Samisk renhyrde

Eget navn: Saam.

Historiske navne: Lapper, østlige eller Kola-samer.

Russiske navne: Saami, samskij, tidligere lopari.

Sprogfamilie: Finsk-ugrisk.

Dialekter: Kildin, Skolt, Akkala, Ter.
Sproget tales af ca. 800-900 personer.

Hvor mange er de/Hvor bor de: Ca. 1.800 i hele Rusland, de fleste på Koalahalvøen (Murmansk Region) og her især i Lovozero (samisk: Lujavr). Samerne udgør kun 0,15 % af Kolahalvøens ca. 1,2 mio. indbyggere. Nogle af de russiske samer: skolt-samerne tvangsforflyttedes til Sevettijärvi, Finland, da Petsamo-området annekteredes af Sovjetunionen efter anden verdenskrig.

Organisationer: OOSMO, Sámi Public Organisation of the Murmansk Region, Sovjetskaja Street, Postbox 10, 184590 Lovozero, Murmansk Oblast, Rusland. Tel/fax: 78153830157.
e-post: oosmo@mail.ru  Nuværende præsident for OOSMO er Jakov Jushkov. Arbejder med sprog-, kultur- og miljøbevaring.

Kolasamernes Organisation, dannet 1989/90 i Murmansk.

Begge organisationer er medlem af samerrådet.

Historie: Kolasamerne danner den østligste gren af samefolket, der ellers bor i det nordlige Norge, Sverige og Finland (Sápmi). Ifølge den nyeste forskning repræsenterer samerne - sammen med de øvrige finsk-ugriske folk - Europas urbefolkning.
Indvandringen til Kolahalvøen er nok sket for flere tusinde år siden. I det 9. århundrede skriver Ottar Viking for første gang om terfinnerne på halvøen. Og i det 12. århundrede beskriver Saxo Gramma-ticus samerne som dygtige bueskytter, skiløbere, shamaner og spåmænd.

Russerne koloniserede Kolahalvøen fra det 13. århundrede med hjælp af ortodokse missionærer, der kristnede samerne og byggede klostre. Til tider blev samerne beskattet samtidigt af såvel Karelen, Novgorod og Danmark-Norge.

Traditionelt set var samerne hovedsageligt jægere og fiskere, hvor hver familie havde sine afgrænsede fangstgrunde langs vandløbene om sommeren. Om vinteren samledes hele storslægter, siid, i faste byer, talv-siid. Rensdyr holdtes kun i små, løsgående flokke indtil i slutning af 1800-tallet, hvor komier og nenetserne indvandrede til halvøen med store flokke og introducerede stordriften. Ved kysten havde fangst af sæl, hvalros og fisk en vis betydning; skind, olie og elfenben opkrævedes i skat af klostrene og senere, staten.

Fra 1868 blev koloniseringen af Kolahalvøen forceret af russerne; samerne blev et mindretal, også gennem blandede ægteskaber med komier, nenetsere og russere. Sovjetsystemet indførtes på Kola i 1924 med oprettelsen af landsbysovjetten. Efter 1928 kollektiviseredes den hidtil private rendrift i kolkhoser (privatekollektiver). Kolkhoser som Samen, Renvogteren og Tundraen?? oprettedes, på trods af stor modstand fra de tidligere renejere. Modstanderne blev bl.a. sat i Solovets koncentrationslejr. Samerne lærte for første gang at skrive deres eget sprog med et latinsk alfabet. Modersmålslærere uddannedes i trediverne på Murmansk Lærerkollegie. Kostskolerne adskilte samerbørnene fra deres forældre og den traditionelle levemåde og indoktrinerede dem i den kommunistiske ånd.

ABC på kildin samisk, udgivet i St.Petersborg 2004

Efter omlægningen af rendriften og ødelæggelse af siid-systemet allerede i trediverne, blev centraliseringen af Kolahalvøens befolkning efter anden verdenskrig en anden stor trussel mod samernes identitet. Flere kolkhoser blev slået sammen til store statsbrug, sovkhoser, og en masseindvandring af industriarbejdere og militærfolk til de nye bycentre fandt sted. Særlig i tresserne tvangsforflyttedes kolasamerne fra deres traditionelle landsbyer til de nye centre, først og fremmest Lovozero-distriktet. Over 30 landsbyer afvikledes og lagdes øde. Voronja-siiden, hvis land oversvømmedes af en nybygget kraftværksopdæmning, flyttedes til en boligblok af samme navn i Lovozero by. Den "Store tvangsforflytning" forklarede sovjetideologerne med, at samerbyerne ikke havde nogen fremtidsudsigter, dvs. ikke kunne skabe det fornødne økonomiske grundlag. Tvangsforflytning af urfolk skete også i resten af Sovjetunionen. Man kan have mistanke om, at man ville tømme naturområderne for deres oprindelige og retmæssige ejere, så storkoncernerne havde frit slag for ressourceudvinding og miljøødelæggelse.

Kulturel og social status: Med perestrojkaen 1989 faldt jerntæppet og Kolasamerne kan i dag besøge og samarbejde med deres samiske slægtninge i de andre skandinaviske lande. På den anden side førte privatiseringen til, at de nordlige urfolk stod værgeløse på det sociale område og mistede selv de få rettigheder, som de ejede under sovjettiden. Samisk ejede privatforetagender med lidt kapital kan ikke konkurrere med store, rige firmaer. Ponojfloden, Kolas største lakseelv, blev forpagtet til amerikanerne i 25 år; dvs. at samerne ikke længere har retten til at fange fisk dér. Fiskeriet andre steder er stærkt indskrænket ved lov, vedrørende fangstudrustning og -mængde, samt dyretilladelser??. Dertil har samerne med en arbejdsløshed omkring 70 % ikke råd. I kooperativet Tundra arbejder kun 325 mennesker. Dertil kommer nogen små familieforetagender. Tyveri af rensdyr har været tiltagende; ofte er det militæret, der skyder dyrene ned fra helikoptere.
På den positive side af balancen efter perestrojkaen står forbedringen af den kulturelle situation. En skole i Lovosero underviser i Kildinsamisk fra 1.-5. klasse. Den norske samerby Karasjok har arrangeret kurser i nordsamisk. Ud over 30 lærebøger, findes der også nogle små bøger på Kildin. Flere samiske sang- og dansegrupper dannedes. Bedst gik det dog for samisk sløjd, som genoplivedes sammen med andet traditionelt håndværk som læder- og smedearbejde; til dels ved kurser i nabolandene.
Men et ikke alt for lyst demografisk billede tegner sig for Kolasamernes fremtid, da den gennemsnitlig livstid for samiske mænd på Kolahalvøen er på kun 44 år.
Organisationsniveauet og entusiasmen, særlig blandt de yngre, for at styrke den samiske identitet er dog stor og deltagelse i internationale konferencer høj. Dertil hjælper brødrefolkene i Skandinavien samt udenlandske NGO'er og regeringsorganisationer.

Miljøproblemer: Hele Kolahalvøen har store miljøproblemer på grund af koncentrationen af forurenende storindustrier og militæranlæg, inkl. atomubådsflåden og deres radioaktive affald.
Severonikel i Montjegorsk (nikkel, kobber og kobolt) og Nikel i Petsamo-området blæser svovldioxid og tungmetaller ud i miljøet og ind i nabolandene Norge og Finland. Byggeri af veje og infrastruktur for prospektering af mineraler og minedrift kan afskære renernes ældgamle vandringsveje. I 1998 lykkedes det at afværge et sådan projekt af den internationale koncern Voronye Minerals i Lovozero-distriktet ved lokale og internationale protester.

Eksempler på Kildin samisk.

Rener:

Nyfødt kalv: Vus eller Vueza.

6 mdr. gammel kalv: Tjepark.

8-9 mdr. gammel kalv: Luhpel.

1-årig gammel kalv: Tjirmah.

1.1/2-årig gammel hanren: Orjeh.

1.1/2-årig gammel hunren: Vujal.

2-årig voksen hanren: Vubers´ sarvjes.

2-årig voksen hunren: Alt.

Kastreret ren og trækren (køreren): Jer´k´.

Bær:

Multebær: lum´ eller lueman.

Blåbær: Sar´

Tyttebær: Jøng.

Sortebær: Chumnesh.

Kilde: Boris Julin, Lovozero/ Lujárvi. Transskription til skandinavisk: Svetlana Sedneva, Murmansk.