Tjuktere

Undergrupper: Kyst-tjukterne, der kalder sig for: ankalyn "kystfolket" og tundra-tjukterne, der kalder sig for: chavchu "rensdyrfolket".

Sproget tales af: 70,3 % Chukotsk autonome distrikt. Der bor også tjuktere i det nordlige af Kamtjatka i Koryak autonome distrikt og i Niznekolimsky- regionen i Sakha- provinsen.

Kulturel og social status: Tjukterne ernærede sig traditionelt af jagt på rener og havpattedyr, fiskeri og rendrift. Russerne begyndte koloniseringen af tjukterne på Tjukotka i 1642 og omkring 1740 havde de erobret landet. Forholdet mellem tjuktere og russere var dog langt fra fredeligt og først efter 1778 begyndte den egentlige koloniseringsproces med oprettelsen af handelsforbindelser, markeder og skatteopkrævning.

Under sovjetperioden skete der drastiske forandringer for tjukterne. I 1930 oprettedes Tjukternes Nationale Region. I stedet for det gamle klansystem indførte man kollektiver. Tjukterne gjorde væbnet modstand imod kollektiviseringen, men forgæves. KGBs terror og hæren nedkæmpede hurtigt den tjuktiske modstand. Tjukternes liv blev fra nu af administreret gennem bureaukrati og planøkonomi af bureaukrater, som boede i kolonimagtens centrum. Sovjetunionen havde brug for Tjukotkas mineraler og andre naturrigdomme, og området blev industrialiseret og importeret arbejdskraft strømmede til. Landets urfolk stod på sidelinien og så hjælpeløse til. Tjukterne blev også sluset ind i de mange nye job, som fulgte med industrialiseringen og urbanisering, de fik nemlig beskæftigelse som ufaglært arbejdskraft.

I 50erne og 60erne testede russerne atombomber i de nordlige områder, som følge heraf er sesium- indholdet i planter, dyr og mennesker meget højt på Tjukotka, og lunge- og mavekræft er udbredt.

I dag kæmper tjukterne med TB, underernæring, alkoholisme, høj børnedødelighed, arbejdsløshed og alle former for social nød. Børnene opdrages på russiske kostskoler og bliver ofte fremmedgjorte for deres eget sprog og kultur. Privatiseringen er ikke slået igennem og statssubsidierne er væk. På trods af al denne elendighed er der fremvokset en tjuktisk politisk bevægelse, der arbejder for at genskabe et menneskeværdigt liv på traditionelle værdier. Et stort problem for tjukterne i disse år er, at renbestanden er gået drastisk tilbage. Dette er så meget værre, fordi netop inden for rendriften findes muligheder for at genskabe en ordentlig økonomi.

Litteratur: Den tjuktiske forfatter Juri Rytkheu er oversat til dansk med bl.a:
Juri Rytkheu: "Når hvalerne forsvinder". Samlerens Bogklub 1984

På norsk findes en etnografisk beskrivelse at det tjuktiske samfund således som det så ud omkring 1919-21. Bogen er skrevet af Harald U. Sverdrup, der tilbragte 3 år hos tjukterne i forbindelse med Roald Amundsens ekspedition med skibet "Maud".

Bøger til natbordet:

Patty A. Gray:” The Predicament of Chukotka´s Indigenous Movement – Post Sovjet Acktivism in the Russian Far North. Cambridge University Press. 2005

Tichon Semusjkin: ” Alitet flyr upp i bergen I-II ”.Förlaget För Litteratur påFrämmede Språg, Moskva 1954. ( Roman fra Tjukotka i 1920verne)

Tichon Semusjkin:” Brann i polarnatten”. Oslo 1957 ( Roman fra Tjukotka i 1920verne)

Tichon Semusjkin: ”Bland tjuktjer, isbjörnar och valrossar”. Ljus, Stockholm 1944. (I spetsen för en grupp lärare kom förf. år 1928 till den isolerade halvön Tjukotka (Tjuktjerhalvön) längst ut i nordöstra Sibirien. Deras uppgift var att organisera skolväsendet. Han berättar livfullt om livsvillkoren på tundran och om de svårigheter som mötte. Befolkningen var analfabeter och till största delen nomader. Här krävdes fantasi, tålamod och gott humör. Snart satt 90% av barnen i skolbänken och ny tid inleddes.)