Vepser
Egne navne: Vepslaine, bepslaane, lüdinik, liudinikad, lüdilaine, tjagalasjet. Russiske navne: Vepsi, vepsskij. Historiske navne: Tjud (officielt navn indtil 1917), liiudinik, tjukhar, kaivan. Sprogfamilie: Finsk-ugrisk: østersøfinsk. Dialekter: Nordvepsisk eller äänisvepsisk i Republikken Karelen ved Onega-søen (vepsisk: Änine???), midtvepsisk i Leningrad-region (Podporoshje, Tihvin og Lotinapello Amter) og Vologda-region (Babajevo og Vytegra Amter), sydvepsisk i Leningrad-region (Boksitogorsk Amt). Det vepsiske sprog har bevaret mange gamle træk og anses derfor som østersøfinnernes "sanskrit." Hvor mange er de: Ca. 10.500 - 13 000deraf taler ca. halvdelen deres modersmål. Hvor bor de: Vepserne bor i dag mellem Ladoga-søen, Onega-søen og Hvide-søen (Vaugdejärv), opsplittet i 3 grupper, uden direkte vejforbindelse og delt af russiske bosættelser. Organisationer:
Vepsisk Kulturselskab (finsk: Vepsän Kulttuuriseura), grundlagt
1988 i Petrosavodsk (Petroskoi), Republikken Karelen, medlem af
RAIPON. Vepsän
Sebr (Vepsisk Selskab, finsk: Vepsän Seura), grundlagt i 1991.
Historie:
Fra årtusindskiftet kom de første slaver til vepsernes land og
siden hen er begge folks historie knyttet til hinanden. Vepserne,
dengang et relativt stort og betydelig folk, bidrog til den tidlige
russiske stats udvikling. Derfor nævnes de også i det 10. og 11.
århundrede af Adam von Bremen og Saxo Grammaticus. Vepsernes kultur
var fra slutning af det 10. århundrede til begyndelsen af det 13.
århundrede én af Nordeuropas prægtigste og rigeste, som fundene
fra deres gravhøje viser. Det mest destruktive slag mod vepsernes etnicitet førtes dog af sovjetsystemet. Ironisk nok havde de første to årtier efter den russiske revolution i 1917 næsten karakter af en national opvågnen. Det nye systems politik over for landets mange nationale mindretal var imødekommende. På det administrative område oprettedes 24 nye enheder med status af "nationale landsbysovjetter." Disse kommuner blev igen samlet i to nationale distrikter, Vidla (Vinnitsi) i Leningrad-regionen og Soutjärve (Sjeltosero) i den Autonome Republik Karelen. Vepsiske skoler blev oprettet og et vepsisk skriftsprog skabt med latinsk alfabet på grundlag af Midtvepsisk. I 1932 kom den første ABC, og i alt blev over 30 bøger trykt, mest til folkeskolebrug. I 1934 rådede alle vepsiske skoler over undervisningsmateriale på deres eget sprog. Et vepsisk lærerseminarium oprettedes i Lodejnoje Polje. Det vepsiske forår kom dog til en brat ende i 1937, da Stalins undertrykkelsesapparat oprettedes. De nationale mindretals kulturelle aktiviteter indstilledes, og vepsernes tvangsassimilering indledtes. Skolerne blev lukket, de vepsiske bøger brændt på bål og lærerne blev kastet i fængsel. Nogle vepsiske intellektuelle myrdedes. De vepsiske landsbysovjetter fik frataget deres nationale status, mens de nationale distrikter blev nedlagt. Områderne fordeltes mellem Leningrad- og Vologda-regionerne samt den Karelske ASR. Mange vepsiske landsbyer forsvandt, da deres infrastruktur samt arbejdspladser, butikker, lægehjælp og veje blev ødelagt.
Kulturel og social status: I efterkrigstiden skete der en masseflytning af unge vepsere fra landet til byerne, hvor de hurtigt assimilerede ind i det russiske miljø. Under ordre fra højere sted, lod embedsmændene vepserne "forsvinde" statistisk, ved at opføre dem som russere. Hvor der i 1979 officielt kun var 65 vepsere tilbage i deres kerneland, fandt videnskabsmænd i en egen optælling i 1983 - 13.000 vepsere i hele Sovjetunionen: 5.600 i Karelen, 4.000 i Leningrad- og knapt 1.000 i Vologda-regionen.Det demografiske billede tegner sig dog mørkt. Der er meget få unge i de vepsiske landsbyer, og de fleste - der taler modersmålet - er over 40. Nordvepserne blev siden 1930'erne gennem forceret russisk indvandring reduceret til under halvdelen af befolkningen, dog genetableredes ved Onega-søen det vepsiske nationale distrikt efter perestrojkaen. Opsvinget efter perestrojkaen mærkes næsten kun på kultur- og undervisningsområdet. Nogle få vepsiske skoler er genåbnet, bl.a. som et resultat af "Loven om Ruslands folks sprog" 1991. Kun i Republikken Karelen, hvor 15 % af vepserne bor, støttes vepsisk undervisning af skolenævnet. Her har Vepsisk Kulturselskab udgivet flere skolebøger på vepsisk. På grund af manglende transport-penge, når disse dog knapt frem til Midt- og Sydvepsien, hvor vepsisk undervisning er baseret på frivillige læreres indsats. Derfor har Vepsän Sebr gjort en særlig indsats her og købt bøgerne i Petroskoi og fordelt dem gratis til skoler og biblioteker i vepserlandsbyerne siden 1994. Vepserne er traditionelt et bondefolk. I 1897-folkeoptællingen havde kun 22 personer andre erhverv. Før i tiden drev de svedjebrug på deres skovede, stenrige og sumpede marker. Næstvigtigst var kvægavl. I nogle egne solgtes sågar racekøer til markedet i Skt. Petersborg, ligesom fisk, da fiskeri og jagt i denne sammenhæng altid har været et vigtigt bierhverv i det skov- og sørige land. Information om vepserne, deres land, kultur og aktiviteter: http://www.veps.de/ | ||||||
|
|
