Blandt de arktiske folkeslag er korjakerne på Kamtjatka de mest ivrige efter den giftige røde fluesvamp, og det oven i købet i højere grad end deres slægtninge, tjuktjerne og kamtjadalerne. Det er sikkert fordi, der er flere af den på deres territorium. Fluesvampen vokser nemlig i store mængder over hele korjaker-tundraen, og korjakerne forsyner deres naboer, tjuktjerne, med den.  

Før i tiden var indsamling og tørring af fluesvamp et særligt arbejde, og man drev en indbringende handel med dem. I dag er det hovedsageligt ældre personer, der giver sig af med dette arbejde. Min bedstemor gjorde brug af fluesvampen, og hun bad os om kun at samle hele svampe. Hun sagde, at hvis man kun brugte hatten, så ville det i rusen forekomme den, der spiste svampen, at vedkommende ville få benene skåret af, eller de ville simpelthen forsvinde; og hvis man kun brugte stokken, så ville det omvendte ske. Mange foretrækker fluesvamp frem for vodka. Det skyldes, at efter indtagelsen af fluesvamp er rusen meget behageligere, og der er ingen tømmermænd som efter vodka. Korjakerne spiser ikke frisk fluesvamp, for dér er giften mere aktiv og vil snarere slå een ihjel. Korjakerne siger, at tre friske svampe er tilstrækkeligt til at slå en mand ihjel. Derfor tørrer man svampene efter indsamlingen, enten i solen eller over ildstedet. Det er hovedsageligt mænd, der spiser dem. Der er forskellige måder at tilberede dem på. Mændene ved Pensjina-bugten lader først kvinderne tygge svampen igennem, derpå sluger de den.  Tjuktjerne skærer svampen i mindre stykker, tygger den og skyller den ned med vand. Krasjeninnikov beretter, at kamtjadalerne ruller de tørrede svampe til et rør og sluger dem uden at tygge dem, eller de bløder dem op i et afkog af gederams og drikker dette udtræk. Fluesvampens alkaloid fremkalder rus, hallucinationer og febervildelse, på samme måde som andre plantegifte f.eks. opium og hash gør det. En let rus kommer til udtryk i en vis  livlighed og spontane bevægelser. Mange shamaner spiste fluesvamp før deres seancer for at komme i ekstase. Bagefter faldt shamanen udmattet i søvn. Korjakerne troede, at mens han sov, førte den ”vise og synske fluesvamp” ham til den hinsidige verden, hvor han kunne møde afdøde slægtninge, som gav ham de nødvendige belæringer. Når shamanen vågnede op af sin lange søvn, fortalte han de omkringstående sine syner. Alle, der har været i en fluesvamprus, hævder enstemmigt, at hvad de end har gjort i denne tilstand, er det gjort på befaling af fluesvampene. 

Efter tjuktjernes opfattelse er fluesvamp-ånderne meget stærke; de vokser gennem sten og træer og gennembryder dem og får dem til at smuldre. De har forbindelse til de dødes verden og er derfor særdeles farlige og upålidelige. De kræver, at man hele tiden ærer dem og naturen; de tvinger folk til at efterkomme alle deres ordrer, og truer med døden, hvis man ikke adlyder. Tit laver de grove numre med folk. Krasjeninnikov  beskriver nogle episoder, han selv har været vidne til. En af de lokale kosakker så helvede og en forfærdelig afgrund af ild, som han ville blive kastet i, hvis han ikke på fluesvampens befaling faldt på (Fluesvampe – amanita muscaria eller fly agaric)..8 knæ og tilstod alle de synder, han kunne huske. Og for øjnene af sine kammerater angrede den berusede sine gerninger. Han troede, han stod alene for gud og åbnede derfor op for sit inderste. Alle omkring hørte på med stor fornøjelse og morede sig. Kamtjadalerne og de bofaste korjaker spiste også fluesvamp, når de ville dræbe nogen eller skulle i krig. Under påvirkning af fluesvampene fik man nemlig usædvanlige kræfter og evner, som ville være utænkelige i almindelig tilstand. Desuden kunne man ikke huske noget, når virkningen af fluesvamp-  rusen ophørte. V. I. Jokhel’son bad engang en nomade-korjak, der gik for at være en god sanger, om at synge noget i en fonograf. Sangeren begyndte nogle gange, men uden held, åbenbart fordi det ukendte apparatur gjorde ham ængstelig; men da han havde spist to svampe, begyndte han at synge med kraftig stemme og gestikulerede med hænderne. Ved en kraftig rus kommer alle følelser ud af balance; genstandene omkring en synes enten meget små eller usædvanligt store; der indtræder hallucinationer, ufrivillige bevægelser og krampetrækninger. Øjeblikke, hvor man er meget livlig, afløses af anfald af dyb melankoli. Den, der er i en svamperus sidder først stille, vugger fra side til side, og fører oven i købet samtale med familien. Pludseligt udvider hans pupiller sig, han begynder at gestikulere krampagtigt, han taler med personer, som kun han ser; han synger og danser. Så bliver han igen rolig. Men for at opretholde rusen, skal der ekstra portioner svampe til; endeligt indtræder en dyb søvn, der efterfølges af hovedpine, kvalme og en trang til at gentage rusen. Hvis der er et forråd af svampen, bliver det spist. Før i tiden ansås en fluesvamp for en god gave til en gæst. Korjakernes kendskab til fluesvampens egenskaber stammer fra deres forsøg med den i maden og deres praktiske erfaring med brugen af den. I hvert fald havde folkeslagene i de nordlige områder allerede i det 18. årh. en solid viden om, hvor meget, der skulle bruges, og hvordan det skulle bruges. Der er grund til at formode, at fluesvampens virkning ville være stærkere, hvis ikke dens alkaloid blev ført meget hurtigt ud af kroppen sammen med urinen. Korjakerne vidste dette af erfaring, så urinen fra en person i svamperus, gik ikke tabt. Den berusede drak den selv, for at forlænge rusen, eller beværtede andre med den. Korjakerne mener, at urinen fra en person i svamperus, har rusvirkning, dog ikke i samme grad som selve svampen. Man kan spise fra tre til ti tørrede svampe uden, at det er livsfarligt. Dødsfald er meget sjældne. I tilfælde af forgiftning er den bedste modgift et glas vodka eller et glas fortyndet sprit.  

For at vende tilbage til den tidligere  nævnte forestilling om, at fluesvampene befaler over dem, der befinder sig i en svamperus, så vil jeg gerne nævne en myte om fluesvamp-piger, der førte mænd bort til itelmer- og korjaker-eventyrenes fortryllede verden. En række arkæologer (N. Dikov, 1971; Meletinskij, 1979) hævder, at denne myte afspejles i de helleristninger  Pegtymel bjergkæden, der blev fundet af sovjetiske arkæologer på Tjukotka i 1965-1966. På disse helleristninger er afbildet dansende fluesvampe; og et af fragmenterne viser en fluesvampkvinde, der fører jægere bort. Det er gådefulde antropomorfe (menneskelignende) silhuetter; over dem er der tegnet noget, der ifølge N. Dikov, ikke kan være andet end svampe. Der er rigtig mange af dem. N. Dikov sammenligner disse billeder med svampemenneskene af sten i maya-skulpturerne i Centralamerika. ”De svampelignende silhuetter over menneskeskikkelserne er netop svampe, og ikke yppig hårpragt eller hovedbeklædning. For disse mærkelige silhuetter er langtfra altid anbragt på hovedet af en menneskeskikkelse; oftere er de anbragt oven over hovedet eller i stedet for hovedet. Disse uhyggelige svampe har åbenbart deres egen selvstændige betydning. Og deres tilknytning til menneskeskikkelsen er rent formel og på sin vis symbolsk”, skriver N. Dikov i sin bog. 

Tiderne ændrer sig – og menneskene ændrer sig med tiden, hedder det i et latinsk ordsprog. De oprindelige folk i Sibirien er ingen undtagelse herfra. I dag kender de unge i urbefolkningen overhovedet ikke traditionerne med at anvende fluesvamp. Det har måske at gøre med, at de ældre før i tiden ikke lod de unge prøve fluesvampene for ikke berøve sig selv denne fornøjelse; så når de unge fandt fluesvampe, så gav de dem til de ældre. Traditionen med at anvende fluesvamp er sikkert også forsvundet, fordi arbejdet med at klargøre svampene til brug krævede meget tid. Desuden var det yderst sjældent, at der slet ikke var spiritus i butikkerne. Naturligvis er fluesvamp ikke nogen livsfornødenhed, som de oprindelige folk ikke kan leve foruden; man kan også leve uden shamanens lægekunst. Men samtidig med, at man har mistet ”forbindelsen til den hinsidige verden”  via fluesvampen, har man også mistet en del af en åndelig kultur, som ikke kan genskabes.  

(Oversat frarussisk af Maria Nytoft)

Alona Yefimenko er even og tjukter fra det Korjakiske autonome distrikt på Kamchatka. I 1988 færdiggjorde hun sine studier i sprog og litteratur ved Hertzens Pædagogiske Universitet i St. Petersborg. Fra 1988 til 1996 var hun direktør for ”Det korjakiske historiske og kulturelle Museum” i Palana i det Korjakiske autonome distrikt. Alona Yefimenko arbejder nu på Arctic Council Indigenous Peoples’ Secretary i København.

 Litteratur:

Nikolaj Dikov: Naskal’nyje zagadki Drevnej Tjukotki, 1971. (Det gamle Tjukotkas helleristninger)

V.I.Jokhel'son: Korjaki, s. 113. (Korjakerne).

S.Krasjeninnikov: Opisanije zemli Kamtjatki, T.2, 1755, s. 108 (Beskrivelse af landet Kamtjatka).

Meletinskij, Je.M.: Paleoaziatskij mifologitjeskij epos, 1979,

M. Nauka, s. 87. (Det palæoasiatiske mytologiske epos).