Kamchatka halvøen i den fjerneste østlige del af Ruskland har en høj vulkanaktivitet. Kamchatka har den største tæthed af vulkaner og tilknyttet aktivitet i hele verden. Der findes 130 vulkaner i området, hvoraf 29 stadig er aktive. Halvøen, med Stillehavet mod øst og Okhost havet mod vest, er en 1250 km. del af den 2000 km. lange Kuril-Kamchatka bue, hvor næsten 10% af verdens aktive vulkaner findes.

På trods af de mange vulkaner har Kamchatka været beboet i tusinde af år. Urfolkene på Kamchatka er delt i korjakker, itelmener, tjukti og evenker. I dag er Kamchatka beboet af primært russere, mens urfolkene udgør 10% af befolkningen. Kilden til vulkan legenderne er blevet overført mundtligt fra den ene generation til den næste hos urfolkene på Kamchatka halvøen. De forskellige folk havde forskellige levevis, som for en stor del var betinget af geografisk lokalitet, og denne forskel i levevis og lokalitet var dermed en katalysator for folkenes forskelligartede opfattelse af liv, død og skabelse. Da Kamchatka er meget præget af voldsom vulkansk aktivitet var der hos de forskellige folk et behov for en forklaring, som har udmøntet sig i forskellige legender omkring vulkaner.

Korjak

Korjakkerne udgør den største urfolksgruppe på Kamchatka. De bebor den nordlige del af halvøen, hvor store vulkaner er markante indslag i landskabet. Korjakkerne, hvis navn betyder "Rensdyrfolket", er ren hyrder og renerne er den vigtigste del af deres livsgrundlag. Renerne som ressource bruges til alt lige fra klæder til telte og det er udfra denne livsstil de forklarer vulkanerne.

Den centrale figur i Korjakkernes tro er Kutkh, den store ravnegud. Legenderne beskriver Kutkh, den store ravnegud, som den første mand, fader og beskytter af korjakkernes folk. Stort set alle Korjakkenes legender og historier omhandler Kutkh´s liv, rejser og eventyr. Korjakkerne tror, at skabelsen begyndte da den store ravn fløj hen over havet og tabte en fjer, som skabte Kamchatka. Da han på denne måde havde skabt landet skabte han mennesker til at bebo hans skabelse. Da der var gået at stykke tid skabte han en kvinde, således at mennesket selv kunne forsætte skabelsen. Hun var utrolig smuk og alle mænd blev dybt forelskede i hende, og håbede på hendes opmærksomhed. Når mændene døde blev de til bjerge, der forvandlede det førhen flade land til det landskab der nu findes. Bjergene forvandledes til vulkaner på grund af hjerterne hos mændene, der stadig brændte af kærlighed til kvinden.

Itelmen

Itelmenerne udgør en af de mindste befolkningsgrupper på Kamchatka, men er til gengæld en af de ældste af urfolkene. Den tidligst kendte tilstedeværelse af Itelmener på Kamchatka kan ud fra arkæologiske fund dateres til 3200 f. Kr.. Itelmenerne bor på den sydlige del af halvøen, kaldet Lopatka. Itelmen betyder "Bor her" og de har ernæret sig som nomadiske jægere og fiskere, langt op i det 18. århundrede. Itelmenerne har mange guder og de tror at alle farlige steder, såsom vulkaner, varme kilder, skov, vand osv. er beboet af dæmoner, som Itelmenerne frygter og respekterer mere end deres guder, da guderne kun har betinget deres eksistens, hvorimod dæmonerne styrer deres liv. Vulkanudbrud forklares ved, at bjergdæmoner, kaldet gomuls eller kamuli, fordi de lever af fisk, flyver ned fra bjergene til havet for at fange fisk og hvaler. Fangsten bringes til bjergtoppene, hvor dæmonerne tilbereder og spiser deres fangst. Dette er grunden til at vulkanerne lyser op i nattens mørke. Itelmenerne er meget bange for bjergdæmonerne, og de klatrer aldrig op til bjergenes toppe fordi de tror at toppene er en ødemark dækket af fiske- og hvalknogler. Hvis de skulle komme for tæt på bjergtoppen vil dæmonen sprænge ud af bjerget. Itelmenerne viser deres respekt over for bjergdæmonerne ved at ofre kødstykker på bjergsiderne, og på denne måde handle sig til sikkerhed i bjergene. Itelmenerne mener at disse ofringer vil afholde bjergdæmonerne (vulkanudbruddet) fra at skade menneskene der lever i bjergets skygge. Som en kuriositet kan nævnes at Itelmenerne ikke kæder jordskælvene sammen med vulkanerne, men forklarer disse ved at en af Kutkh´s slædehunde ved navn Kozei ryster sneen af pelsen.

Tjukti og Evenker

Tjukti og evenker deler deres forståelse og forklaring på vulkansk aktivitet. Disse to folk har tætte relationer til korjak. Tjuktierne er korjakkernes naboer mod nord, med nogenlunde samme kultur, men tjukterne på Kamchatka ernærer sig ved fiskeri og fangst af havpattedyr. Evenkerne, korjakkernes sydlige naboer, ligner på mange måder også Korjakkerne, og ernærer sig som renhyrder. Ligheden mellem tjukti og evenkisk tro og den Korjakiske tro er, at de alle tre tror på skaberen, den store ravnegud, Kutkh. Til gengæld tror tjukterne og evenkerne, at Kutkh skabte Kamchatka på en anden måde. De tror, at Kutkh var det første væsen på jorden og at han bosatte sig på Kamchatka. Kutkh havde en familie, men en dag forlod Kuthk sin kone og børn og forsvandt fra landet. Det vides ikke hvorhen han drog, men da han gik skabte hans fodspor, i den bløde jord, bjerge og bakker hvor han havde trådt. Tjukterne og evenkerne hylder ikke Kuthk, faktisk taler de hånligt om Kuthk, fordi de mener at hans svigt over for familien er grunden til den vulkanske aktivitet og de vilde farlige floder. De bebrejder Kuthk, at han har lavet for mange bjerge og de ubehagligheder som vulkanerne påfører menneskene.