Af Alona A. Yefimenko

Den Nordlige Søvej (DNS) er det isfyldte stræde udfor den russiske kyst, som strækker sig fra Novaja Zemlja i vest til Beringstrædet i øst. Tidligere omtaltes denne rute gerne som Nordøst Passagen, men i dag anvender man oftere den russiske betegnelse.

DNS er ensbetydende med op til 40 % reducering af afstanden fra Nordeuropa til Nordøst Asien og Nordamerikas Nordvest kyst sammenlignet med sydgående ruter via Suez eller Panama. Ydermere findes der i russisk arktisk enorme mængder af olie, gas og andre naturressourcer, som på bedste vis kan eksporteres via søvejen.

På tærsklen af det 21. århundrede bevirker den politiske, teknologiske og tilmed den klimatiske udvikling, at DNS på ny fremstår som en interessant mulighed. Officielt åbnede Rusland DNS i 1991 for fremmede skibe, og bedre og billigere isbryder teknikker er under udvikling. Til trods for at DNS er pakket med is og tynget af Ruslands politiske ustabilitet, så har Suez og Panama kanalen deres egne indbyggede problematikker, som kan undgås med DNS.

Derudover gør den politiske ustabilitet i Mellemøsten, piraterne i Sydøst Asien, og det nye politiske regime for Panama kanalen deres til, at DNS fremstår som et alternativ. Der er også tegn på, at den globale opvarmning gradvis vil forbedre isforholdene i DNS.

Til trods for dette er DNS ikke blevet anvendt i nævneværdig grad af ikke russiske fartøjer.

Den største forhindring for DNS anvendelse i kommercielt øjemed er de barske naturforhold, inklusiv is det meste af året. Selvom moderne teknologi kan klare sådanne besværligheder er investeringerne, der skal til for at opbygge en flåde af handelsskibe med isbryder egenskaber vaklende. Et lige så stort problem er det for Rusland at samle den nødvendige politiske og økonomiske styrke, der skal til for at opretholde den nødvendige infrastruktur langs med DNS. Den vanskeligste opgave bliver at bevare en tilstrækkelig russisk isbryder flåde. (Internationale Nordlige Søvejs Program (INSROP)).

Beskyttelsen af det arktiske miljø og urfolkene -"de bløde værdier" skal ikke blive overset.

Ambitionerne og udfordringerne for DNS program er enorme. De ansvarlige for etableringen og promoveringen af en stigende anvendelse af DNS, især den russiske og norske regering, er også ansvarlige for at løse de problemer, der opstår som en følge af øget aktivitet på DNS. De må sørge for at brugen af DNS ikke bliver en trussel imod det arktiske miljø og urfolkene, som bor i de områder, der vil blive berørt.

Jeg mener, at DNS vil udgøre en potentiel fare for urfolkene og deres miljø, hvis ikke der effektueres mål og regler, som kan sikre urfolkene som deltagere og rådgivere.

Europæisk civilisation trængte frem i Arktis og Subarktis senere end andre steder på jorden, men det skete med en samlet styrke fra en lang historie af udbytning og bevæbnet med moderne teknologi. Europæerne indførte kommercielle metoder for naturudnyttelse i Arktis i 1600 tallet, og skabte dermed et enormt pres på de mest værdifulde arter af pelsdyr og havpattedyr, herunder bæver, arktisk ræv, zobel, grønlandshvaler og hvalros. Omkring 1900-tallet ændredes udbytningen til at omfatte mineral ressourcer. Arktiske gas- og oliefund i midten af Århundredet forandrede situationen radikalt. Urfolkene over hele landet begyndte at mærke et stigende pres socialt og på deres økologiske ressourcer. I Russisk Arktis udviklede der sig en særlig tragisk situation, idet alle civile såvel som militære konstruktioner, transporter og industrier var monopoliseret af staten, der ikke tog hensyn til urfolkenes velbefindende eller det lokale miljø.

Russisk Arktis og Subarktis er hjemsted for 30 officielt anerkendte urfolk. Disse folk får deres indkomst gennem rendrift, fangst og jagt på land såvel som havpattedyr samt fiskeri og handel. For det meste beskæftiger de sig med en kombination af disse erhverv, hvor hovedvægten skifter efter årstiderne. Muligvis ville de have fortsat med at leve i "harmoni med naturen", hvis ikke sovjet regeringen havde taget de nordlige områder i besiddelse for at udnytte deres naturrigdomme til udviklingen af den nye socialistiske stat. Denne udvikling førte til konfiskering af urfolkenes land og tvangsforflyttelser af hele urfolks landsbyer. Omflytnings politikken i sovjettiden førte til at urfolks jægere og renhyrder blev fjernet fra deres traditionelle territorier. Resultatet var, at urfolk fra Kola halvøen til Kamchatka måtte se på en vanhelligelse af den kultur og det land, som var hjertet i deres liv og identitet.

Arktis skulle også spille en ledende rolle i promoveringen af et nyt koncept for økologisk og menneskelig bæredygtighed. Det nye koncept betød andre måder at samarbejde på for at beskytte miljøet og bevare den sårbare flora og fauna. Det nye koncept for menneskelig bæredygtighed inkluderede en anerkendelse af urfolkene og deres rettigheder. Nu bliver der lagt vægt på at involvere urfolk i sådanne politiske, økonomiske, sociale og kulturelle processer, som berører dem.

I Rusland kom vendepunktet i 1988, hvor der for første gang kom en offentlig debat om den officielle stats politik for udvikling og modernisering af Arktis og urfolkenes medfart. Statens politik blev åbenlyst kritiseret. I marts 1990 dannede urfolkene i det russiske nord en organisation i Moskva, som kom til at hedde: Den russiske sammenslutning af urfolk i nord (RAIPON).

Ministre fra 8 arktiske regeringer underskrev Arktisk Miljøbeskyttelses Strategien (AEPS) i Rovaniemi, Finland i juni 1991. Herved udtrykte de arktiske regeringer deres ansvar for beskyttelse og bevaring af det arktiske miljø. Samtidig var det en anerkendelse af arktiske urfolks og lokales enestående relationer til miljøet og dets beskyttelse. I 1996 blev Arktisk Miljøbeskyttelses Strategien lagt ind under Arktisk Råd, der også har mandat til at beskæftige sig med bæredygtig udvikling.

Urfolkene har en særlig rolle i Arktisk Råd som permanente deltagere. Tre urfolks organisationer deltog i AEPS: The Inuit Circumpolar Conference (ICC), Samerådet og Den Russiske Sammenslutning af Urfolk i Nord (RAIPON). For nylig blev Aleuternes Internationale Sammenslutning tildelt permanent deltagerstatus i Arktisk Råd. Urfolks organisationerne spiller en særdeles aktiv rolle i internationale arktiske programmer. De står for det fulde ansvar for flere projekter indenfor bevaring af arktisk flora og fauna (CAFF). ICC har forpligtet sig til at kortlægge den traditionelle viden om hvidhvaler; RAIPON leder et projekt om områder i naturen med sakral betydning. Indenfor programmet med bæredygtig udvikling og traditionel viden har Samerådet ansvaret for to fiskeri behandlings projekter: saltvand og ferskvand.

I forbindelse med Åbningen af DNS for international søfart er miljøforskning absolut nødvendig. Jeg har nogle bemærkninger om det store arbejde, som er blevet udført af Internationale Nordlige Søvejs Program (INSROP). Hele INSROP er blevet til efter devisen, at det er for sent at iværksætte undersøgelser og behandling når patienten allerede er afgået ved døden. Faretruende forurening fra olie og gas aktiviteter i det nordlige Sibirien er allerede blevet observeret. Vi ved at råolie opløses langsomt i arktiske temperaturer. Kommende udvinding af hydrocarbon (kulbrinte) i Arktis vil tiltrække alle former for skibstrafik. Sammen med en stigning af trafikken i DNS vil faren for uheld, som medfører forurening stige.

Den ombyggede hvalfanger båd Vega, som 1880-81 sejlede fra Gøteborg til Yokohama nord om Rusland, under ledelse af Adolf Erik Nordenskiöld. Grunden til den langvarige sørejse var at Nordenskiöld sejlede for tæt på kysten i det østlige sibirien og sad fast i isen vinteren over.

Den fremtidige skibstrafik i DNS kan medføre stigende industriel aktivitet i arktiske og subarktiske områder, derfor vil et kommende pres fra denne udvikling også være anselig. Området, der vil blive berørt, er det nordlige Rusland fra Karahavet til Providenija bugten, præcis samme område som er af vital betydning for de nordlige urfolks livsunderhold. Åbne render i flodisen vil få konsekvenser for rendriften og vildrenernes migrations ruter langs med den russiske kyst. Det fremgår af et arbejdspapir fra INSROP at: " Forøget brug af DNS vil have indflydelse på alle vilde populationer, hvis liv har forbindelse til iskanten og indsøer".

Nikita Ovsyanikov, direktør for Wrangel øens zapovednik (naturpark), skriver i sin bog om isbjørne, at dette område fungerer som en "fødeafdeling" for isbjørne og 80% af hunnerne har deres hi her. Hvis man ser på et landkort, er det let at se, at Wrangel øen udgør en stor landmasse i et enestående og biologisk rigt farvand i det arktiske ocean. Kommende skibs aktiviteter vil helt sikkert forstyrre dyrenes fred. PÅ Tjukotka er det allerede sådan, at man i den sejlbare tid af året i enhver havn kan købe skind fra isbjørne eller fra andre pelsdyr. Zapovednik Wrangel øen er det eneste sted i Rusland, hvor isbjørnen stadig er under statslig beskyttelse. Vil denne "Noahs ark" stadig kunne beskytte isbjørne, hvalroser og andre arter når DNS Åbnes?

Vi ved alle, at der er positive fordele ved at forsyne de nordlige befolkninger med brændsel og proviant. Specialisterne vil komme til de nordlige beboelser og der vil blive skabt arbejdspladser. Historiske udsagn viser imidlertid at erobringen og moderniseringen af de russiske nordlige områder kun medførte ødelæggelse og forstyrrelser for de arktiske urfolk. Mon en intensivering af DNS vil medføre nogen form for berigelse for de arktiske folk?

Efter at have gennemset den information, som er blevet publiceret i INSROP arbejdspapirer såvel som resultaterne af russiske og fremmede forskeres feltarbejde, er jeg ikke så overbevist om, at frelsen for kommende generationer af urfolk vil ske gennem Åbningen af DNS for den internationale skibsfart. Alligevel må jeg sige, at det kolossale arbejde som er blevet udført af 318 videnskabsmænd fra flere lande, f. eks analyser og vurderinger af miljøforstyrrelser og risikoanalyser er en stor succes. Uheldigvis er der kun tale om teori og som I ved er teori uden praksis ikke meget værd. Det nuværende billede af "udviklingen" i det russiske nord viser et sørgeligt resultat: Ødelagt græsning, forladte boretårne, vejnet der gennemskærer renernes migrationsruter osv. Mest iøjnefaldende er det, at jeg kun fandt meget lidt omkring "menneskelig bæredygtighed". Winfried Dallmann fra INSROP program har skrevet en prisværdig rapport. Et værdifuldt arbejde er blevet udført af Gail Osherenko, som koordinerede forberedelserne af 9 INSROP arbejdspapirer, der omhandler DNS indflydelse på urfolkene. For det skulle vi være taknemmelige. Fra et urfolks perspektiv vil jeg foreslå, at de ansvarlige for INSROP tager kontakt med legitime urfolks repræsentanter, således at en proces begyndes, hvor urfolkene deltager og forespørges omkring udviklingen af Den Nordlige Søvej. SÅ denne udvikling kan betyde velfærd for de nordlige urfolk i stedet for ødelæggelse.

Konklusion.

I praksis indebærer virkelig konsultation, deltagelse og repræsentation af urfolkene en politisk og juridisk infrastruktur som ikke findes. Men fordi der ikke eksisterer sådanne strukturer, må det ikke være en undskyldning for at udelukke urfolkene fra beslutningstagning og udvikling, som vil påvirke deres liv og fratage dem deres rettigheder. Etableringen af DNS har stadig et potentiale for at udruste Arktis med muligheden for at beholde det globale førerskab inden for menneskelig og miljø bæredygtighed.