavn og ude i Barentshavet nogle af verdens rigeste gasfelter. Hvis området bliver et rigtigt vækstcenter, med Murmansk by som omdrejningspunkt, vil arbejdskraft blive suget ind fra de omkringliggende byer, hvor arbejdsløsheden er enorm. Kun de byer, der har deres egne ressourcer, som de kan afsætte til vækstcenteret, vil undgå at ende som spøgelsesbyer! Samarbejdet henover grænserne har også skabt nye muligheder og bedre levevilkår for nogle. Elendigheden er ikke længere så påtrængende i Murmansk by som for bare 10 år siden. Folk er bedre ernærede og bedre klædt.

Så meget større er kontrasten, hvis man bevæger sig bare nogle kilometer udenfor Murmansk. Her mødes man af en social trøstesløshed og apati, som ikke er blevet bedre i de forløbne år. Det er her ude samerne bor, det er under disse forhold, de skal kæmpe for social og kulturel overlevelse.

Jorden drejer om sin akse, som den altid har gjort, alt imedens globaliseringen tager til i styrke og bredde. De samme økonomiske kræfter, der producerer velstand og overskud et sted på jorden, producerer fattigdom og afhængighed et andet sted. Selv indenfor samme region kan man se denne tendens. Fordi den globaliserede økonomi består af et sammenhængende økonomisk system, hvor relationerne mellem sektorerne består af: udbytning, dominans og afhængighed. Rigdom og fattigdom er relative fænomener i den globale økonomi og de bliver til virkelighed i skæringspunktet mellem homogeniserende globale processer og heterogeniserende lokale processer.

Her i dette felt, hvor den menneskelige faktor trods alt spiller ind (alt globalisering til trods), har projekt obschina Piras vist os, at lokalt initiativ forbundet med økonomisk støtte udefra kan vende en negativ social udvikling. Uden overordnet planlægning og økonomisk støtte går det bare ikke.

INFONOR har drøftet privatiseringen af rendriften i Lujarvi sammen med Samerådets norske sektion, renhyrderne og deres familier i Lujarvi, og vi er alle enige om på det kraftigste at anbefale fortsat støtte til projektet.

Meget er allerede gjort for at få sat udviklingen i gang, men der mangler stadig en del planlægning og den økonomiske base. Mange har engageret sig i arbejdet, f.eks. giver det juridiske firma Audit Service hyrderne gratis juridisk rådgivning. Det samme gælder norsk sektion af Samerådet, der løbende er i kontakt med samerne i Lujarvi. Både Samerådets norske sektion og INFONOR afsøger mulighederne for støtte og lobbyer diverse politikere og relevante instanser for at få støttemidlerne hjem.

Vores største problem er at få penge til at opbygge infrastrukturen for rendriften. Medens det er relativt nemt at få penge til: møder, konferencer, kulturel afholdelse etc. har det vist sig næsten umuligt at få penge til det basale - nemlig til at sikre rendriften for samerne i Lujarvi. Samisk rendrift i Lujarvi er både kulturbærende og afgørende for den daglige eksistens. Som en af hyrderne sagde: ”når den sidste ren er væk så er det slut med samerne”.

Samarbejdet mellem de lokale hyrder, Samerådets norske sektion og INFONOR har vist sig så frugtbart, at vi ønsker at bevare og udvikle dette samarbejde. Vi skal have flere obschinaer og landområder til deres rendrift. Hertil kommer produktudvikling, mobile slagterier efter norsk forbillede og forskellige tiltag med henblik på afsætning af produkterne til det lokale marked.

[1] Samerådet er en samisk interesse og græsrods organisation der fungere som paraplyorganisation for samerne i: Norge, Sverige, Finland og Rusland.