Urfolkene i Nordrusland, Sibirien og Russisk Fjernøsten kaldes ofte: de små folk i nord, de små folk eller de nordlige minoriteter. Siden 1927 har man officielt i Rusland anerkendt 27 urfolk. I dag regner russiske antropologer med, at der findes 49 urfolk. Der er således 22 urfolk, der ikke er anerkendt som sådanne. Den nye undersøgelse inkluderer store grupper såsom jakuterne, der tæller omkring 380,242 individer såvel som orokerne, der bare tæller 190 individer. Alt i alt udgør urfolkene omkring 600,000 individer, hvis man går ud fra den nye undersøgelse. Sprogligt hører urfolkene til mange forskellige sprog familier. Nogle af dem har ingen ligheder med noget andet sprog og ingen af dem er relateret til russisk.

Orokere

Klima Zoner
I Sibirien bor urfolkene i 3 tydelige klima zoner; tundra, skovtundra og tajga. Tajgaen er det russiske ord for de nordlige skove, som på engelsk hedder: boreal forests. På en international forsker- og græsrodskonference i Jokkmok i 1992 enedes man om at anvende der russiske ord tajga og det har efterhånden fortrængt det engelske ord: boreal forest. I skovtundraen og i tajgaen lever der bjørne, elsdyr, ræve, fugle og fisk. Længere mod nord i tundraen er der knapt så mange dyrearter men her lever: rener (rensdyr), arktiske ræve og nogle få fuglearter og fisk.

Erhverv
Urfolkene, der bor på tundraen, er i vid udstrækning beskæftiget med rendrift. Medens de, der bor i tajgaen eller ved havet, er jægere og fiskere. En hel del folk blander disse erhverv efter en tilbagevendende års cyklus. Også rendriften er organiseret efter en års cyklus, hvor man på forskellige tider af året udnytter forskellige græsgange. Mange af disse rennomader bor i telte (chum) om sommeren. I dag er det bare 0mkring 10% af urfolkene, der er nomader, men for bare 30 år siden drejede det sig om 70%. Hovedparten bor i dag i landsbyer eller støre byer for det meste i kolde og usunde betonhuse fra sovjettiden.

Statslige Overgreb
I 1930erne og 1940erne blev urfolkene udsat for tvangskollektivisering. Deres ejendom blev taget fra dem og de mistede fiske- og jagtrettigheder, som de traditionelt havde ret til. Kollektiverne fik overdraget fiske- og jagtrettighederne sammen med renerne og anden ejendom, som blev konfiskeret. Sibirien blev set på som Sovjetunionens skattekammer i form af naturrigdomme, som bare lå og ventede på at blive udnyttet. For at det kunne ske, måtte Sibirien industrialiseres, en udvikling der medførte en stor immigration af arbejdskraft. På 11 år blev urfolkene reduceret til at udgøre bare 7% af befolkningen.
Fra 1950 og ind til miden af 1980erne blev der gjort ihærdige forsøg på at undertrykke alle etniske, sproglige og kulturelle forskelle i Sovjetunionen. Urfolkenes sprog forsvandt fra skolerne, børnene blev straffet, hvis de talte deres eget sprog. Dette førte til en sprogbarriere i familierne, de ældre talte kun urfolkets eget sprog, de yngre kun russisk og nogle talte lidt af værd uden at tale nogen af sprogene særlig godt. I den samme periode blev der nedlagt mange små bygder og landsbyer og folk blev tvunget til at flytte ind til de større byer. Ved at tvinge forskellige urfolk til at bo i samme landsby, håbede man på, at skabe en ensartet befolkning. Nomader blev tvunget til at bo i områder, hvor der ingen græsning var til deres dyr og jægere blev forflyttet til byer, hvor der var langt til både jagt og fiskeri. Alt hvad urfolkenes egen kultur stod for blev betragtet som primitivt og tilbagestående af russerne i administrationen såvel som af de russiske immigranter i Sibirien. Russerne mente, at de skulle "hale" urfolkene op til deres eget udviklingstrin. "Vi har jo lært jer hvordan man vasker sig" var en yndet frase, de russiske emigranter anvendte overfor urfolkene. Tanken om at "hale" nogen op er det samme som paternalisme, formynderi og formynderiet har ligget til grund for Sovjetsamfundets attitude overfor urfolkene. Denne massive ødelæggelse af urfolkenes livsstil førte hurtigt til arbejdsløshed, vold, druk, selvmord og apati. Problemer som de små folk stadig slås med.

Nuværende problemer
Da Sovjetsamfundet brød sammen forsvandt statssubsidierne til de mange statsejede kollektiver, infrastrukturen brød sammen og mange steder forsvandt hospitaler, børnehaver, skoler og andet som traditionelt blev drevet af kollektiverne. Russere med højere uddannelser så som lærere, læger, sygeplejersker og ingeniører forlod de tyndt befolkede områder og tog tilbage til europæisk Rusland. Overgangen til markedsøkonomi er ikke slået igennem endnu ude i Sibirien og Nordrusland - kun markedspriserne mærker man men ikke de indtægter, der skulle følge med. Mange steder er der hungersnød flere måneder om året. Der hersker socialt kaos og politisk apati, mange tror ganske enkelt ikke længere på, at de har nogen fremtid.


Sundhedssituationen
Mangelsygdomme er en realitet de fleste steder, hvor befolkningen ikke har mulighed for at leve på traditionel vis. TB er udbredt og nogle steder spredes der en særlig farlig resistent TB. Børnedødeligheden er højere blandt urfolk end hos nogen anden gruppe. Levealderen blandt urfolk er 18 år lavere end hos resten af befolkningen.

Miljøødelæggelse
Miljøforurening er et stort problem for mange urfolk i Rusland. I Vestsibirien er der store forekomster af olie og gas. Forureningen fra gas- og olieindustrien er uoverskuelig. Floderne er forurenet med olie, fugle, fisk og plantelivet dør. Rengræsningsland er blevet forurenet og ødelagt for evigt. Det arktiske økosystem er meget sårbart og derfor skal der ikke så meget til, før skaden er uoprettelig. Men også i Russisk Asien ser det grelt ud. I Altai bjergene f. eks, udsættes befolkningen for en massiv forurening fra en raketaffyringsrampe og fra den radioaktive stråling fra et atom testningsområde på den kinesiske side af grænsen.

Situationen for urfolkene i Rusland er, som man nok kan forstå, desperat. Midt i al denne elendighed findes nogle stærke personer, som bruger alle deres ressourcer på at vende udviklingen, nogle arbejder alene, andre har sluttet sig sammen, men fælles for dem er det, at de vil skabe et bedre livsgrundlag end det nuværende for dem selv og for andre urfolk. Det er disse mennesker, INFONOR arbejder sammen med gennem et vidt forgrenet netværk . Sammen med disse ildsjæle håber vi, at vi kan nå ud til de andre - de der for længst har opgivet håbet.

Tundraens folk af Øyvind Ravna og Zoia Vylka beskriver en rejse hos de nordlige urfolk. En spændende bog med ualmindeligt flotte fotografier. Bogen kan bestilles i Norge på Landbruksforlaget AS på tlf: +47 23 15 89 20 e-mail: johan.hval@landbruksforlaget.no  

Se endvidere Øivind Ravnas hjemmeside www.ravna.com