|
Ruslands indianere Eller de glemte folkeslag i Nordrusland, Sibirien og Russisk Fjernøsten Af
Claus Oreskov I det nordlige Rusland, Sibirien og Russisk Fjernøsten bor en lang række folkeslag som på russisk har fået fællesbetegnelsen: ”de små nordlige folkeslag”. Fælles for dem er, at de har beboet disse landområder længe før russerne kom dertil og koloniserede landet. Oprindeligt levede de alle af naturen som enten jægere og fangere, fiskere eller rennomader. I dag er hovedparten af dem stadig knyttede til disse erhverv. I denne artikel vil jeg fremstille forskellige sider af disse folkeslags historie og nuværende situation.
Urfolksbegrebet I en vesteuropæisk sammenhæng ville vi kalde ”de små nordlige folkeslag” for enten: oprindelige folk, indfødte, stammefolk, naturfolk, vilde folk eller urfolk. Hver af disse forskellige betegnelser gemmer en måde hvorpå man har betragtet disse folkeslag. Vi taler om en gruppe der i nogen sammenhænge også omfatter f.eks.: indianere i nord og syd Amerika, inuit i Canada, samer i Skandinavien eller maorier på New Zealand. Jeg vil derfor i stedet for ”de små nordlige folkeslag” bruge betegnelsen: russiske urfolk for også at kunne forstå disse folkeslag i en international sammenhæng. Fra min side er det lidt af en tilsnigelse, for urfolks begrebet er ingenlunde ens i russisk og international forstand. Definitionen på urfolk er flydende men de fleste vestligt orienterede lande er enige om at tage afsæt i ILO konventionen 169, som en lang række lande herunder Danmark har underskrevet. Heri hedder det at urfolk er: ”
folk i selvstændige lande, der betragtes som tilhørende et
oprindeligt folk, på grund af deres nedstamning fra folk, som
beboede landet eller en geografisk region, som landet tilhører, på
tidspunktet for erobring eller kolonisering eller oprettelse af de
nuværende statsgrænser og som, uanset deres juridiske status,
opretholder nogle af eller alle deres egne sociale, økonomiske,
kulturelle og politiske institutioner. ( http://www.menneskeret.dk/menneskeretieuropa/fn/oprinfolk/ ). I Rusland har man som sagt en anden tradition for hvem som er urfolk. Her er det bl.a. mængden der gør udslaget. Ifølge artikel.1 i loven for ”de små nordlige folkeslag” i Rusland defineres de som: ”de små nordlige folkeslag i Rusland er folkeslag, der er bosat i deres forfædres traditionelle territorier, som vedligeholder en særlig livsstil, som tæller mindre end 50.000 personer og som opfatter sig selv som adskilte etniske fællesskaber”. Det er værd at lægge mærke til, at både i ILO konventionen og i den russiske lov lægges der vægt på de pågældende folks egen opfattelse af sig selv som tydelige afgrænsede fællesskaber. Hvorfor det kan være vigtigt, at indkredse hvem som er urfolk og hvem som ikke er urfolk, hænger sammen med rettigheder som er specielle for urfolk. Det kan være rettigheder, der skal beskytte urfolkene imod overgreb på f.eks. deres muligheder for at drive fangst og jagt eller der kan være tale om rettigheder til brug af bestemte landområder. Det kan også være politiske rettigheder som med og selvbestemmelse i egne affære. Når alt dette er sagt om urfolk som tilhørende en bestemt kategori, er det ligeledes vigtigt at fremhæve de store forskelle der karakterisere de forskellige russiske urfolk. Urfolks begrebet er dels en arbejdsteori, der gør det muligt at sidestille forskellige folkeslag: politisk, økonomisk, juridisk, kulturelt osv. Og dels en politisk strategi der gør det muligt at fremstille politiske krav i fællesskab med andre folkeslag, som på mange måder er i samme situation som en selv. Det at føle sig som tilhørende et urfolk behøver ikke at være et enten eller. Enten er man russer eller f.eks. same, man kan være både og. Både russer og respektive: same, korjak, nenetser osv..
De russiske urfolk Urfolk i Rusland bor spredt på tundraen i skovene (tajgaen) ved havet og i bjergene. Mange er beskæftiget med rendrift, jagt og fiskeri eller sædvanligvis en blanding af dem alle. De taler forskellige sprog men nogen af dem tilhører samme sproggruppe som så kan være mere eller mindre indbyrdes forståelige. Religiøst deler nogle de samme forestillinger om kræfter i naturen som man kan samtale med og påvirke på forskellig vis, andre er kristne, buddhister eller ateister. Forskellene mellem de forskellige folks situation bliver proportionelt større når man går fra almindelige betragtninger så som rendrift, fiskeri, jagt til at se på hvordan de forskellige former for erhverv udøves i hver sit tilfælde. Som eksempel vil jeg pege på rendriften. Renerne (eller rensdyrene) foretager sæsonmæssige vandringer som styres af behovet for føde, varme – kulde påvirkninger og insektplagen som nogle steder i Sibirien er ganske forfærdelig for både dyr og mennesker. Hvor det er muligt vil renerne om sommeren søge enten op i bjergene eller ud til kysten for at undslippe insekterne. De folkeslag der følger renflokkene på deres vandringer og lever af disse flokke kalder vi sædvanligvis rennomader. Rennomaderne stiller også deres krav til vandringsruterne, så man kan sige at den måde vandringerne foregår på er en syntese mellem renernes og menneskenes behov. Resultatet er forskellige former for rendrift. Man taler om tundra rendrift eller skov rendrift og en blanding af disse. Endvidere kan vandringsruterne variere fra hundrede af kilometer til mindre vandringer. Renflokkenes størrelse er meget forskellig alt efter de økonomiske behov og muligheder. Hos nenetserne og hanterne i det nordvestlige Rusland er det almindelige at en familie skal have mellem 150 til 300 rener for at overleve. Her anvender man hovedsageligt renerne til eget forbrug og kun ganske lidt af produkterne fra renerne omsættes til penge. Til gengæld bor man i et område hvor pengeøkonomi spiller en underordnet rolle. Man bor i telte, som er enten af lærred eller renskind og som er nemme og billige at opvarme om vinteren. Tøj sys også af renskind og det daglige ”brød” er renkød, fisk og hvad man ellers kan jage og fange. Til forskel skal en samisk familie på Kola-halvøen helst have omkring 700 – 800 rener, hvis de skal overleve med privat rendrift. Det skyldes at de russiske samer bor i et område, hvor de er afhængige af en pengeøkonomi. De skal betale husleje og varme, forskellige dagligdagsvarer og andre fornødenheder. Økonomisk lever de i et moderne samfund med alle de udgifter som det indebærer men uden mulighed for en modsvarende indtægt. Mange supplerer derfor deres indtægt med fiskeri og indsamling af bær og svampe. I dag er der kun et privatejet rendrift brug på Kola-halvøen, noget jeg skal vende tilbage til. Hos nenetserne og hanterne er der en hel del familier der følger med renflokkene på deres vandringer udover de enorme tundraer. Anderledes er det hos samerne på Kola-halvøen, her er det almindeligt at mændene tilbringer måneder alene sammen med renerne og børn og kvinder bliver inde i byerne. Måske har lederen af rendrift sammenslutningen sin familie eller kone med. I sådanne tilfælde tjener konen en løn ved at lave mad og sy for mændene. De store forskelle i livsbetingelser og levevilkår blandt rendrift nomader gælder også for de mange andre erhvervs former. Det er klart, at der er stor forskel på fiskeri i søer og floder i indlandet og havfiskeriet ude ved kysterne, der kan suppleres med jagt på de store havpattedyr: hvaler og hvalroser. Inuit og tjuktere som bor på Tjukotka jager disse dyr fortrinsvis til egen husholdning. Andre steder hvor man lever af jagt er man afhængig af en penge økonomi, det gælder f.eks. jukagirerne i det indre af Sakha republikken, der er enormt afhængige af zobel jagten. Mange steder vil man se en blanding af køkkenøkonomi, penge og udveksling af produkter og gaver. At være
eller ikke være et urfolk Ovenfor anførte jeg, at det er størrelsen på gruppen, der bestemmer, om et pågældende folkeslag anses som et urfolk i Rusland. Nogle folkeslag er for mange. Jakuterne og komierne fremhæves ofte som for mange til at komme ind under urfolks betegnelsen. I virkelighedens verden er komierne en talrig gruppe i Komi republikken medens de f.eks. på Kola-halvøen kun er nogle få tusinde. Det er derfor beskæmmende, at andre urfolk i Rusland udfra kriteriet om talmæssige størrelser forsøger at holde andre ude for selv at opnå flest fordele. Dette gælder f.eks. paraplyorganisationen RAIPON, der ikke er alt for gode til at anerkende alle de der regner sig selv for et urfolk. Værre er det imidlertid at vestlige regeringer og ngo’er i misforstået solidaritet med dem, der allerede har urfolks status, også blander sig i diskussionen om hvem som er et urfolk og hvem som ikke er og dermed dømmer nogle udenfor mulighederne for hjælp og støtte. Dette er yderligt skamfuldt i og med, at vi i Vesten har et andet urfolk kriterium, jævnfør ILO 169 konventionen.
Problemerne. Problemerne for Ruslands urbefolkninger er mange og næsten uovervindelige. I tidens løb er der forsvundet flere russiske urfolk fra landkortet og faren for at endnu flere vil forsvinde i allernærmeste fremtid er desværre overhængende. Denne snigende og gradvise udslettelse af hele folkeslag kalder man kulturmord i modsætning til folkemord, der er en meget mere iøjnefaldende ting. Alle er imod folkemord medens det kan være vanskeligt at mobilisere politikere og andre ansvarlige når det kommer til kulturmord, fordi denne proces kan være svært gennemskuelig. Op gennem kolonihistorien har de russiske urfolk måtte lægge ryg til lidt af hvert. Af de russiske zarer blev de pålagt skatter, som de betalte med pelsværk. Den russiske kirke arbejdede målrettet på at udrydde de oprindelige trosforestillinger. Urfolkene blev udsat for plyndringer og det kom i mange tilfælde til krigsudgydelser. Forbrydere og politiske fjender af zaren blev i 10.000 vis sendt til Sibirien for at afsone strenge fængselsstraffe og kolonisere landet. Efter den russiske revolution i 1917 hvor man begyndte at opbygge Sovjetunionen var der stor set 2 holdninger der dominerede forholdet til urfolkene. Den ene holdning kunne man kalde den etnografiske den gik ud på at urfolkene var de yngste børn i den sovjetiske familie og at det var statens opgave at civilisere disse folk. Den anden holdning var økonomisk. Først gik man ud fra at urfolkene kunne bidrage økonomisk til udviklingen af Sibirien, senere mente man at urfolkene stod i vejen for en industriel og kommerciel udvikling. I tidens løb kom den sidste holdning til at dominere over den første. I begyndelsen af 20’erne blev urfolkene tvangskollektiviserede ligesom resten af befolkningen i det daværende Sovjetunionen. Samtidig ophævedes den private ejendomsret hvilket indebar at rennomaderne f.eks. skulle aflevere deres private rener til kollektivet. I begyndelsen var der tale om private kollektivbrug dvs. at medarbejderne ved kollektivet selv stod for tab og gevinst men under Stalin blev så godt som alle urfolks kollektivbrug omdannet til statsbrug. De første urfolks kollektiver var ofte organiserede som klan eller familiemæssige størrelser, medens statsbrugene i mange tilfælde var multietniske. Dette betød, at man kunne se stort på nedarvede rettigheder til fangst og jagt samt rendrift, fordi disse rettigheder var ejet at de forskellige klaner eller grupper som mere eller mindre var omgået i kollektivet. Et kollektivbrug efter sovjetisk mønster kunne bestå af flere virksomheder som delte en fælles økonomi. Et eventuelt overskud eller underskud i en af virksomhederne blev udlignet med de andre virksomheder i kollektivet. Var der f.eks. et overskud i rendriften kom det som oftest ikke de ansatte til gode, i stedet blev overskuddet dirigeret over i andre mindre givende foretagender. Både for rendriften, jagt og små fiskeri gjaldt det, at disse erhverv fik omfattende statssubsidier. I tiden med tvangskollektivisering gennemlevede urfolkene samme former for forfølgelser som resten af Sovjetunionens befolkninger. Særligt hårdt gik det ud over rennomaderne, som man frygtede, fordi de var svære at kontrollere. Noget om snakken var der. I dag ved vi at flere nenetser familier aldrig blev kollektiviserede. Under hele sovjetperioden migrerede de omkring med deres renflokke på de uhyre store tundraer i Nordrusland. De havde næsten ingen kontakt med det omkringliggende samfund og kom kun ind til byerne og markedspladserne på korte ophold.
Ligesom kollektiviseringen i sin tid var en destruktiv oplevelse for urfolkene, hvor deres traditionelle livsform og erhvervsudøvelse blev smadret, på samme måde oplevede urfolkene omstillingen til markedsøkonomi som en social og økonomisk katastrofe. Statskollektiverne blev de fleste steder nedlagt. Nogle steder fortsatte de med at eksistere som kooperativer støttet enten af olie og gas industrien eller med nye former for statsstøtte. Andre steder blev de overtaget af mafiaen og mange kollektiver ophørte med at eksistere. Uanset under hvilken form de levede videre tårnede problemerne sig op, problemer som man ikke kendte til under den sovjetiske økonomis beskyttende paraply. Jeg vil igen bruge nogle eksempler fra rendriften. I Sovjetunionen betalte staten store tilskud til transport af mennesker og materialer. Bor man i Sibirien og skal ud til renerne kan der godt være nogle hundrede kilometer ud til flokkene. Her er ingen veje eller togbaner og det almindeligste var helikoptertransport. Ligeledes kunne jægere og fiskere få transporteret deres produkter med helikopter. I dag sker helikopter transport med privatejede helikopterfirmaer. Det er der ingen urfolk, der har råd til og mange går de hundrede af kilometer ud til renerne eller hvis det er muligt anvender floderne som transportveje. Skulle man i dag transportere renkød med helikopter ville kiloprisen for kødet blive så høj at ingen kunne købe det. I det hele taget er infrastrukturen brudt totalt sammen undtagen indenfor olie og gas industrien. Omstillingen til markedsøkonomi har kastet urfolkene ud i ubeskrivelig fattigdom og social elendighed som sagtens kan sammenlignes med den man kan opleve i Ulande. Det har nogle steder betydet, at man er gået tilbage til tidligere tiders selvforsynings økonomi, hvor man jager og fanger til eget forbrug og til tuskhandel. Hvor romantisk dette kan synes for udenforstående, så er det kun en stakket frist. Urfolkene lever nemlig ikke i et vakuum. Lige meget hvor isoleret nogle grupper lever, så er de også en del af det russiske samfund på godt og ondt. De rammes af sygdomme og har brug for medicin og lægehjælp. De er ligeledes afhængige af mange forbrugsartikler, som kun kan købes for penge som f.eks. ammunition og fangstredskaber samt forsyninger til husholdningen. Til den sociale og økonomiske elendighed skal man så lægge den kulturelle. Alle urfolkene har under hele kolonisationshistorien været udsat for en systematisk ødelæggelse af deres distinkte kulturer. De fik ødelagt deres erhvervsformer, deres familiemønstre, deres økonomier, deres religion blev forbudt og deres sprog blev metodisk nedbrudt. Hertil skal man så tilføje truslen fra forureningen og resurseudvindingen. Urfolkene bor i yderkanten af det russiske samfund, der hvor man har deponeret alt affaldet fra storsamfundet. Det gælder f.eks. radioaktiv dumpning i Barentshavet og på østkysten af Kamtjatka og det gælder den massive forurening fra industrien over hele Nordrusland. Værst er forureningen fra olie og gas industrien i Nordrusland og Vestsibirien. Mange steder er rendriften ødelagt og fiskeri er også umuligt pga. forurening med tungmetaller i fiskene. Der er al mulig grund til at frygte stadig større naturødelæggelser i fremtiden. Efter Sovjetunionens sammenbrud er der åbnet op for adgang til Ruslands naturresurser og alverdens overnationale selskaber står i kø for at komme til. I Rusland er arbejdskraften billig, der er få eller ingen udgifter til miljøbeskyttelse. I dag er flere af de selskaber, der udnyttede de tropiske regnskove, rykket ind i de sibiriske skove. Her kan de fælde løs af skoven i fred for verdens øjne hviler ikke på dem på samme måde som før. Indtil dags dato har det været sådan at urfolkene måtte vige for storsamfundets krav om stadig mere energi og råstoffer. Det har betydet, at mange urfolk har været nødt til at flytte ind til byerne, hvor de som oftest havner nederst på den sociale rangstige med alt hvad det medfører af armod, sygdom, druk, skilsmisser, omsorgsvigt og selvmord. Således er gennemsnitslevealderen for samiske mænd i Rusland kun 42 år. Der er love, der skal beskytte urfolkene, både regionale og føderale. Et problem i Rusland er at lovene bestandigt bliver lavet om! Et andet er at de føderale love nogle gange ophæves af de regionale og omvendt. Endelig er det vigtigere at have et godt forhold til de lokale embedsmænd end det er at holde loven. Det er nemlig de lokale embedsmænd, som bestemmer hvordan loven skal håndhæves. Under hele sovjettiden blev befolkningen planmæssigt umyndiggjort og passiviseret. Urfolkene blev i særlig grad passiviseret fordi de gang på gang fik at vide at russerne vidste bedre, var bedre og gjorde al ting bedre. Sløvheden sidder dybt i de fleste og krisen gør sit til at mange giver op og går til grunde i drukkenskab. Alligevel er der alle vegne nogle ildsjæle, der har overskud nok til at gøre en indsats for at redde urfolkenes kulturer og søsætte sociale eksperimenter, der kan sætte gang i beskæftigelsen. Hvad
der bør gøres For at det russiske samfund skal kunne fungere i hver en krog er det nødvendigt at de kommunale, regionale og føderale lovgivninger harmoniseres, samt at infrastrukturen udbygges. Social og sundheds sektoren skal styrkes, så det bliver muligt for alle at få den fornødne hjælp. Der er allerede mange tiltag i gang for at løse disse problemer men opgaven er kolossal og det vil tage mange år inden man er så langt. Her vil vi koncentrere os om sådanne tiltag som på nuværende tidspunkt er mulige og hvor organisationer som vores egen INFONOR kan bidrage. For os er det indlysende, at man skal støtte de lokale ildsjæle og tiltag som allerede findes. Styrke de lokale kræfter gennem kapacitetsopbygning nedefra græsrødderne. I mange tilfælde vil det betyde hjælp til at få en forening til at fungere: leje af lokaler anskaffelse af Pc’er, fax og telefon. Nogle steder findes ingen repræsentation og det er i sagens natur de urfolk, der er værst stillet. Her vil det i første omgang handle om organisering. Vi er også af den mening at man i udviklingsprojekter langt hen af vejen kan bruge lokal ekspertise. Det specielle ved situationen i Rusland er nemlig at det handler om et moderne industrisamfund, der er brudt sammen og ikke et uland, som aldrig har gennemlevet moderniteten. Russiske urfolk ved udmærket hvordan moderne produktionsmetoder fungerer og mange har højere uddannelser. I Rusland har man en lang forskningstradition og man har derfor den nødvendige basisviden på de fleste områder. INFONOR mener, at man skal bruge lidt mindre penge og energi på rådgivning og lidt mere på konkrete tiltag og dermed stimulere lokal foretagsomhed. Vi har kendskab til masser af områder hvor dansk industri kunne gå ind i frugtbare samarbejder og vi har også kendskab til masser af områder hvor en lille indsats vil gøre en stor forskel. Økoturisme er muligt mange steder og i den forbindelse er der en hel del urfolk, der gerne vil forarbejde og sælge kunstindustri. Produkterne er gerne horn og renskind forarbejdet efter traditionelle metoder. Det man så står og mangler er symaskiner. Andre steder er det en bådmotor eller noget så simpelt som patroner, så man kan gå på jagt og forsørge sin familie. Endeligt er der privatiseringen! Flere og flere urfolk benytter den russiske lovgivning, der giver ret til at danne obschinaer – familiebrug. En sådan urfolks obschina har jagt og fiskeri rettigheder og mulighed for at drive rendrift. Det er et vigtigt indsatsområde at hjælpe disse obschinaer i gang økonomisk. Tænk på at vi fra vesten i næsten 80 år har prædiket privatisering som et socialt mantra overfor Sovjetunionen. Da landet så endelig indførte privatiseringen og som følge heraf kom ud i en uoverskuelig elendighed, da var hjælpen fra vesten lunken og halvhjertet. Moralsk er det forkasteligt og strategisk dumt, ingen kender fremtiden og den nuværende mulighed for at påvirke udviklingen i Rusland kommer måske ikke igen!
Hvad
er der gjort Danske og
grønlandske ngo’er og konsulentfirmaer har gennem Danmarks miljøstøtte
til Arktis der administreres af Miljøstyrelsen gennem en årrække
kunne få midler til miljørelaterede projekter som støtter
russiske urfolk. Da de fleste urfolk lever i og af naturen synes
denne pulje som skræddersyet. Gennem denne pulje har INFONOR f.eks.
skaffet midler til de russiske samers kontor og kapacitetsopbygning.
Samerne har ved hjælp at disse midler udrettet meget i lokalmiljøet
og som trumf tilskyndet til et omfattende naturfredningsarbejde på
Kola-halvøen. Det var velgørende at man efter en forespørgselsdebat
i folketinget den 4.maj 2000 afsatte en lille pulje, der var øremærket
til russiske urfolk og som administreres af udenrigsministeriet. Jeg
skal lige bemærke, at det var et enigt folketing, der besluttede at
åbne op for hjælp til urfolk i ikke Ulande og her tænkte man først
og fremmest på russiske urfolk. Her er det nu muligt at få hjælp
til rene medmenneskelige projekter uanset om de har en miljøvinkel
eller ej. INFONOR har med midler herfra oprettet en rendrift fond,
der er foregangsmand i et stort anlagt projekt, der skal genindføre
privat rendrift på Kola-halvøen. Foruden INFONOR er Samerådet gået
ind i arbejdet med faglig ekspertise og økonomisk støtte fra de
norske samer. Et af problemerne for ngo’erne er at få de nødvendige lokale kontakter for at kunne decentralisere projektarbejdet. For at bøde på dette oprettede INFONOR CHUM samarbejdet som dels er et e-mail samarbejde og dels består af afholdelse af internationale møder. Deltagerne i CHUM samarbejdet er ngo’er i Rusland, Europa og USA, russiske urfolk og forskere, der arbejder i de områder hvor urfolkene bor. Ngo’erne kan gennem dette samarbejde nyde godt at forskernes ekspertviden og urfolkene kan gennem dette forum præsentere forskellige projektforslag. Det første CHUM møde blev afholdt med støtte fra miljøstyrelsen i Hundested i 1999 og det fjerde CHUM møde vil blive afholdt i år i Skt. Petersborg. Fremtiden ser mørk ud for urfolkene i Rusland. Støtten fra Miljøstyrelsen er faldet helt bort og urfolkspuljen i Udenrigsministeriet er man begyndt at udfase. Begge dele er sket uden nogen samlet vurdering eller evaluering af indsatsens hidtidige effekt. Ligesom man heller ikke har konsulteret ngo’erne og andre eksperter på området. Det ser mørkt ud, netop fordi Danmark var foregangslandet med hjælp til russiske urfolk.
| ||||||||||
|
|
